søndag den 22. juli 2012

Sit eget eventyr


Jeg har besluttet mig for at tro på det, der giver mest til eventyret i mit liv.
- Majbritte Ulrikkeholm -

Som Majbritte har jeg for længst besluttet mig for at tro på det, der giver mest til eventyret i mit liv. Det er smukt sagt. For det er der, det starter. Med troen. Jeg vil se det før jeg tror det, har jeg hørt mange bryske stemmer sige i tidens løb. De så det aldrig og derfor troede de ikke på det. Det magiske udeblev. For det vindunderligt paradoksale er, at man skal tro det, før man kan se det. Beslutte sig for at livet er magisk. Vide i sig selv, at når man tror, så ser man. Man er sit eget eventyr.
Hvis du ikke tror på mig, hvordan kan jeg så vise mig fra min bedste side? Hvordan kan jeg afsløre sider af mig selv for en, der står med skeptisk hovedrysten og bare venter på en chance til at håne og fornægte? Hvis du ikke tror på mig, hvordan kan du så forvente min tillid? Min fortrolighed? Min kærlighed?

Det slår mig, at jeg i øjeblikket har mest travlt med at afvikle. Meget at det, jeg har lært og taget for gode varer, skal væk igen. Det skal ulæres. Det er som at trevle en ellers fin sweater op, man møjsommeligt har strikket. Man gjorde sig umage. Der er fine snørklede mønstre og skønne farver. Ikke desto mindre må sweateren igen blive til små garnnøgler af muligheder. Noget andet. For sweateren passer mig ikke længere, farverne klæder mig ikke og den er enten for varm eller for kold. Aldrig tilpas. Så jeg tror på, at når jeg trevler den op, vil der opstå noget, jeg vil se en tråd og opfinde en ny opskrift på den smukkeste trøje i verden. Strikket med hjertet med eventyrpinde og tro.
Måske er dagen i dag perfekt til en ny begyndelse? I dag kan man vælge at starte forfra og tro på noget andet. Noget nyt. Tro på eventyret og gå ud og finde det. Se det danse i kornet under himlens tag. Se det flyde med vandet i åen og høre dets sang. Se det genspejlet i vandpyt. I en valmues røde. Det er overalt, hvis man tror. Og pludselig er ikke det ikke længere blot en tro, det bliver en slags viden. Noget man tager med sig. Noget man bliver.

Måske er dagen i perfekt til at genfinde eventyret.
Thi i de små tings dug finder hjertet sin fornyende morgen
  - Kahlin Gibran -

6 kommentarer:

  1. Så deilig lærerikt innlegg,Megan- dette vil jeg gjemme i hjertet mitt i dag, og huske på..takk!God søndag fra meg!:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. Håber søndagen din blev fin! :)

      Slet
  2. Og hvis vi ikke har tro og tillit til oss selv, hvordan skal vi da kunne tro på at vi kan klare det vi setter oss som mål?
    Livet er som et puslespill...Jeg strever med å samle de gode brikkene, de som er omgitt av lys, energi og kjærlighet. Av og til viser det seg likevel at bildet jeg har puslet, ikke gir meg noe. Det er tomt.

    Kloke og fine ord fra deg, Lene. Jeg setter sånn pris på bloggen din. Tror kanskje jeg er avhengig!?
    Søndagsklem fra meg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Altid gode ord tilbage fra dig, min ven. Dem sætter jeg stor pris på. Så selv tak! ;) Håber søndagen din blev fin. Klem.

      Slet
  3. Kloge ord. Tak for det. Kom bare lige forbi. Knus og dejlig søndag til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at du kiggede forbi. Nu vil jeg smutte en tur omkring dig! ;) Og velkommen tilbage i øvrigt!

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.