mandag den 30. juli 2012

Søen. Søndagen. Regnen.


Jeg trækker vejret dybt. Morgenluften hænger over landskabet, tyk af fugt og dufte. Kornet gule mættende duft, græsset, gruset, træerne, blomsterne. Vi går tur med hundene gennem de knirkende småsten på markvejen. Skuer mod horisonten og glæder os over, at solen kigger frem bag skyerne. Jeg ønsker mig mere sommer, hver celle i min krop længes efter mere af den slags vejr, som vi nød godt af i sidste uge. Jeg blev ikke færdig. Åh lov mig, at sommeren kun lige er begyndt, for hvem bryder sig om datoer. Jeg skulle til at skrive ”hvem bryder sig om måneder”, men det gjorde jeg ikke, for det gør jeg jo. Bryder mig om måneder altså! Og Juli ventede i huset for enden af markvejen med morgenkaffe og et kærligt knus. Vejr eller ej, du lever. Dagen er ny. Ugen. Vejen. Gå. Nyd det.
Jeg bliver næsten lidt melankolsk her i julis sidste dage. Den uundgåelige afsked nærmer sig. Det er næsten som den velkendte søndagsfornemmelse, når man bare ønsker at weekenden skal blive ved. Så bliver søndagen ofte en slags bro over til noget, man ikke rigtig gider. Orker. Jeg har haft så mange af den slags søndage i mit liv, hvor jeg bare ønskede at holde fast og nærmest nægtede at lade mig fragte over i hverdagen. Fordi. Men sådan skal man ikke leve sit liv.

Juli ryster på hovedet. Hun er så småt ved at pakke sammen, hendes kuffert står på gulvet med låget åbent, tøj og habengut ligger hulter til bulter. Jeg kan skimte hendes poesibog blandt de sommerlige kjoler og jeg har lyst til at smugkigge, men gør det selvfølgelig ikke. Jeg håber stadig på, at hun vil læse et af sine digte højt, inden hun forlader mig. Jeg tænker, at hun holder på en sød sommerhemmelighed og at jeg måske kan blive indviet. Det smil, der altid danser over hendes læber, det glimt, hun har i øjnene, den måde håret bølger som i en hyldest til livet. Det vil jeg gerne eje. Være. Den glæde, der er så umiddelbar og kommer som lyset, når natten trækker sig tilbage. Jeg giver hende et knus og hun smiler varmt. Betyder det mon?
Jeg tog til vandet igen i går. Efter lørdagens fødselsdagsselskab og dans med havet var jeg opfyldt af havlængsel, men mindre kunne også gøre det. En sø. Turen gik til Sorø, hvor Josie og jeg vandrede på Akademiet og hilste på selveste Holberg i parken. Vi har noget til fælles udover skriverier. Vores fødselsdag. Og søen lå majestætisk og hilste på, bådene vippede og et par kajakroere gled lydløst over vandet. Det regnede. Først lidt, siden meget. Vi måtte skynde os tilbage til bilen, for jeg var ikke klædt på til sileregn. Desværre.

Og hvad handlede dette indlæg så om, spørger du måske. Var der et tema? Og jeg spørger så, om der behøver at være et tema? Altid. Kan man ikke bare skrive. Juli nikker. Absolut. Skriv! Det er sådan, det sker, noget opstår, pludselig ser man en tråd, et tegn, noget kommer op til overfladen, mellem linjerne. Søen. Søndagen. Regnen. 
Nu skinner solen. Jeg ønsker dig en god mandag. Et skridt af gangen, dybe vejrtrækninger. Snus ind. Duft. Det er stadig sommer og det er ganske vist.

4 kommentarer:

  1. Her havde vi pænt vejr i går med en del sol, men i dag siler regnen ned. Jeg tog min nye lilla regnfrakke på og gik en morgenhaverunde, mødte et rådyr og nød ellers den friske luft. Klem og en dejlig dag nede sydpå - gerne med sol :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det blev en dag med både sol og regn. Godt regntøj er et must ja. Nyd din dag! :)

      Slet
  2. Juli på retur, weekend på retur, ferie på retur. Jo, jeg kender den knugende fornemmelse, når noget godt stopper. Ikke at der ikke venter andet godt forude, men må godt græde lidt indeni over de små afskeder...og der behøver ikke være noget tema. Længe leve det umiddelbare, livet i sin fylde på en solskinsdag som en gråvejrsdag. God mandag til dig. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Og nu er det tirsdag! Vi ses lige pludselig ... senere! ;)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.