onsdag den 4. juli 2012

Månen på himlen


Hun sad på himlen, da jeg lukkede persiennerne for natten. Vinduet lod jeg stå åbent, det er jo sommer. Hun spejlede sig i glasset og smaskede af velbehag. Magen til skønhed skal man lede længe efter. Selvtilfreds steg hun højere op på nattehimlen og sendte mig et fingerkys til godnat.
Senere kom hun tilbage. Præcis kl. 3. Jeg vågnede med det sædvanlige månepling og mærkede søvnen fordufte som en flagermus i sommermørket. Kun lyden af dens vingeslag var tilbage. Der lå jeg i en god times tid og talte pænt til månen. Sendte gode tanker til en ven. Forsøgte at lade være med at have for mange tanker overhovedet. I mens spiste månen af min søvn og vendte så ansigtet mod morgen for at foretage den sidste del af sin natterejse. Hun er aldrig i tvivl. Hun stoler på sig selv. Sit indre kompas. Sit hjerte.

Jeg faldt i søvn igen og da jeg vågnede, kunne jeg ikke længere se hende. Solen havde overtaget, vinden bølgede i markerne og himlen spejlede sit blå lys i det samme vindue, som månen havde gjort det, da jeg rejste ind i drømmeland. En ny sommerdag har meldt sin ankomst.
Selvom månen ofte stjæler af min skønhedssøvn, beundrer jeg hende grænseløst. Hendes stolte færd, hendes selvsikkerhed og den måde, hvorpå hun foretager sin rejse. Hvis hun er i tvivl, viser hun det ikke. Hun kender sin drøm og sit værd. Og hun lever.

Måne på din himmel
I blå og stjernevrimmel
Dit sølvlys rammer blidt min kind
Jeg lukker energier ind
Af mod og kvindehjerte
Ud lukker jeg min smerte
For i dit skær er drømmen stor
Dit månelys, min lille jord


(Lene Frandsen)

2 kommentarer:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.