fredag den 20. juli 2012

Lykke og åndelig pilgrimsfærd


Der skrives og tales meget om hvad lykke egentlig er for en størrelse. Mange stræber efter at blive lykkelige uden egentlig at kunne definere, hvad den indeholder, den lykke. Måske bliver den forvekslet med materielle goder, gods og guld. Hvis bare jeg vandt en million og den slags. Og eftersom jeg endnu ikke har vundet i Lotto og i øvrigt har et dødkedeligt job, som trætter mig og gør mig tvær, har jeg ikke en chance for at blive tilnærmelsesvis lykkelig. Eller har jeg?

Hvornår er du mest lykkelig? Og hvad er det egentlig, der giver dig den næsten berusende fornemmelse af lykke? For hvad hvis man er gået langt ud af en vej, man egentlig ikke bryder sig om, og føler sig både vildfaren og langt væk fra det, man egentlig drømte om. Ja, måske har man endda glemt sin drøm. Hvad så? Hvor findes lykken så henne? Hvordan kan man komme væk fra en vej, som synes endeløs og uden smuthuller og vejkryds, hvor man i det mindste får en chance for at vælge retning?

Da jeg træf min beslutning om, at noget skulle være anderledes i mit liv, handlede jeg på en stærk følelse af mismod. Jeg kendte den fra tidligere, men da jeg ikke tog den alvorligt, gav den mig voldsomme problemer. Et par gange i mit liv har jeg mødt muren og nu forstår jeg hvorfor. Jeg lyttede ikke til mit hjerte. Jeg stoppede ikke op, før det var for sent og jeg lå i et dybt hul. Og muren var høj og ikke til at forcere. Grim var den også, dystre grå mursten og pigtråd for oven. Himlen var sort. Den slags. Og jeg skal undlade at beskrive de små blodsugere, der kravlede rundt og truede med at æde mig op. Så fik jeg hjælp og kom på fode igen. Jeg har altid ville livet. Men da jeg endnu engang mødte den velkendte mur endnu engang, forstod jeg, at jeg måtte træffe en vigtig beslutning.

Jeg har i den mellemliggende periode lært mig selv bedre at kende. Jeg har vandret i skyggen, jeg var nødt til at gå helt derind, hvor jeg egentlig ikke havde lyst til at sætte mine ben. Men der lå nogle svar gemt, som jeg var nødt til at hente med ud i lyset. Så jeg måtte ned på knæ, kravle og møve mig frem. Jeg mødte mig selv nogle ubehagelige steder. Er det nødvendigt, spørger du måske, skal man virkelig opsøge fortiden og kysse gamle spøgelser for at komme videre? Hertil vil jeg svare, at det sikkert er subjektivt og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor du kan finde dine svar, men mine svar lå dér i skyggemørket. Nogle af dem. Andre har jeg fundet i solens første stråler en tidlig morgenstund. I duften af kaffe og i erkendelse af, at hvis man virkelig følger sit hjerte, så føles alting pludselig anderledes. Selvom situationen måske langtfra er ideel og der er mange løse ender, så vokser man i følelse af, at man er på vej og gør noget godt for sig selv. At afsøge, finde svar og tage af sted for at finde sin vej er ikke en let færd. Men den er hele turen værd.
Og på vejen møder man lykken. Den findes i alle former og farver. Og den fremstår endnu mere tydeligt, når man har måtte søge i skyggehuller og kolde kulkældre.

Jeg er netop startet på at læse Shirley MacLaines bog ”Camino”, der som bekendt handler om hendes pilgrimsfærd på Caminoen. I starten beskriver hun det at tage på pilgrimsrejse som at gøre sig hjælpeløs og sårbar undervejs. Og en ven, som selv har gået turen, siger til hende, at hun skal være parat til at dø, fordi det at foretage en pilgrimsrejse betyder, at man er parat til at opgive de gamle værdier, der har fyldt ens liv med konflikt. Så på en måde må man dø for at kunne leve igen.
På samme måde findes der en åndelig pilgrimrejse som kan sidestilles med den fysiske. Også her bliver man hjælpeløs og sårbar undervejs.  Og man stilles i høj grad på prøve, fordi man, når man igen finder drømmer og begynder at lytte til sit hjerte, er nødt til at opgive gamle og slidte overbevisninger. Man er simpelthen nødt at rydde op i sig selv, slutte fred, acceptere og komme videre og den gamle bagage er for tung. Den skal gøres let og smidig. Det kræver mod. Og som Shirley Maclaine skriver, når sjælens rejse erkendes, sker der en genstabilisering af følelserne. For erkender vi ikke sjælens rejse i vores indre, er vi fortabte og bliver kun en del af det, vi er bestemt for at være.

Og hvad har det så med lykke at gøre? Jo ser du, for mig har beslutningen om at være tro mod mig selv og mine værdier skabt grobund for små åbenbaringer og lykkestunder. Jeg har fundet ud af, som så mange andre, at lykken bor i nuet. Den slags må man selv erfare for at tro på det. Sådan er det med det meste. Derfor kan man heller ikke en læse en manual om, hvordan man bliver lykkelig og så blive det. Man må skrive sin egen. Men man kan låne af gode råd og prøve sig frem.

Lykken er subtil, subjektiv og en størrelse, man møder i nuet. I gode øjeblikke. I erkendelse af, at man har et valg. Vil man opleve skønheden, må man opsøge den. Vil man lære sig selv at kende og finde ud af, hvad der gør en glad, ja lykkelig endda, må man tage på rejse og den går ikke til Italien eller solfyldte Grækenland, selvom man bestemt også kan finde gode lykkestunder der. Den går indad. En åndelig pilgrimsfærd.

3 kommentarer:

  1. Lykken ligger helt bestemt i det indre og ikke i det ydre. Jeg har prøvet at eje en hel masse meget fine ting og bo i et meget fint hus, men det gjorde mig ikke lykkelig på nogen måde (det forventede jeg nu heller ikke). Nej, lykken ligger i den ro, man har i sit indre, når man gør det, man elsker. Når man er omgivet af naturen og har tid til at nyde livet. DET er lykken for mig!

    Min veninde arrangerer i øvrigt vandreture på caminoen. Jeg tror, at det er en god måde at lære sig selv at kende på - men jeg tror også, at du selv får lidt samme oplevelse, når du løber...?! ;-)

    SvarSlet
  2. I følge Shirley M skulle Caminoen ligge direkte under Mælkevejen og følge bestemte jordårer, der afspejler energien fra stjernesystemerne over den. Så der skulle være en helt speciel kraft dér. Spændende med din veninde. Du har ikke selv haft lyst til at tage af sted?

    SvarSlet
  3. Mjow og nej. Jeg elsker at gå/vandre og har mange intentioner om at gå langt her i England, når vi får en autocamper og kan køre rundt i lange perioder. Gå langs Hadrians Wall f.eks. Eller på de ruter, der følger bjergene. Men min lyst ligger ikke til Caminoen (for varmt for mig, tror jeg).

    Men jeg ved fra veninden, at det er en tur, der "flytter noget" for deltagerne. Hun holder også sammenkomster for deltagerne, for man kommer nok til at lære hinanden rigtig godt at kende på sådan en tur.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.