mandag den 16. juli 2012

Livet er den eneste vej


Jeg faldt over nogle ord på min formiddagsvej. Irriteret over min egen fokus på det regnfulde og kølige sommervejr, besluttede jeg mig at forlade skriverierne. Et enkelt lille digt på bloggen for syns skyld og så begav jeg mig ud i verden. Og mens jeg kæmpede lidt med mit eget humør og forsøgte at forklare mig selv, at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning, stødte jeg på de ord, der fik mig til at tænke.

Livet er den eneste vej. Sorgen er der. Jeg er så taknemmelig for de små sekunder og minutter, ind i mellem de timer og dage, som pludselig er gode og som fungerer. Det er de øjeblikke, vi skal jagte. Dem skal vi bruge alle midler på at nå. Vi skal bruge kunst, kultur, politik eller hvad det måtte være for at nå de øjeblikke, som giver os glæde og som giver os lyst til livet. For der findes så mange grunde til at have lyst til livet.

Ordene er sagt af norske Aksel Hennie, efter han havde mistet sin bror.

Da min egen far døde og vi talte med præsten, kan jeg huske at jeg formulerede noget lignende. Noget med at leve i nuet, at nyde de gode øjeblikke, som der havde været flere af under hans sygdom. Jeg forstod, at det er livet, ikke før, ikke siden, men lige nu. Hvor vi lavede hans kartoffelsalat efter hemmelig opskrift. Hvor jeg overtog. Hvor vi talte om alt og ingenting og trak tiden ud, fordi vi ønskede at stoppe den. Lige dér. Du må ikke dø, tænkte jeg, men det gjorde han. Og vi talte med præsten og jeg blev pludselig en livsklog pige i begyndelsen af trediverne. Man har bare tendens til at glemme det, sagde præsten, men jeg rystede på hovedet. Tænkte, at jeg aldrig ville glemme det igen. Men det gjorde jeg. Og det gør jeg. Indtil jeg igen husker.

De små sekunder og øjeblikke af lykke. Jeg så ud af forruden på min bil. Himlen var blåsort og i næste sekund åbnede den sine sluser. Et øjebliks regn. Himlen blev om muligt endnu sortere og rakte sine fangearme helt ned på jorden. Den omsluttede min bil og alt var vand. Udenfor. Men inde i bilen sad jeg i mine temmelig upraktiske ballerinasko. Jeg var tør. Jeg havde vinduesviskere. Og jeg kørte af sted uden at blive våd. Ordene ramte mig som de mægtige dråber på ruden. Livet er den eneste vej. De små øjeblikke. Sekunder. Glæde. Lyst til livet.

Jeg kørte ind til siden og tog et billede. Himlen fascinerede mig. Den måde skyerne formede sig i en sort masse, den måde regnen faldt. En tilskuer til et øjeblik, tænkte jeg. I en tør bil. Tørskoet. Og med ord, der er vigtige at huske. Selv når man vælger livets vej, vil man møde sorg og sorte regnskyer. Men der er timer, hvor det hele bare falder i hak. Hvor solen kigger frem bag skyerne. Hvor glæden kommer som tørvejret og dufter af græs og vilde blomster.  

Egentlig havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville skrive et ord mere om vejret denne sommer. Det hele kommer let til at handle om alt det, der ikke er.  Vi har så store forventninger til sommeren og jeg er ingen undtagelse. Den har været en slags station, jeg har set frem til. Det er som at rejse lang tid i tog og glæde sig til ankomsten, den station, hvor man bliver mødt med blomster, flag, kys og klem. Det er næsten som at komme hjem. Her har man helle, her kan man sidde og bare lukke sine øjne, slappe af, mærke varme, lade sig lulle i søvn til lyden af fuglesang og duften af græs og grillet fisk. Høre havet i baggrunden.

Men man kører og kører og der sker ingenting. Toget standser ikke. Stationen findes ikke. Sommeren er aflyst, i hvert fald den sommer, hvor vejret er varmt og solrigt, hvor himlen er evig blå og suk! Pladen stopper, kører rundt i den sidste rille. Lyden af tomhed, pickup, en slags kradsen i overfladen.
Men hvad nu hvis toget er på vej mod en endnu bedre station? Så sidder jeg og sukker i takt med regnen, mens vi kører mod noget, jeg slet ikke aner findes. Noget smukkere og endnu bedre, end jeg ved om. Hvad nu hvis?

Og hvad nu hvis jeg bare tog mit gode regntøj og gik en lang eftermiddagstur med to glade hunde? Fandt lykken i en vandpyt og i en enkelt solstråle, der får møvet sig frem blandt tunge skyer? Og hvad nu hvis vi åbnede en god flaske rødvin til aften og drak den til frikadeller og råkostsalat? Fordi det er mandag. Fordi det regner. Fordi vi kun har et liv og det er lige nu.
 De små øjeblikke. Lyst til livet. Livet er den eneste vej.

4 kommentarer:

  1. Det er dessverre alt for lett å henge seg opp i det som ikke er optimalt, og så kan vi risikere å glipp av det fine....

    Jeg kjenner f.eks noen som går og venter på sommeren hele sommeren,og så går hun glipp av de fine sommerdagene som er innimellom

    Ha det godt - klem Siv

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret Siv. Trist at vente på noget bestemt og så gå glip af alt det andet, der præsenterer sig, mens man venter!

      Håber du nyder sommeren i hvert fald! :) Klem.

      Slet
  2. Jeg tror, vi skal øve os i at være som små børn, der jo elsker regnvejr - jeg kan huske min søns glæde, når han iført røjsere og regntøj gik gennem de største vandpytter.
    Klem og en dejlig dag til dig nede sydpå!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du helt ret i. Sommeren har mange ansigter og her spejler den sig i høj grad i vandpytterne! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.