tirsdag den 31. juli 2012

Gør mig sød igen



Gør mig sød igen, velduftende og frisk og vild, og taknemmelig for hver lille begivenhed.
- Rumi –

Det var en aften som så mange aftener før. Jeg hilste pænt på månen, der er ved at gøre sig fuld. Hun kiggede ind af vinduet på mit arbejdsværelse og jeg trådte ud på altanen for at komme endnu tættere på hende. Som sædvanlig var hun et smukt syn. Vi sagde godnat og jeg lagde mig til at sove. Mit drømmeskib vuggende mig gennem natten, men stødte på kaj en time tidligere end vækkeuret. Jeg blev liggende og fandt hvile i vågenheden. Først en time senere stod jeg op.

Månen havde gemt sig i natten og dagen var overladt til sig selv. Himlen var dækket af regntunge skyer med en smule sollys gennem sprækkerne. Jeg rejste mig og gik ud i dagen. Så mærkede jeg det. Mine skridt var tungere end da jeg gik i seng. Det var som om nogen eller noget havde sat sig på mig i nattens løb. Pludselig bar jeg rundt på noget ekstra vægt. Noget trak i mig. Nogen. Det føltes tyngende trist. Det ordner morgenkaffen, tænkte jeg og Juli havde allerede stillet det hele frem. Selv havde hun travlt med at pakke kuffert og gøre klar til afrejse. Ved midnatstid er hun en saga blot. Så rejser hun i månelyset og finder sin vej gennem træernes skygge. Men morgenkaffen gjorde ingen forskel. Den smagte godt, for kaffen er god, når Juli laver den, men tristheden lå stadig som usynlig film over min dag.

Åh hvilken forskel fra i sidste uge, hvor jeg dansede som en ballerina i solens stråler. Alting var muligt og uendelig godt. Jeg sankede vitaminer, mineraler og det skortede ikke på gode tanker. Og hvis jeg tror, at det blot var noget jeg drømte, kan jeg tage min notesbog frem og læse højt for mig selv. Dér står det. I sidste uge var poesien legende let. Dristig endda.  Jeg rejste af en god sti, lærte nyt og frydede mig over hvert øjebliks muligheder. Jeg fløj. Så hvornår var det lige, at jeg faldt ned i en bunke med triste og støvede tanker og hvor blev sommervejret i øvrigt af?

Juli ser på mig. Jeg troede hun pakkede, men med lydløse skridt har hun banet sig vej ind i mit skriveunivers.  Jeg ser på hende. Hun løfter en pegefinger og lægger den over sine læber.

’Ssss’, siger hun og tysser på mig. Standser mine ord. Så kommer hun helt hen og stryger mig forsigtigt over håret. Jeg føler mig som et barn. Trodsighedens tårer baner sig vej og skal til at finde vej ned af mit ansigt.

’At rejse i tillid er at rejse i accept’, siger hun. ’At acceptere hver eneste følelse og tage imod den med kærlighed. Spørg den, hvad den vil? Den er helt sikkert kommet for at fortælle dig noget og for at give dig mulighed for at lære. Når du tager imod den med accept, viser du den tillid. Den tillid vil den give dig tilbage. Du vil få en besked og en lille lektie, som kan gøre dig klogere på dig selv og livet generelt. Så fortvivl ikke, fordi du oplever en dag, hvor tristheden tager tangotrin. Den vil kun danse med dig, fordi den ved, at du kan rumme den. Tør være i den. Forstå den.

 ’Jeg havde tænkt mig at give vejret skylden, siger jeg, kort for hovedet. ’Eller overgangsalderen!’

Hun ler. ’Det handler på ingen måde om skyld. Det handler om livet og om at være menneske. Og hvad ved en måned om det, vil du måske spørge, men det ved en måned faktisk en hel del om.

’Accepter at du er et menneske, som er på vej. Det er ved hjælp af fremskridt, ikke perfektion, at du trækker dine drømme tættere på. Lad være med at presse dig selv. Tillad dig selv dage, hvor tristheden danser vals, tango eller foxtrot, om så den vil. Se på den. Mærk den. Dans med og så lad den gå. Og når du ser den forsvinde ud af dit danselokale, ved du, at du ikke er din tristhed. Den var bare en gæst som alle andre. En midlertidig dansepartner. Og lur mig, om du ikke lærte lidt i den dans. Nye trin? Og måske improviserede du og fandt ud af, at du er vældig god til det. Stol på dig selv!

Nu er det mig, der smiler. Tristheden er bare en dans. Og jeg føler mig pludselig meget sødere!

4 kommentarer:

  1. Jeg har lest og er egentlig for sliten til å kommentere veldig utfyllende, men jeg vil bare si deg at du skriver fantastisk bra. Jeg lever meg så inn i det, og dine dype tekster gjør alltid noe med meg. Får meg til å tenke. Tusen takk for alt du deler. Dette var veldig fint!
    Også du, jeg er så gla for at du tar tid til å stikke innom bloggen min i ny og ne, og for dine skjønne spor du legger igjen. Du oppmuntrer meg mer enn du vet og det vil jeg takke deg for. Er så gla jeg fant deg og bloggen din. Må du ha en fin uke...God natt herfra :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak kære du. Dine ord betyder meget for mig! Både her og der. ;) Håber natten og søvnen din var god! Klem.

      Slet
  2. Det er nemlig rigtigt, som Spirea siger: Du skriver dejligt og underfuldt og inspirerende. Jeg vil lade mig inspirere og gå i gang med at skrive...

    Ha' en dejlig, sødmefyldt dag... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak kære Mia.

      Og det vil jeg også. Skrive altså! Det samme til dig. Sød dag! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.