lørdag den 7. juli 2012

Gaven


Luften er tung af fugtighed. Duggen ligger som perler i kornet, horisonten er sløret, men gennem regntågen kan jeg se den nye dag. Og jeg kan se Juli, som sidder ved bordet med kaffe og notesbog. Hun er fordybet i det, hun skriver. Min nysgerrighed blander sig med kaffelyst. Jeg skænker mig en kop og sætter mig forsigtigt ved bordet overfor hende. Juli. Min gode veninde, som er så fuld af sommersødme. Trods regnen danser et smil på hendes læber, øjnene skinner og med stor koncentration skriver hun ord i den gyldne notesbog.

’Hvad skriver du?’, spørger jeg forsigtigt. Jeg ved, at den slags spørgsmål kan være irriterende, når man er fordybet i noget. Man kan være midt i en vigtig sætning, et slags ordflow og bare en lille forstyrrelse kan dræbe sommerfuglen. Det er som at fjerne støv fra de gode vinger. På vej mod himlen faldt den ned. Forstyrret. Forevigt fortabt. Men jeg må lade nysgerrigheden sejre, vi har jo så kort tid sammen og jeg har lyst til at tale med hende. Hun er så klog, fuld af frodighed, visdom og kvindelig intuition. Jeg vil være som Juli, tænker jeg, da hun ikke svarer med det samme. Hun hviler i sig selv, helt og aldeles. Bare den måde hun trækker vejret på, dybe vejrtrækninger, der ligesom gør hende smukkere for hver gang hun puster ud. Jeg lægger hovedet i hænderne og stirrer på hende.
Nu kigger hun på mig. Lægger pennen fra sig og drikker af kaffekoppen. Smiler.

’Jeg skriver om mit liv’, svarer hun, ’min måned. Hver dag skriver jeg de ting ned, jeg har lært. Hvordan jeg bliver klogere. Jeg nedfælder de spørgsmål, jeg måtte have til dagen og vejen, men jeg takker også for alt det gode, jeg har mødt og de erfaringer, jeg har gjort mig. Når jeg skriver i bogen, kan jeg se, hvor meget jeg udvikler mig. Jeg får gode tanker og dem gør jeg til ord i min bog. Og mens jeg skriver, kommer der nye ideer. Det er som om de bliver misundelige!’. Hun ler højt og hendes latter smitter. Jeg ler med.
’Jamen det er sandt’, siger hun, ’de vil med i min bog. De vil i spil. Gode ideer er til for at blive opdaget og gjort noget med. De vil leges med, først i tankerne og senere i praksis. Har du nogensinde tænkt på, at det meste af det, du omgiver dig med hver dag, engang bare var en drøm i en eller andens gode hoved? Den maskine, der laver din kaffe. Den PC, hvormed du skriver dine fine ord? Det tøj, du har på. Din shampoo, der dufter af kirsebær og honning. Eller det smukke smykke, du bærer om halsen de fleste dage. Det lille skæve sølvhjerte?
Jeg nikker. ’Har du lagt mærke til mit sølvhjerte? Du har da aldrig sagt noget om det.’
’Selvfølgelig har jeg det. Hun klapper mig på hånden. Jeg ser det hele. Jeg ser dig, mærker dig og glæder mig over din tilstedeværelse i min måned, også selvom jeg ikke altid siger det til dig. Du må stole på, at jeg mærker hver eneste vibration. Jeg ser dine tårer og jeg smiler, når du smiler. Fra mit vindue ser jeg dig gå omkring i din verden, din færden omkring skrivebordet, timerne med ordene, turene ud, med hunde og i løbesko, de billeder du tager, de tanker, du tænker, den glæde, der opstår i dit hjerte, når du mærker, hvem du egentlig er og bare er det. Dig. Så bliver jeg glad!’
Jeg får tårer i øjnene. Jeg bliver så rørt over, at hun virkelig ser mig. I mine tanker have jeg fået en dum ide om, at hun egentlig ikke brød sig rigtig om mig. At hun kun var her, fordi hun skulle. Det er jo hendes måned og nogen skal åbenbart passe på mig.

’Du skal passe på dig selv’. Det er jo sandt, hun læser tanker. Ikke en eneste tankevibration går hendes sans forbi. ’Du må love mig, min ven, at du tager hånd om dig selv og den, du er. At du værner om din drøm og følger sangen i dit hjerte. Du er kommet så langt.
Hun bukker sig ned og fisker noget ud af den store taske, der står ved hendes fødder. En notesbog. En fin gylden notesbog magen til den, hun selv sidder og skriver i. Hun rækker den højtidligt til mig og jeg mærker klumpen i halsen vokse.
’Denne bog er til dig, siger hun. ’Og i den bog skal du nedfælde det, du erfarer på din vej. Det, du lærer. De svære tider, de modbydelige bump i vejen, turen op af bakken, den tunge regn i dit hår og tårerne, du fælder. Glæden, der sprudler som et fyrværkeri. Så pludselig og uventet. Der er lærdom i hvert eneste øjeblik. Saml det, du kan bruge og skriv det ned. Skriv, hvad du lærte. Og brug det som inspiration til dine skriverier. Giv det videre på din måde. Lad det være din gave til verden. Fortæl om de gode mennesker, der dukker op på din vej og giver dig guldkorn. Fortæl om naturen, der inspirerer og forkynder det, den ved. Gennem tusinder af år har den levet og åndet, hver eneste dag, hver eneste måned. Du ser visdommen i de store træer, når du vandrer gennem skoven. Du fornemmer. Og du blander din egen kundskab med den visdom, du kan hente der som en bi henter honning i blomsterne. Du gør den til dig egen, skriver den ned og giver videre. Hvis jeg ikke tager helt fejl, er det din arv. ’
Jeg nikker og lægger forsigtigt bogen på bordet foran mig. Gaven. Og uden ord lover jeg Juli, at jeg vil skrive i bogen hver dag. At jeg gennem mine egne ord vil forstå, at intet er forgæves og at jeg har en fornem forpligtelse. At bruge mit liv på bedste måned. At leve hver eneste dag, hvert eneste øjeblik og hele tiden udvikle mig, lære, give og tage imod. Gaven.

6 kommentarer:

  1. Kære Lene, hvor fin en gave. Er sikker på, at den bringer dig endnu tættere på din vej. Jeg kan så tydeligt fornemme på dine smukke, smukke ord, at du skal skrive og dele. Det må du, dine ord, dine historier må simpelthen ikke gå tabt. Knus

    SvarSlet
  2. Jeg er fuldstændig enig med Charlotte, skriv og del med dine omgivelser det bringer megen glæde til os læsere Lene.
    God Weekend.

    SvarSlet
  3. Ja, helt enig- du skriver fantastisk.:)Håper du kan skrive en bok..da skal jeg lese den!:)Nydelig innlegg i dag!Ønsker deg en god helg.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.