mandag den 9. juli 2012

Et digt om sommerlængsel


Det er mandag og papiret er tomt. Helt hvidt og nyt ligger det på bordet. Det er blankt og jeg spejler mig i det. Udenfor er det begyndt at regne. Efter en lille sommeraperitif har vejret igen slået om og byder på ustadighed og regnbyger. Jeg lader mig ikke påvirker af vejret, siger jeg til mig selv. Det er blevet mit mantra for tiden, for sandheden er at jeg længes efter uendelige sommerdage med sol og blå himmel. Jeg vil spise mig mæt. Så mæt, at jeg ligefrem længes efter køligere dage, hvor man putter sig sofaen med et tæppe, tænder stearinlys og nyder det snigende mørke, der vandrer mod efterår. Men ikke nu! Det er jo sommer.
Juli ser på mig og ryster på hovedet. Dér skal du ikke tage hen, min ven, siger hun uden ord. Hun rækker en hånd ud og klapper min. I næste sekund har hun placeret et krus dampende varm kaffe foran mig. Jeg ser bare på hende og drikker af kaffen. God som sædvanlig. Hun kan lave kaffe, det må man give hende. Og hun gir mig den. Kaffen. Jeg trøster mig lidt ved den gode smag og følelsen af den glatte keramik i mine hænder. Den turkis farve minder mig om havet et sted i Grækenland. Jeg er begyndt at drømme om den slags steder, små tanker forlader den danske sommer og rejser mod syd. Jeg tænker på fiskerbåde i den tidlige morgenstund, uendelige strande og ser både sol- og solnedgange. Jeg ser en kvinde gå på stranden. Hun har blå kjole på, sandalerne holder hun i hånden. Hun smiler. Det er mig.

’Måske skulle du skrive et digt om din sommerlængsel’, siger Juli og peger på den gyldne notesbog, som hun forærede mig forleden dag. Gaven. Jeg har kigget på den flere gange, men jeg har ikke fået skrevet et ord i weekenden. Lørdag havde vi gæster og i går var vi selv gæster. Socialt samvær og solskin. Nydelige dage, hvor tiden snoede sig om min lillefinger og vinden hviskede kærligt i mit øre. Nu styrter regnen ned og laver plaskelyde på taget. Jeg skynder mig at drikke lidt mere af kaffen.
’Et digt?’ Jeg ser på hende og kan godt mærke min lette irritation. ’Og hvad skulle jeg skrive om? Hvad skulle dog inspirere mig på denne gudsforladte regnvejrsdag?

Og nu kommer hun sikkert med et guldkorn, den gode Juli. Jeg kigger afventede på hende i sød forventning. Vælger at lægge mandagens stjerneøjeblikke i hendes kyndige sommerhænder. Venter at høre nogle ord, som forvandler mit mismod til lykke. Den lykke, der kan opstå, når man får en sjælden og kærkommen indsigt. Men hun siger ikke noget. Tavs gengælder hun mit blik, så forlader hun arbejdsværelset med et smil. Trækker på skuldrene. Overlader mig til mig selv.

Jeg åbner den gyldne notesbog og ser på de tomme ark. Så lytter jeg til regnen og skriver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.