tirsdag den 10. juli 2012

Drømmebrik

Selvfølgelig er hun stået op. Jeg vakler ned af trappen, fortumlet af søvn der stadig hænger i kroppen. Jeg var vågen kl. 5 og overvejede et kort øjeblik at stå op. Inspirereret af den tidlige morgen og det dæmpede lys, fik jeg lyst til at sætte mig direkte til tastaturet. Der er noget spirituelt vidunderligt ved det tidlige morgengry. Mørket har forladt natten, som en skygge sejler den væk i horisonten og lyset tager over. Forsigtigt kravler det frem mellem revner og sprækker. I dag er der dog ikke så meget plads til det. Lyset. Store tunge regnskyer hænger på himlen.

Måske har du gættet det. Jeg stod ikke op kl. 5. Jeg faldt i søvn igen og blev hevet ned i et dybt drømmehul. Da vækkeuret proklarede, at det var tid til at stå op, hørte jeg det dårligt. Men kæresten stod op, den var god nok, vi var ankommet og dagen var klar til at blive taget i brug. Sover man for længe, tager dagen over og man kan bruge resten af tiden på at forsøge at indhente den. Løbe bagefter. Puste og snappe efter vejret, mens forspringet bare bliver større.
Kaffen er klar. Og Juli sidder fordybet ved det store bord i køkkenet. Foran sig har hun et væld af puslespilsbrikker spredt ud over hele bordet. Hendes hår dækker en del af ansigtet, brillerne sidder på næsetippen og hun ænser mig ikke. Hendes fingre leger med brikkerne, hun tager dem op, betragter dem. Nogle lægger hun tilbage på samme plads, andre får en ny plads og en slags orden opstår tilsyneladende.

’God morgen Juli’, siger jeg med påtaget munterhed, for synet af grå skyer og regn gør mig faktisk lidt mat. Men kloge folk påstår, at det er som man tar det og det forsøger jeg at huske på. ’Hvad laver du?’
Kender du det? Man stiller et spørgsmål, hvor svaret er så åbenlyst, at det næsten føles dumt. Men man vil have kontakt og så spørger man alligevel. Jeg sætter mig forsigtigt med min kaffe på et hjørne af bordet, mens jeg ser på de mange brikker, der ligger som en sælsom mosaik på den tunge egetræsbordplade.

Hun ser op med et sommersmil. Hvis jeg bare kigger på Juli længe nok, så husker jeg at det faktisk er sommer. Hun er så smuk. Hun opfylder drømme. Når bare Juli kommer, bliver alt godt. Hun er sommerferie, hun er sand, vand, strand, hun er blå himmel og uforløste drømme, der pludselig bliver mulige i farverne fra en solnedgang. Hun er rejse, afslapning og en god bog, man ikke kan lægge fra sig. Jordbær med mælk. Stikkelsbærgrød. Sommerenge og uendelige dage under bagende sol. Barndom. Minder. Glæde.

’Jeg lægger puslespil’, siger hun. ’Jeg samler brikkerne og er nået til det tidspunkt, hvor alt er kaos. Kender du det? Det hele ser håbløst ud. Man stirrer på brikkerne og ingen ser ud til at passe sammen. Løse ender, blindgyder, mørke tunneller. Det ser ud til, at det hele er ved at falde sammen og aldrig ville danne et motiv igen.
’Det kender jeg!’, udbrød jeg ivrigt. ’Mit liv!’.
Hun smiler til mig og nikker. ’Og ved du hvad, min ven? Det er et vigtigt tidspunkt i ethvert puslespil, hvad enten det drejer sig om brikker, der skal samles til et smukt motiv eller det drejer sig om et liv. Hvis man ønsker sig noget nyt og anderledes, må man opløse det gamle. Brik for brik. Og på et tidspunkt hænger intet sammen. Man mister modet, for den eneste løsning synes at være at samle puslespillet på nøjagtig samme måde som før. Gå tilbage til det gamle.

Jeg nikker. Den følelse kender jeg kun alt for godt. Trist kigger jeg på brikkerne på bordet.
’Men det er ikke sådan!’, siger hun triumferende og slår en lille glad latter op. ’Det tror man bare. Bedst som man slukøret er ved at give op og prøver at huske, hvordan det var, man trevlede op, så man kan samle igen, får man øje på en ny brik. Den er smuk og indbydende, og når man ser på den, kan man mærke en lille glæde rejse sig i sjælen. Men man tænker, at den er en vildfaren brik, som man aldrig kan få til at hænge sammen med alt det andet. En slags drømmebrik. Den passer ikke, tænker man og tvivlen leger dåseskjul. Lyden af dåsen er høj og skinger. En fod sender den til vejrs. Og man glor på både dåse og brik og ryster på hovedet over sine egne dristige tanker. Hvordan kunne man tro? Men så opdager man det. Brikken lægger sig til rette og på forunderlig vis begynder de andre brikker at forandre sig. En af gangen.’

’En brik af gangen!’ Jeg sukker. Nikker. Drikker kaffe. Lytter til regnen, der trommer mod ruden. Ser på brikkerne og samler en op. Den er glat og har en velkendt form. Jeg synes den ligner et hjerte. Jeg hører en stemme hviske i mit indre. Den velkendte stemme.
Sometimes when things are falling apart
They may actually be falling into place

10 kommentarer:

  1. Nydelig skrevet..akkurat slik er livet vårt.Du beskriver livet med puslespillbitene nettopp slik som det er..dette rare livet.:)Hilsen Else Britt

    SvarSlet
    Svar
    1. Det rare liv, ja. Som på dansk jo betyder det dejlige liv. Livet er rart i begge betydninger! :)

      Slet
  2. Ja, sådan er det netop. Brikkerne falder lige så stille på plads, når man giver dem lov... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt rigtigt, man skal give lov! ;)

      Slet
  3. Og tit opløses de igen meget hurtigt... ;o) Ting og tiden forandrer sig. Men hvis den indre balance kan findes, så står vi fast i orkanens øje, selvom vi bevæger os ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Bevægelse og forandring. Hele tiden. ;

      Slet
  4. Takk kjære du, det er så berikende og meningsfylt å lese dine betraktninger. Så poetisk skrevet. Jeg er så glad i måten du skriver på, og de viktige tema dine tekster berører. Det gir meg påfyll, hver gang. For slik det kan føles for deg, slik kan det også føles for meg - og for de fleste andre vil jeg tro. Husk - etter regnet kommer sol, og da tror jeg at både Juli og vi vil danse :) PS. men det går an å danse en regndans også, eventuelt en soldans :) Alt etter som. vi har valg, hele tida. Det er det fine - og det vanskelige:) god nordavindsklem med solstråler på fra Vesterålen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, kære ven. Så godt at vide, at mine ord når ud over skrivebordet her og endda krydser grænser. Klem tilbage.

      Slet
  5. Så underlig vakkert og poetisk beskriver du livet slik det er. Så lett, men så vanskelig! Å skulle pusle sitt liv om igjen, røske vekk gamle brikker og kanskje legge til nye man knapt våger tro på, det er tøft...

    Takk for din evige påfyll av inspirasjon. Det er så godt å komme inn til deg, Lene!
    Klem fra LK.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, kære du. Og i lige måde. :) Klem tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.