tirsdag den 3. juli 2012

At give slip


Jeg klædte mig i julinatten og gik sent i seng. Efter en cykeltur ud i sommerlandskabet, fandt jeg mig tilrette i sofaen med en god bog og en stor kop te. Bogen er en overraskelse. Pludselig kunne jeg mærke, at det var krimitid og det er et godt tegn, for jeg plejer at læse mindst en krimi om sommeren. Bogen så jeg i søndags, mærkelig nok, jeg havde ikke hørt om den før, men i sidste uge læste jeg en anmeldelse et sted. Og så lå den der og kaldte. Tag mig med hjem. Det gjorde jeg så. Nu nyder jeg bogen, som foregår midt i den koldeste vinter et sted i Sverige. Mens jeg sidder her i sommeren med min kaffe og fryder mig over denne tid og mit fornemme besøg, der kom ligeså uventet som den gode krimi.
Nye energier, nye veje og nye muligheder opstår kun, når man tør slippe det, man holder fast i, læste jeg et sted. Men hvis man giver helt slip, derimod, opstår det ikke, for så har man ikke givet slip. Paradoksalt. Selv er jeg i en fase, hvor jeg har sluppet tøjlerne og lader det flyve, jeg som en ballon har forsøgt at holde i luften de sidste måneder. Den har svævet som en skygge over mit hoved, men den har været tungere end helium. Jeg tænkte ikke på, at jeg blot kunne give slip i snoren og lade den forsvinde i himmelrummet. Mine fingre holdt krampagtigt fast, så knoerne var helt hvide.

Jeg bad om et svar og jeg fik det. Giv slip. Det gjorde jeg så, selvom det var svært at løsne fingrene. De var næsten smeltet sammen med snoren og ballonen og dens mægtige skygge blevet en del af mit univers. Men pludselig forstod jeg og jeg fik mine fingre fri. Den forsvandt som en kæmpe mod skyerne, svævede forbi solen og blev opslugt af horisonten. En sten faldt fra mit hjerte.
I går mødte jeg den så. Ballonen. På min aftencykeltur så jeg den pludselig i horisonten, svævende over en stor ladebygning med himmel og skyer som stolte kulisser. Jeg hilste pænt på den og stod af cyklen for at tage et billede. Jeg var turist. Ballonen og den mægtige skygge var ikke længere min, jeg havde ladet den flyve og friheden svøbte sig om mig som det fløjsmørke, aftenen nu havde klædt sig i. En kvinde og en cykel. Når man mest af alt har lyst til at holde fast, skal man give slip. Og den korteste vej er sjældent den rigtige. Eller den, der tager kortest tid, for den sags skyld. Og det er ikke for ingenting, at jeg i sin tid kaldte min blog for Poetiske Paradokser. Jeg smiler. En subtil forståelse svæver som ballonen på min himmel.

Nu læser jeg. Nu skriver jeg. Og Juli smiler til mig, mens hun danser forbi i sin blomstrede sommerkjole. ’Der er mere kaffe på kanden, min ven. Og dagen er kun lige begyndt’.

2 kommentarer:

  1. Nydelig, Lene!..og jeg håper din dag blir flott, for du har vel bursdag også? Klem fra meg;)

    SvarSlet
  2. Så vakkert..om å gi slipp..:)God julidag fra meg!:)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.