tirsdag den 5. juni 2012

Syrener og valmuer



Vi taler om gode ting ved morgenbordet. Hun har igen taget et forspring ind i dagen og dækket op, inden jeg kom ud af dynen. Kaffeduft og morgenkomplet. Med beslutsomme skridt går jeg ned af trappen og ind i dagen. Jeg føler mig lettere til bens ved tanken om Juni, som rumsterer i køkkenet og har min morgen klar. Jeg skal blot sætte mig og glide ind i det første sekund, så det andet. Øjeblikke af sanselig fryd opstår og jeg mærker, at jeg sidder og smiler. Hun gengælder mit smil. Duft af syren.
’Kan vi ikke bare standse dagen her’, siger jeg og nipper forsigtigt til kaffen. Hun kan noget med vand og bønner, den perfekte dosering som en slags alkymi. Og der er morgenløfter i det skum, der dækker overfladen, et mønster af håb om en lang sommer med sol og uendelig blå himmel. En hvid kop, et hvidt bord og en grøn have. Jeg savner solen og varmen nu, men jeg forsøger at lade være at tænke på det. Undgår at mærke, hvordan min hud længes efter igen at mærke solens kærtegn. De dage, hvor alting går op i en højere enhed og himlen lægger sig til rette i en blå symfoni af sommer. Hun ser på mig, et blik der ikke behøver ord. Ikke tale vejr, ikke tænke vejr, bare leve i nuet, i morgenen opstået af vind og i fuldmåneskær, i kaffeskummet og i det fornemme selskab, jeg nu har i mit køkken. Juni. Jeg nikker indforstået. Her taler vi ikke om dårligt vejr. Her drømmer vi måske om sol og varme, men som Victor Hugo sagde, har man ikke sol, må man lave en selv.

Vi taler lidt om valmuer og syrener. Den korte tid, hvor de blomstrer. Og alle de minder, der hænger i syrenernes duft. Om somre for længe siden. Da syrenerne blomstrede og jeg cyklede på tur med veninden. Ned af de små stier mod vandet. Vi var i sommerhuset, vi kørte på grusvej og cyklen hoppede hen over de bump og huller, der var i vejen. Venindens hår flagrede i vinden, solen stod lavt i horisonten og vi havde planer om at se den gå ned fra en hemmelig plads på stranden. I læ af hybenbuske og med udsigt til blå. Og valmuerne, som prydede marker og grøftekanter. Den sarte og uendeligt skønne valmue med sine rødorange blade, en blomst, man ikke kan plukke, men som man må nøjes med at nyde. Gerne lidt på afstand og med respekt. Forsigtighed. Man kan stjæle et lille kærtegn fra dens skrøbelighed. Åh, jeg elsker valmuen, den er min yndlingsblomst. Med tårer i øjnene ser jeg igen på Juni, som smiler sødt med kaffeskum på overlæben. Minder. Og nu overgang.
En god morgen med tid til at være er en forudsætning for en god dag. Og jeg har haft en sådan morgen i selskab med selveste Juni, som i dag har en noget usikker aftale med solen. Men pyt, siger hun og når hun siger sådan, siger jeg det med. Pyt. Det bliver en fin dag, sol eller ej. Syrenerne blomster. Endnu. Og der er valmuer i grøftekanten.

4 kommentarer:

  1. Du må lese "Drømmen og hjulet" av Jens Bjørneboe. Du vil like den, du som liker valmuer!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for anbefalingen. Den vil jeg kigge efter! Glæder mig. :)

      Slet
  2. Jeg er så snig med deg når det gjelder valmuer! Jeg går og venter på mine, og i det kjølige været vi har nå, lar de vente på seg. Så poetisk du skriver! Jeg har kost meg med ordene dine om juni. La oss håpe på sol og varme snart!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for at høre at du har hygget dig med mine ord. Du skal være hjertelig velkommen tilbage.

      Og ja, vi krydser fingre for snarlig varme og solskinsvejr! ;)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.