mandag den 11. juni 2012

Splitte mine bramsejl


Nogle gange må man lægge planerne om. Justere lidt. En ny kurs sættes uden garanti på kompasset. Det er et forsøg. Det hele er et forsøg. Men skibet sejler, gynger lidt i vinden, tunge regnskyer kalder i horisonten og vi sejler ind i dagen. Skibet er ladet med håb.
For mange år siden forestillede jeg mig et hus på landet. Et hus, hvor jeg boede. Jeg havde mand, hunde og en skrivemaskine, hvor jeg forfattede gode historier. Skrivemaskinen var dengang. Jeg husker stadig lyden af hvert eneste bogstav, fingrene der måtte arbejde for at fremtrylle hvert ord, farvebåndet der til tider sad fast og skulle skiftes. Der skulle nyt papir i. Og bunken voksede som dagene gik. Ord, sætninger. Min far havde foræret mig en skrivemaskine og det var uden sammenligning den bedste gave, jeg nogensinde havde fået. Og før jeg fik min egen skrivemaskine, kastede jeg mig over andres. Det var min største fornøjelse, hvis nogen, vi besøgte, havde et kontor, hvor jeg kunne bure mig inde med papir og fantasi. Stjæle en time eller to i en anden verden, som jeg selv skabte, mens mine fingre arbejde sig gennem bogstaverne. Nogle taster var hårdere at trykke ned end andre. Og hver eneste skrivemaskine havde helt sit eget udtryk, sin egen måde at printe bogstaver på. Der opstod historier. Og hvert eneste ord var en lille glæde.

Nu bor jeg i huset. Jeg har mand og hunde. Skrivemaskinen er for længst erstattet med en computer. Men noget er anderledes. Jeg tænker mere over det hele. Jeg tvivler mere. Jeg er ikke længere så god til at lade glæden være katalysator. Jeg forsøger, jeg øver mig, men jeg er blevet alt for voksen. Jeg må tilbage, tænker jeg, og drejer på roret, så skibet sejler i en lidt anden retning. En lidt anderledes horisont med flere sprælske skyer.
Jeg læste om en skotsk forfatterinde, som lader sine historier skrive sig selv. Hun lægger fingre til og computer til og så skaber historien sig selv. Det handler om at lytte, siger hun og så lade være med at blande sig for meget. Fantasien er et fantastisk land. Men man skal turde begive sig helt derind og ikke være bange. Forfatterinden hedder Ali Smith og jeg er blevet så nysgerrig, at jeg snarest vil læse hendes seneste roman. Men jeg er også blevet nysgerrig på anden vis. For hendes måde at skrive på minder i høj grad om den proces, jeg selv gennemgik, da jeg var yngre og bare gjorde det. Ingen tvivl, ingen tøven. Bare skriveglæde og en sprudlende fantasi.

Tænk hvis man turde gøre sådan i det hele taget. Ikke kun når man skrev historier eller malede malerier. Hvis man nu stolede på, at livet vil en det godt og at man derfor ikke behøver at være så kontrollerende. At man ender dér, hvor man skal, hvis man pakker sin rygsæk med tro, håb og kærlighed og en masse eventyrlyst. Det betyder ikke, at man skal lade stå til, tværtimod, men man skal lytte mere og se efter de tegn, der viser sig. Og så stole på, at de fyrtårne, der dukker op i horisonten, har noget at sige. At man kan pejle efter dem. Lade sig føre lidt med strømmen, ride på bølgerne og vide, at man faktisk kan svømme.
Jeg vil lade mig inspirere af Ali Smith. Både hvad mine skriverier og hvad mit liv angår. For det er ofte, når man holder mest krampagtigt fast og tror, at man mister alt, hvis man slækker på grebet, at man skal give slip. Lade gå eller sejle, for nu at blive i den skønne skibsmetafor. Splitte mine bramsejl!

6 kommentarer:

  1. Lyden af skrivemaskine. Da jeg var barn, skrev jeg altid på min fars skrivemaskine. Det er en vidunderligt lyd. Måske har du set filmen Soning. En del af lydsporet der, er lyden af skrivemaskine. :-)

    Har du set denne video fra TED? Det har du nok... måske har du også nævnt den herinde - jeg kan simpelthen ikke huske det,
    http://www.ted.com/talks/lang/en/elizabeth_gilbert_on_genius.html
    :-)

    SvarSlet
  2. Hov, det blev en lidt rodet kommentar :O) Videoen fra TED var en slags kommentar til det med den kreative proces "at skrive"...

    :-)

    Giv slip! Rejsen er målet. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Lotte. Jeg har set den før, MEN vil se den igen! Og ja, for pokker, giv slip, rejsen er målet. At huske, at huske ... ;)

      Knus

      Slet
  3. Jeg er sikker på at mange har haft akkurat den følelse som du omtaler her Lene, men heldigvis har vi værktøjerne til at komme videre og kaste os ind i kampen på samme måde som da vi var børn.
    God dag.

    SvarSlet
  4. Hei Lene
    det er sant det du sier. Det er ikke alltid det blir slik man har sett det for seg, selv om det har blitt til virkelighet.
    Det er vel slik også med drømmen om å bli rik, ha mange penger, slik at man kan kjøpe det man har drømt om. Men når man kanskje står der med alle pengene og kan få det man vil, har det ingen betydning lenger. Det var ikke så viktig alikevel.
    I fjor sommer skulle jeg og 2 andre venninner treffes en kveld etter jobb, for å hygge, ta en øl og spise god mat sammen, ute på en restaurant.
    Solen skinte, vi satt på bryggen og hørte bølgeskvulp under oss, maten smakte fortreffelig, og det var hyggelig. Vi manglet ingenting.
    Så foreslo hun ene at vi skulle vært i nabobyen og hørt en konsert, for det var jo en fantastisk kveld.
    Og det gjorde vi! Vi tok en taxi dit ut, det var billetter igjen, og vi var på konsert med "Bo Caspers Orkester", som var helt fantastisk. Da konserten var over, tok vi bussen hjem, for jeg skulle på jobb dagen etter. Dette er en av de dagene jeg kan huske best fra i fjor sommer, før alt det som skjedde den 22 juni!
    Jeg håper jeg kan oppleve en slik dag igjen denne sommeren.
    Så drar jeg til København i morgen, hvor jeg vil ha en hel dag for meg selv i byen. Det var dumt du ikke hadde anledning til å treffes, men vi gjør det en annen gang, for jeg vil alltid reise til København!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din fine historie. Et flot minde. Og ja, vi træffes næste gange du kommer til København. Dejligt at vide, at du altid vil vende tilbage.

      Håber du har skønne dage i min by!

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.