onsdag den 6. juni 2012

Spejle



’Kender du det, Juni’, siger jeg. Vi har lige lidt tid, inden jeg skal ud i dagen og Juni har lavet os en kop kaffe. ’Man tror, man er på rette vej. Ja, faktisk er man helt sikker på det. Nu føles det helt anderledes. Livet. At stå op hver morgen og vide, at man gør det rette. Følger sit hjerte. Mærker efter og følger den bølge af velvære og stolthed, der opstår, når man er stået af toget for at finde helt sin egen vej. Men så en dag standser man op og ser sig omkring. Man har gået så længe og så tilsyneladende målrettet man kan, når man ikke aner, hvor man er på vej hen. Og hvad ser man? Et vildnis. Et krat af vilde planter. Et virvar af grønne spørgsmålstegn, der rejser sig som små tårne og som alle har blikket rettet mod samme sted. Dig. Og man indser, at man faktisk er faret vild.
Juni smiler bare. Nikker forsigtigt. Hun drikker af kaffen og det svar, jeg venter på, hænger i luften mellem os. Slow motion. Så meget tid har vi altså heller ikke, Juni. Jeg har faktisk en aftale i dag. Og en køretur foran mig. Men Juni sløser med tiden, lader den glide gennem de lange slanke fingre som sukkerdrys. I dag skinner solen gennem vinduerne og jeg har været så letsindig at smide strømperne. Igen. Min parfume dufter af sommerhåb. Jeg ser på hende og fanger hendes blik. Hun kender det. Jeg kan se det. Mærke det. Et lille sus af lettelse glider gennem min krop. Så er det altså ikke bare mig. Eller?

’Måske er det meningen, at man skal fare vild?’, siger hun så og leger med den elegante sølvring, hun har om langefingeren. ’Der findes ingen lige vej og det er nødvendigt at fare vild, så man ved, når man er på rette sti. Har du lagt mærke til, at man, mens man vandrer og føler sig både alene og fortvivlet pludselig støder på spejle? De er placeret de mærkeligste og mest uventede steder. Og spejle er jo mange ting, tilføjer hun og kigger mig dybt i sjælen. Et vandpyt, en sø eller et butiksvindue, som man går forbi, netop som lyset står rigtigt. Man ser tydeligt sig selv. Og man bliver forbavset. Hvem er hun? Den kvinde i spejlet? Jeg nikker.
’Men Juni, siger jeg, ’vil det så sige, at det faktisk er en fordel at fare vild? At man skal ud, hvor man ikke kan bunde og ikke aner, hvad der er op og ned? At man skal svæve som en fortabt fugl mellem skyerne og kastes rundt i vinden for en stund, fordi man så, når man lander og igen står på landjorden, fødderne nederst, pludselig indser, at man har gennemgået en slags forvandling og er blevet lidt mere sig selv?’

’Det tror jeg, svarer hun og slikker kaffeskum af læberne. Når man ser i spejlet, om det så er en genspejling i en sø eller et glimt i et vindue, så får man en fornemmelse. Det er som om man skal ud på dybt vand og mærke fortvivlelsens tårer, synke lidt og tro at man at drukner for at mærke, at man egentlig er, hvor man skal være. Fordi det bare er sådan. Når man følger sit hjerte, så bliver man stillet på forskellige prøver. Og at spejle sig i himlen er en af dem. Hvordan føles det? Er det stort? Usikkert? Føler man sig lille og alligevel stor indeni, fordi man fornemmer noget mere, noget andet og pludselig får lyst til at gå videre, fordi man lever som aldrig før. Genspejlet. Reflekteret.
Jeg vil tænke lidt mere over det. Over himlen i spejlet. Over fuglene, der krydser mine spor og solen, der hilste på Venus engang i nat, mens jeg sov. Vi rejser os uden ord og træder ud på dagens røde løber. Forbi et spejl og ud i livet.

1 kommentar:

  1. Det glæder mig at se at du i den grad bruger dit iPhone kamera... Du får virkelig noget ud af det. Dejlige billeder. (c:

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.