tirsdag den 12. juni 2012

Små øjeblikke


’Det er de små øjeblikke, der tæller’. Stemmen er Junis. Hun er for længst stået op og har taget solen med sig. Blidt har hun puffet skyerne til siden, så man nu skifter små glimt af blå. De ligner søer. Uendeligt dybe søer af blåt. Det er lidt diset derude. En fugtig tøven daler ned og lægger sig til rette mellem de grønne blade. Min udsigt består nu primært af grønt, en tæt skov af blade, græs og ukrudt. Hvor jeg før kunne se marken og hestene, der går på marken på den anden side af hegnet, ser jeg nu grønt.

Jeg nikker. Det er de små øjeblikke, der tæller. Dem, man kan samle som perler på en snor og tage med sig ud i livet. Duggen på græsset en sommermorgen. Dråber på valmuens orangerøde blade. Fasanen, der spankulerer over gårdspladsen med en livshemmelighed, han ikke røber til hvem som helst. Han har været her længe. Man kan se det på ham. Den måde, han fører sig frem på. Den måde, han med indigneret ro ser sig omkring og puster sig op, mens han indtager en af grusbunkerne, der stadig befinder sig på gårdspladsen. Han ved besked. Om noget. Når jeg ser ham, kan jeg mærke læberne bevæge sig, et smil.

’Men jeg glemmer det ofte’, sukker jeg og ser på Juni, som har taget sommerkjole på i dagens anledning. ’Jeg skubber livet frem foran mig og tror, at svaret ligger et sted på den anden side. En vej, jeg har overset. Noget, jeg ikke fik med mig og som jeg nu skal finde, før det er for sent. Altid et sted derude.’
Hun ryster på hovedet. Smiler. Juni med sit ustadige vejr, som slet ikke er hendes, når det kommer til stykket. Vejr er vejr. Juni har ingen indflydelse på regn, vind og vejrguder og i et fortroligt øjeblik fortalte hun mig, at hun faktisk også er ligeglad. For hvis jeg lader mig påvirke i en sådan grad af vejret, vil mit humør for altid være lunefuldt og let påvirkeligt. Det skal komme indefra, påstår hun. Glæden, troen og sandheden. Du bærer rundt på den. Hver eneste dag. Du overhører stemmen, mens du jager lykken et sted i horisonten. Altid på farten, aldrig helt tilfreds. Der må være noget mere. Noget andet.

’De små øjeblikke’. Jeg nikker. Og er det ikke det, jeg så ofte prøver at fange? Igennem ordene. Billederne. Det er som om noget i mig kender sandheden og vil fortælle hende, der haster af sted og tror at lykken ligger lige om hjørnet, at hun skal sætte farten ned. Mærke efter. Følge stemmen. Hjertet.
Der var noget, jeg ville spørge Juni om, men nu har jeg glemt det. Jeg kigger op og ser en sommerfugl flyve forbi vinduet. Kaffekoppen klirrer, mens jeg skriver. Hopper lidt i sin underkop. Utålmodig. Mere kaffe måske? Et hjerte af kaffeskum og lys gennem vinduet. Sol. Små øjeblikke af evighed. Glæde. Helt enkelt.

3 kommentarer:

  1. Godmorgen Lene!
    Og tak :-)
    God junidag til dig.

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Juni havde taget en nydelig sommerkjole på heroppe i det midtjyske. Jeg håber hun kan gøre det igen i dag :)
    Klem og god onsdag!

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.