tirsdag den 19. juni 2012

Måske


’Hvad læser du’, spørger jeg Juni, som er forbavsende stille her til morgen. Godt nok var kaffen lavet, duften havde bredt sig i køkkenet, men Juni sad allerede dybt begravet i en bog ved køkkenvinduet. Respektfuldt lod jeg hende være, bar min kaffe og morgenmad over til bordet og sad stille og lod mig fragte ind i morgenen. Jeg tænkte, at det nok bare var et spørgsmål om tid, inden hun ville løfte blikket og begynde at pludre på sin sædvanlige Juni facon, men hun forblev stille. Bladrede i bogen og drak af kaffen. Morgenlyset legede i hendes hår og spandt guldtråde. Et dybt suk, en side, der blev vendt. Papir. Ord. Sætninger.
’Jeg læser digte’, siger hun med et suk og ser på mig. ’Digte af den chilenske forfatter Pablo Neruda. Kærlighedssonetter.’ Hun snøfter. ’De er så romantiske. Tænk at skrive sådan. Tænk at nogen føler så stor en kærlighed, at han eller hun kan udtrykke den med ord. Det er som et maleri i de smukkeste farver. Kærligheden danser, driver og vrider sig i hver eneste sætning.’

Måske er det fordi Juni læser digte, at solen har rejst sig og skyerne gjort plads til himlen. Der er noget poetisk over denne morgen, noget skrøbeligt og stærkt alligevel.

’Måske skulle jeg læse den’. Jeg nikker. Det er egentlig min bog, som Juni har fundet i bogreolen. Jeg købte den på poesiens dag for et stykke tid siden. Den har ventet på mig lige siden, men er nu i Junis hænder og gør åbenbart et stort indtryk på hende. I hvert fald hvis man skal dømme efter de dybe suk og det svømmende blik.
’Har du nogensinde skrevet digte?’, spørger jeg hende så. Jeg har lyst til samtale. Jeg kan mærke ordene trænge sig på, lysten til at få hendes opmærksomhed, de himmelblå øjne og blikket, man kan hvile sig i som på en blød pude. Jeg kan se, at hun føler sig splittet. Juni har altid lyst til at tale, samtale, men bogen drager hende. Så nikker hun.

’Jeg skriver digte hver dag. Jeg har en bog, som jeg tager frem hver aften. Så lader jeg ordene flyde som honning. Lytter. Smager. Jeg er faktisk også en poetisk sjæl’, tilføjer hun og smiler så sødt som den honning, hun lader flyde i sine digte. Digte som jeg får lyst til at læse, men som jeg fornemmer, er hemmelige. Det er ikke alt, der skal ud i offentligheden eller deles. Noget kan man beholde for sig selv. Gemme i sit hjerte.
’Kærlighedsdigte’. Hun lægger Pablos kærlighedssonetter til side og læner sig frem mod mig. Jeg kan dufte hendes parfume. Syrener. Roser. En brise løfter hendes øjenbryn og et smil lader sig tegne over læberne. ’Kærlighedsdigte til livet. Jorden. Himlen. Min måned, som er så uforudsigelig. Græsset, der vokser, blomsterne, bierne. Livet. ’

’Måske vil du en dag lade mig læse et af dine digte?, spørger jeg forsigtigt uden egentlig selv at opfatte det som et spørgsmål. Jeg træder ind over en usynlig grænse, jeg går med bare fødder i nøgen dug, der ikke tilhører mig eller min store kærlige nysgerrighed. Men hun nikker.
’Måske. Hvis du til gengæld lover mig at gøre det skriveri, du nu pusler med færdigt. Så jeg, når jeg kommer til dig igen næste sommer, kan læse dine færdige ord og sætninger og nyde det som jeg nyder Pablos digte. I bogform.

’Måske’. Jeg føler mig pludselig lettere og får lyst til at give et kæmpe knus. Der ligger et lille løfte i de fem bogstaver. Måske.

4 kommentarer:

  1. "Måske" kan hurtigt blive til et "ja, bestemt" - så det bliver spændende at se, om det også sker for dig... ;-)

    Jeg læste om dit hus i forrige indlæg og forstår dine følelser. Der er så meget historie i gamle huse, og jeg elsker dem. De er besværlige og lunefulde, men de er også karakterfulde og dejlige. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Satser på at det er et "ja bestemt" :)

      Ja, der er meget historie i gamle huse og det er i grunden en ære at få lov til at bo her. Og dette hus nyder sit nye jeg, det er jeg sikker på! :)

      Slet
  2. Så poetisk, så nydelig og optimisitisk. Jeg ble varm om hjertet... du er så flink til å skrive :) Jeg koser meg med ordene... de smaker...honning :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh så godt at høre, Marianne. Det er jeg glad for! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.