mandag den 25. juni 2012

Juni og vejret


’Jeg ved ikke med dig Juni, men jeg er ved at være gevaldig træt af vejret. Det regnede fra morgen til aften i går og i dag er det mere efterår end sommer’. Selvom jeg har besluttet mig for ikke at lade mig påvirke af vejret, sniger det sig alligevel ind under huden på mig. Den kølige luft, vinden, de blafrende persienner og de tunge skyer, der sejler over himlen som store vandbeholdere. Jeg ser en smule irriteret på Juni, som tilsyneladende veltilfreds og upåvirket sidder overfor mig med kaffe og bog. Håret er strøget om bag ørerne, blikket er fuld af bogstaver og kaffens aroma blander sig med hendes sommerparfume. Hun er nok det mest sommerlige lige nu. Hendes navn. Tanken om hendes måned. Vi var så fulde af håb, endelig kom Juni med sommeren og så sidder hun bare der og læser poesi, mens dråberne tegner mønstre på ruden og skyerne spejler sig i de efterhånden enorme vandpytter på gårdspladsen.
Hun svarer mig ikke og jeg sukker. Dybt. Hun ser stadig ikke op fra bogen og i et kort sekunds hysteri rækker jeg ud og tager bogen fra hende. Det er ikke poesi. Ikke som sådan. Hun læser krimi.

’Det er jo sommer’, konstaterer hun og smiler sødt til mig, mens jeg betragter bogen. Hun virker ikke engang spor sur over, at jeg har hugget bogen fra hende. Hvordan kan hun være så mild og glad, når vejret er så dårligt? Når efteråret har stjålet sommeren og rusker op i alle de gode drømme om blide briser og blå himmel? Selv er jeg godt træt af ventetiden. Hver eneste morgen at vågne op med et lille håb om sommerglimt. En drøm om at mærke varmen helt ind i sjælen og lade de sidste vinterlige tanker fordampe. Åh, jeg længes sådan, at jeg i smug er begyndt at kigge på afbudsrejser til varmere himmelstrøg. Drømmer mig væk til blå oceaner, solopgange over vandet og bare fødder i morgenluften.
’Jamen helt ærligt Juni, det kan da ikke være rigtigt! Skal vi slet ikke have sommer i år?

’Det er da sommer!’. Hun ler højt. ’Hvornår har du nogensinde kunne stole på vejret i min måned eller i den danske sommer overhovedet? Der er skrevet sange om det. Der er lavet vers, poesi, malerier, ja sågar læserbreve fra utilfredse borgere, der skyder skylden på først vejrguder siden metrologer. Nogen må tage ansvar! Men sandheden er, at vi ikke kan gøre noget ved vejret. Og månederne har slet ingen indflydelse, tilføjer hun og fastholder mit blik, for hun kan mærke, at jeg har lyst til at bebrejde hende. Det er jo oplagt. Hun sidder lige der og kalder sig Juni. Den første sommermåned. Og så føles det mere som efterår!
’Lykken vokser på egen jord og kan ikke plukkes i fremmede haver’. Hun tager min hånd i sin. Hvis du satser din lykke på vejrets lod, kan du næsten kun blive skuffet. Det er enten for koldt eller for varmt. Og hvis du tror, at du kan finde din blomst ved at stjæle en spire i naboens have, tager du også fejl. Der er kun en, som kan give dig det, du leder efter og det er dig selv. Og jeg ved det er frustrerende at høre det, tilføjer hun, mens hun klemmer min hånd i en trøstende gestus, for det er et kæmpe ansvar. Man er virkelig sin egen lykkes smed!

Og jeg ved, at hun har ret, men jeg glemmer det bestandigt. Jeg lader mig påvirke af vind og vejr, jeg fryser, jeg skutter mig i vinden og jeg er træt af de store gummistøvler. Jeg kastes rundt i overgangens vande, jeg tænker tanker, jeg var bedst foruden og jeg begår de samme fejl gang på gang. Jeg falder, jeg slår mig og i det sekund, hvor smerten er størst, glemmer jeg at det går over igen. At der er dage, hvor jeg sejler på en blød sommerbrise, hvor livet kærligt lægger armen om mit liv og hvor kvinden i spejlet smiler til mig, fordi hun slet ikke kan lade være.
’Tak fordi du mindede mig om det’. Jeg kysser Juni på kinden og rejser mig. Jeg skal smede, mens jernet er varmt.

Billedet er lånt hos healingwithheart.

3 kommentarer:

  1. Juni er ihvertfall klok, godt hun minner oss på at det må ikke være været som avgjør hvor fin dagen er;)..men når det er sagt, så er sola med på å gjøre denne dagen litt bedre her jeg er, men skal minnes Junis ord når regnet kommer i morgen...ha en fin dag, Lene!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvfølgelig gør det en forskel med solskin. Havde egentlig tænkt, at jeg ikke ville skrive om vejret, men sådan blev det nu alligevel. Smil. Sommeren må gerne snart komme! :)

      Slet
  2. Stemmer i med Juni, jeg.
    Carpe Diem! ♥

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.