tirsdag den 26. juni 2012

Fotoglæde


Der er mange måder at opleve verden omkring sig på. En af dem er med et kamera. Jeg har altid været glad for at fotografere og er kendt for at tage billeder af både det ene og det andet. Jeg ser motiver alle vegne. Så da jeg opdagede Instagram, var det jo oplagt. Man tager billeder med sin iPhone og lægger dem ud på sin dertil indrettede profil.  Og så kan man få følgere akkurat som på Twitter. Her er det bare en verden beskrevet i billeder.
Jeg tager billeder og lægger på Instagram hver dag. Min dag beskrevet i billeder. Og jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg hver eneste dag ville fange ting, som gjorde mig glad. Glimt af små hverdagsdetaljer, som man måske ikke altid ser, men som altid er tilgængelige og bare venter på, at man opdager dem. I disse regnvejrstider er skyerne helt fantastiske. Formationer i fantastiske farver sejler over himlen og lyset spiller op, spejler sig, laver skygger og leger med farverne. Det er bare at rette linsen mod herlighederne, fange dem i et øjeblik, bearbejde og lægge ud. Og jeg glæder mig over, når andre synes godt om mine billeder og lægger en hyggelig kommentar.

Når jeg er på tur med hundene, tager jeg min iPhone med og mens de snuser efter spændende dufte, snuser jeg efter motiver som en bedre detektiv. En gammel dør eller vindue. Farverne på en husmur, den måde muren slår revner på, valmuer i grøftekanter og andre smukke blomster, der bare må foreviges. Jeg går tæt på, fanger regndråber og små detaljer. Og det bedste er, at jeg bliver glad af mine egne billeder. Jeg nyder, når jeg har fundet et godt motiv.  Det er sjovt og det er livsbekræftende. I går tog jeg billeder af et gammelt hus, jeg mødte i skoven, da jeg gik tur med hundene. Det gamle træ i vinduesrammerne, spindelvæv og et stråtag, der havde kendt bedre dage. ´Og søen, hvor himlen spejlede sig. Himlen, som er en sø i sig selv.
Når dagen er gået har jeg foreviget små øjeblikke og ved, at det har været en fin dag. Jeg er blevet mere opmærksom på detaljerne og de små ting, der tegner det store billede. Jeg kan anbefale Instagram, hvis du har en smart phone og er glad for at fotografere og i øvrigt gerne kigger med hos andre fine amatørfotografer. Det er en hel verden i sig selv.

I morgen drager vi i øvrigt en tur til Sverige og så skal jeg se på svenske sommerdetaljer. Se og fotografere. Og det skal ikke være nogen hemmelighed; jeg håber at det bliver i solskin!

5 kommentarer:

  1. Å se livet rundt seg i en linse, gir et annet perspektiv. Det kjedelige og alminnelige blir små sjelepletter å hvile i, mens det grandiose ikke alltid finner seg til rette i et bilde.
    Slik er det vel med mye tror jeg.
    Jeg tror jeg må titte på det programmet.
    Jeg ble begavet til min fødselsdag med en av de smarte.
    Jeg lo og sa: "Takk, men har du ikke hørt at man skal ha en telefon der matcher en selv, jeg er da ikke smart."
    Det ble humret :-)
    Ha en frydefull dag :-)

    SvarSlet
  2. Jeg er også blevet ret vild med instagram. Det er en sjov måde at se hverdagen på. God tur til Sverige :) Glæder mig til at se billeder fra det svenske. knus

    SvarSlet
  3. Jeg liker ditt bilde! Herlige farger!

    Må få testet ut Instagram ; )

    God tur til SverIge! Solen vil skinne for deg Lene! ; ) Klem

    SvarSlet
  4. Tak for din hilsen og nyd livet og forhåbentlig vejret i det svenske :-)

    SvarSlet
  5. Dejligt med fotos. Vil lige høre, skal instagram også installeres på telefonen? God dag til dig og dine..
    Kh Tina

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.