fredag den 22. juni 2012

Farver og sommerregn

Jeg faldt pladask for Jessie Lilacs tegninger. Da jeg så dem, blev jeg ligesom fanget i et farvespind. Jeg har besluttet mig for at købe et par stykker til væggene her i huset, men selvom jeg er i beslutningsfasen i forhold til, hvilke det så skal være, så var det ligesom ikke nok. Farverne havde gjort noget ved mig.

Så i går drog jeg til byen, der i mit tilfælde er en provinsby midt på Sjælland. Engang en by for dronninger; nu er den vist mest kendt for at være byen i midten. Hvis overhovedet. Men det spiller heller ingen rolle, for hovedsagen er, at der i byen findes en boghandler og at denne boghandler også forhandler farveblyanter og den slags. Der gik jeg ind. Og da ekspedienten spurgte, om farverne var til en gave, rystede jeg voldsomt på hovedet. Nej da, de er til mig selv!

Det er længe siden, jeg sidst malede og tegnede, men som barn og helt ung var det en del af mine kreative udfoldelser. Ord og farver. Og der var noget i Jessie Lilacs tegninger og farvevalg, som vækkede den lille pige i mig, der elsker at lege med farver og udtryk. Hun rejste sig simpelthen dér, hvor hun var faldet og så købte hun farveblyanter. Hun tegnede lidt i går og nu har hun spredt de farverige blyanter ud over skrivebordet og en lille begyndertegning ligger ovre til højre, så jeg kan se den ud af øjenkrogen, når jeg skriver.
Det er lidt underligt, for der faldt ligesom noget på plads. Det var som en puslespilsbrik, man har stået og manglet. Kender du det? Der dukker noget op på rejsen, man ser det og nikker i salig genkendelighed. Nå ja. Jeg tegnede jo også. Jeg malede. Og man kan meget med farver og hvidt papir. Man kan for eksempel male sig en god dag. Eller en sol på regnvejrsdage. Som i dag.

Så mal dig en flot fredag og nyd turen gennem sommerregn og vandpytter.

Klik på billedet og besøge Jessie Lilacs side


5 kommentarer:

  1. Så nydelig skrevet, og det er fantastisk at vi kan sette farge på livet vårt selv..male grå dager varme og vakre.Ønsker deg en fargerik fredag!:)Hilsen Else Britt

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. Håber også at din fredag bliver farverig! :)

      Slet
  2. Jeg kan så godt forstå dig, og jeg får det lidt på samme måde. Det er vidunderligt afslappende at tegne og male (også selv om resultatet i mit tilfælde bliver "morsomt"...) - men det betyder ingenting. Det er selve processen, der sætter ting i gang.

    Af samme grund har jeg besluttet, at der skal ligge farver og blokke til fri afbenyttelse i mit kommende Bed and Breakfast. Jeg tror, at mange kan få lyst til at sidde og male på en ferie... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da en god ide, Mia. Jeg er sikker på, at når der ligger farver og blogge, så kommer lysten. Og så i så skønne omgivelser! :)

      Og du har helt ret, det handler om processen. Det er meget afslappende at tegne og male. Måske en ide til disse regnvejrsdage!

      Slet
  3. Hvor dejligt, at du pludselig huskede den side af dig selv :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.