fredag den 29. juni 2012

En lille rejse


Det gør godt at komme væk et par dage. Lægge landet bag sig og køre over broen, der fører til nye kontinenter og oplevelser. I vores tilfælde Sverige. Og det lyder måske ikke specielt eksotisk, men der sker bare noget, når man tager på den slags ture. Det behøver ikke at være til fjerne himmelstrøg i ugevis, selvom det bestemt også frister. Mindre kan gøre det, når nu landmanden ikke har uger til rådighed i disse snart-høst tider. Og Sverige gjorde det for os. Igen.
Vi havde lejet os ind på et pensionat et stykke udenfor Helsingborg. Det var egentlig lidt tilfældigt, at det blev der, vigtigst var det, at vi kunne have hundene med. Jeg fandt en svensk hjemmeside, som har samlet hundevenlige hoteller og pensionater i hele Sverige og med den på skærmen, blev det ret nemt. Vi var velkomne og det samme var vores firbenede venner Keeva og Aimee.

Vi blev taget godt imod, fik vores værelse og så kørte vi ellers af sted igen. Turen gik til Helsingborg. Vi spiste frokost på havnen og gik så en tur ind i bymidten. Og der sker noget, når man har to søde hunde med sig. For pludselig kommer man i snak med folk. De kommer hen og klapper hundene, spørger og så står man pludselig der midt på gågaden og får sig en sludder med vildtfremmede. Det er hyggeligt og det gør godt. Hundene er en slags hjerteåbner.

Om aftenen spiste vi middag på pensionatet og senere gik vi aftentur i området med hundene. Vi så solen gå ned og over svensk land og jeg bad i mit stille sind en bøn om godt vejr dagen efter. Som bekendt har det været småt med sommervejr indtil nu og jeg er trængende. Så er det sagt! Og nogen må have hørt mine bønner, for da vi vågnede næste morgen, skinnede solen. Først var himlen iført lette skyer, men senere smed den dem og solen fik frit spillerum. Åh, det gjorde godt. Endelig lidt sommer!

Vi kørte over til østkysten og fulgte den hele vejen hjem. Spiste frokost på vejen på en hyggelig gæstgivergård og senere drak vi eftermiddagskaffe i Simrishamn, som virkelig havde taget sommertøjet på. Der var fyldt med mennesker, liv i gaden og på fortovsrestauranter og caféer. Jeg blev smittet af stemningen og fik spontant lyst til at blive, men landmanden rystede på hovedet. Den går ikke, unge dame. Vi skal videre. Og det skulle vi, men vi nød turen i fulde drag, solen og de ophold vi gjorde. Ikke mindst på stranden ved Foruboda, hvor hundene fik lov at boltre sig i sand og vand. Solen skinnede og for en stund var vi hensat til en slags bounty ø. Der er smukt på Sveriges sydøst kyst.

Nu er vi tilbage i huset for enden af markvejen. Det blæser og regner. Vi forlod vist sommeren i Sverige og jeg savner den. Men hjertet er fuld af fine små minder. To dage, en overnatning. En lille rejse. Den gjorde godt!

Jeg anbefaler små afstikkere i ny og næ. De kan mere end man tror! ;)

5 kommentarer:

  1. For en deilig liten"stor"reise du har hatt.:)Jeg tror når vi tenker tilbake så er det ofte de små tingene som egentlig var de store..?God weekend fra meg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var fint sagt. De små ting er egentlig de store. Og jeg tror du har ret! ;) Tusind tak for dine ord og god weekend til dig også! :)

      Slet
  2. Den side må jeg se....men der er så meget bøvl med vaccinationer og dims...lækkert billede!!

    SvarSlet
  3. Det er mange gange nok, bare et par dage ude af den daglige trummerum. Lyder som en delig tur! Håber på lidt mere sommervejr....

    SvarSlet
  4. Godt at læse Lene :-) Vi smutter en tur til Sverige mandag en lille sviptur, oplever præcis det samme, så tæt på, men alligevel fyldes man med nye indtryk og energi. Og i dag kom solen. Knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.