torsdag den 14. juni 2012

Budbringer


En god nats søvn i bagagen. Gråvejr fra mit vindue i kupeen. Her sidder jeg med dagens første kaffe mens toget bumler mod nye horisonter. Jeg tænker på, hvilke stationer, der mon venter mig. Hvor jeg skal stige ud og udforske eller hvor jeg bare bliver siddende og lader passere. Jeg tænker på, hvilke nye passagerer der vil stige om bord på toget og hvad de har at sige mig. Budbringere. Er det sådan det er?

På det seneste har jeg lagt mærke til, at jeg får svar de mest uventede steder. Pludselig dukker der et menneske op, der uden tilsyneladende selv at vide det, giver mig et svar på noget, jeg har spekuleret på. Tænkt over. Noget, som måske har bekymret mig lidt eller gjort mig frustreret. Og måske har jeg ikke spurgt direkte, men noget i mig har bedt om hjælp. Et tegn.

Følg tegnene, var der for et stykke tid tilbage en veninde som sagde til mig. Hvad mener hun mon med det, tænkte jeg, men når nogen siger den slags bliver jeg nysgerrig. Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord, ja faktisk ved noget i mig det, men jeg bliver alligevel fanget af det tilsyneladende. Af den grå landevej og småstenene, der ruller under mine fødder. Jeg snubler endda. Vrider om. Og jeg lader mig irritere. Til tider. Andre gange ænser jeg dem ikke, går bare, følger vejen, ser på valmuer og indsnuser morgenluften. Drikker regn og lader mig fascinere af de fantastiske skyer, himlen har besøg af. Men det hænder at jeg må sætte mig ned i en grøftekant, energiforladt og en smule fortabt. Videre, tænker jeg uden at bevæge mig synderligt, nu er det, at du skal gå videre.

Så sker det. Et menneske dukker op. Et møde, som kan virke tilfældigt. En hilsen. Og pludselig er man faldet i snak med en fremmed, som ikke længere er så fremmed endda. Man kan mærke en ven mellem linjerne. Der er ligesom noget, der drager og gør mærkelig tryg. Nysgerrigheden vokser. Det er en slags venlig bølge. Og så kommer svaret sejlende som et skib med stolte sejl. Et gennemsigtigt skib. For man kan nemt overhøre budskabet, der er pænt pakket ind mellem andre ord og linjer. Men det er der. Svaret. Og man kigger forundret på det menneske, som tilfældigvis kom forbi og sagde lige det, man havde brug for at høre. Uden selv at vide det.

Det falder det mig ind, at det til tider er mig, som er budbringeren. Rollerne byttes om. Jeg vandrer af vejen og møder en, der sidder opgivende i grøftekanten og spejder ud i intetheden. Så sætter jeg mig og byder på en kop te. Eller lidt vand. Vi deler og udveksler. Der opstår ord og sætninger og pludselig siger jeg noget, jeg ikke ved hvor kommer fra. Den anden lyser op i et smil. Øjnene får et helt bestemt skær. Og selvom vedkommende siger ikke noget, kan jeg ofte mærke det.

Jeg vil altid gøre mig umage med at sige gode ord. Ord fra hjertet. Huske det.

Budbringer.

2 kommentarer:

  1. Jeg kender det også; møder af og til fremmede, der netop siger de ting, der får det hele til at falde på plads. Underligt, men også meget fascinerende. Selvfølgelig er det tilfældigheder - eller ... ? ;-)

    SvarSlet
  2. Dette har jeg også opplevd noen ganger..plutselig går jeg motsatt vei eller inn i en annen butikk enn jeg hadde tenkt - og da møter jeg et menneske som jeg behøvde å møte..eller..at det mennesket behøvde å møte meg..skjer det tilfeldig tro? Ganske rart! God søndag!:)Hilsen Else Britt

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.