torsdag den 10. maj 2012

Skriv om det


Jeg stjæler nogle minutter af den tid, der skulle bruges på bad og morgentoilettet og sætter mig ved tastaturet. Morgener uden ord er fattige. Der mangler noget. Selv mangler jeg tid til for alvor at reflektere og få nedfældet noget af alt det, der rører sig lige nu. Dagene er fulde af kursus og opgaver, der opstår i kølvandet. Et hoved, der bliver træt af tanker.

Jeg har stor lyst til at smide alt, hvad jeg har i hænder og hoved, og rejse sydpå. Og her taler vi ikke længere om den spændende personlige og åndelige rejse, jeg har begivet mig ud på, nej, vi taler om god gammeldags lyst til at opleve sig selv under sydligere himmelstrøg. Mærke varmen mod huden, lade fødderne få luft og blive solbrændte i behagelige sandaler. Spise frisk fisk, som fiskerbådene tidligt om morgenen har hentet ind fra havet. Stirre på solnedgange og drikke kølige vin.. Vandre langs vandet, bade, sole, læse og bare være. Se på mennesker. Tale. Tie. Mærke livet, som det er, uden alt det andet udenoms, der ofte fejlagtigt får den titel. Livet. Men livet er noget helt andet. Det egentlige. Og det kunne jeg godt se mig selv opleve under lidt varmere forhold.

Skriv om det. Skrive om det. Skriver om det.

Jeg var der i få minutter. Spanien eller Grækenland. Jeg gik på stranden og jeg var et med himmel og hav. Nu er jeg tilbage på mit lille kontor med udsigt til frodighed og fuglesang.

Skriv om det. Skrive om det. Skriver om det.

Sådan tænker jeg tit. Når jeg oplever noget som er helt hen i vejret. Som jeg ikke forstår, må ryste på hovedet af, en situation, et system, noget som bare slet ikke giver mening. Som måske endda er helt grotesk. Set med mine øjne. Mærket med mit hjerte. I det mindste kan jeg skrive om det. Skrive om det. Når jeg får tid.

'Tid får man ikke', siger Filosoffen med et bestemt udtryk i blikket, morgenhår og ukuelighed, 'tid er noget man giver sig'.

4 kommentarer:

  1. Kan rigtig godt lide Filosoffens ord om tid !

    SvarSlet
  2. Klok fyr, filosoffen din.

    SvarSlet
  3. Kommer tid, kommer råd, pleide min mor å si... også for dager i solen, sier jeg ;-)

    Ha en fin kveld.
    Klem

    SvarSlet
  4. Kære Megan. Tid nok til at skrive får man aldrig. Når skriveriet tager rigtig fat, så bliver det (forhåbentlig) ved i en uendelighed. For man skal jo trods alt også spise og sove. Sådan tror jeg enhver forfatter vil sige.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.