tirsdag den 15. maj 2012

Sart - om livsbevidsthed


Jeg læste med hos Charlotte Skaaning i går. Charlotte fortalte om en bog, som Anne Lise Løvlie Schibby har skrevet om livsbevidsthed. Jeg har ikke selv læst bogen, men noget i den tekst, som Charlotte gengav vakte øjeblikkelig genklang, fordi det mindede om noget, jeg selv havde nedfældet i min hjerteordbog for ganske nylig:

At være til stede i sit liv er at turde lade sig berøre. Stille spørgsmål. Søge svar. Og blive overrasket!

Der var voldsomme bump på min rejse i løbet af det tidlige forår. Jeg troede jeg var passager på et tog, som viste sig at være en trækvogn. Og jeg sad ikke som en del af læsset, det var mig, der trak af sted med den efterhånden tunge vogn. En dag forstod jeg pludselig, at rejsen ikke længere var den samme. Jeg sad ikke på et tog. Jeg trak rundt med en gammel vogn. Knirkede hjul og et skrog, der ikke længere var helt ungt. Jeg var min egen trækvogn. I erkendelse af, at det var sådan, det forholdt sig, brød vognen pludselig sammen. Et hjul faldt af og rullede ensomt ud i horisonten. Jeg stirrede fortabt på det og nåede kun at overveje at løbe efter. Fange det. Reparere min vogn og komme videre. Energien forsvandt sammen med hjulet.

Jeg så et helt nyt billede. Af mig selv. Min rejse. Det sted, jeg var nået til og den ørkenvinter, jeg vandrede i.  Selvom det var blevet forår, var jeg min egen vinter. Tung. Mørk. En smule dyster. Men jeg havde jo lært, at jeg skal turde være i mørket, så jeg lod det indhylle mig. Jeg havde intet valg, for alt andet ville have været en slags flugt. Jeg kapitulerede og blev liggende. Længe. Alting gik i stå. Bortset fra de ivrige hormoner, der havde fået fat i min krop og mit sind og gjorde mig til en levende skygge af den kvinde, der var engang. Ruiner. Murbrokker og byggestøv. Der lå jeg. Der stod min vogn. Toget var kørt. For længst!
Historien er lang. Jeg har ikke tid til at fortælle den nu, men der kommer mere. Det er jo det, min blog handler om. Megans rejse. Min rejse. Og at være på den slags rejse er ikke en dans på roser. Ikke hele tiden. Det er fuld rejse med månenætter og stjerneskud. Med dybe huller af forgangenhed, møder med fortidens uhyrer, et opgør med det, der var og en forestilling om det, der skal komme. Når man pludselig en morgen står op og er forvandlet. Eller rettere sagt, er i gang med at blive forvandlet. Af hormoner og tidens tand. Og i øvrigt selv har kastet sig ud i et eventyr, hvor usikkerheden er det eneste sikre. Det var et valg. Et valg jeg er stolt af. Jeg tør det. Jeg gør det. Men der var noget, jeg ikke havde set komme. Toget forsvandt af et ukendt spor. Trækvognen brød sammen. Og hvad var der så tilbage? 

Jo ser du. Tilbage var mine store eksistentielle tanker om livet og døden og det, der gør et liv værd at leve. Det, der betyder noget, når toge og trækvogne ikke længere er. Det rene, det ægte og det, der får hjertet til at nynne. Værdi. Værdien af mit liv. Det jeg er og det, jeg bliver, når jeg er.

Når jeg lader mig berøre af livet, lever jeg. Når jeg erkender, at lys og mørke er to sider af samme sag. Når jeg forstår, at det, der var min svaghed og det jeg skjulte, fordi min skrøbelighed føltes så fordækt, i virkeligheden er min store styrke. Når mit mørke bliver mit lys og når jeg er modig, fordi jeg været fuldstændig lammet af frygt.
Der findes en vej og livet åbner sig i små øjeblikke af åbenbaringer, når jeg ikke gør modstand. Modstand er blot en slags forsinkelse.

Og her er jeg kommet til. På en tirsdag midt i maj, hvor det blæser køligt og vejret minder mere om tidlig april. Jeg trækker på skuldrene. Drikker kaffe. Gør klar til kursus. Og ser frem til at lære den kvinde at kende, der på forunderlig vis er ved at rejse sig fra murbrokkerne. En sart og sjælden blomst fuld af anderledes styrke.

2 kommentarer:

  1. Ja, Lene, det er det det dreier seg om - på mange vis: Å våge å la seg berøre, bevege, pause, stoppe, gå videre... leve! Med alt det å leve fullt og helt innebærer av både sorger og gleder. Ta inn over seg livets - noen ganger overveldende - mangfold og overraskelser... for så å finne styrken igjen, nyte en ny vår og se fram i mot enda en solfylt sommer...

    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Opdagelsen af, hvad essensen af livet er, er så simpel at det næsten er snyd. Er det virkelig det? Men når det så viser sig, at det har været der hele tiden, bare ventet, til man opdagede det, åbnede sig og pludselig følte sig bevæget, berørt ... så må man smile lidt.

      Gode ord Janna, helt enig. Livet er smukt! :)

      Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.