Jeg skriver egentlig bedst om morgenen. Der er noget ved det
tidspunkt, når dagen er ny og det hele er friskt som duggen. At rejse sig fra søvnen og
starte dagen med at tømme sig for umiddelbare ord og indtryk, udtryk og
i det hele taget, har været fantastisk givtigt for mig. Men jeg
indser, at det ikke altid kan lade sig gøre. Jeg må lære at lade ordene komme
til mig på andre tidspunkter af døgnet. Stole på dem. Og når jeg lytter til poeten, der rumsterer i
det indre, drypper der små vers i løbet af dagen. Der kvidres og der leges.
Lidt.
Jeg smiler og lader
det komme. Der sker meget i øjeblikket. Eksperimenter og anderledesheder. Det
skal prøves. Det skal leges. Det skal bruges. Måske. Det er ikke helt klart.
Og det er helt i orden ikke at være klar. Det er befriende
at indse, at man ikke er klar til at træffe en beslutning eller vælge. Lige nu.
Det er helt i orden at stille sig dér, hvor vejen skiller, og gruble lidt over
livet. Mærke. Reflektere. Og gøre status. Nu er jeg nået hertil. Endnu en
skillevej på min rejse. Jeg er ikke klar til at vælge vej. Jeg har brug for en
pause. For når man lytter til sit hjerte, skal man ofte være lidt mere stille
en gennemsnittet. Hjertet har mange sprog og det er ikke altid, at sproget er
en klar hvisken. Det kan hænde, at
hjertet bruger sendebud. En slags go-between for at vise, hvad hjertet
mener. Et menneske dukker måske op. Siger noget. Giver udtryk for noget. En impuls.
Pludselig forstår man. Og så nikker hjertet samtyggende. Kuldegysning. Man ved
det, når man ved det. Så er der ingen tvivl.
Vejen valgte mig.
For et par indlæg siden skrev jeg, at jeg er ved at blive
min vej. Det er sandt. Og når jeg giver mig tid og stoler på processen og det,
jeg skal lære og bruge, så sker der noget. Når jeg giver slip, får jeg
pludselig fat. I noget. I mig selv. Vejen valgte mig.
Det er helt fint ikke at være klar. Også når man skriver
indlæg. For når man giver plads til alt den uklarhed, der opstår i processen og
sætter ord på, hvor usammenhængende og mærkelige de end kan forekomme, så
opstår der en slags klarhed i uklarheden.
Og når man så tager et skridt, går lidt ud til siden, betragter og
mærker efter, så forstår man pludselig. Noget. Subtilt. En fornemmelse. En usikker sikkerhed. Paradoksalt paradis.
Men en ting står klart. Jeg har en caféaftale med en god
veninde i aften og jeg glæder mig.
Billedet er lånt hos healingwithart.
Tit og ofte kræves det, at vi skal træffe nogle hurtige valg, både i arbejdslivet og i det private. Endnu vigtigere tror jeg derfor det er, at være besvidst om de helt personlige valg og mærke efter og tage den tid, der skal til.
SvarSletAt være ikke klar, vidner vel om, at man befinder sig midt i reflektionens øje. Og reflektion er jo netop et meget essentielt punkt i personlig udvikling.
Jeg synes det er flot, at du tør lege med, sanse og reflektere. Det kræver mod og er ikke nødvendigvis den letteste vej. Det letteste ville være, at vælge den kendte og mest lige vej, men det bringer jo ikke os videre i vores udvikling.
Jeg synes du er super modig og har en fantastisk måde, at beskrive det på ;-)
God dag til dig
Tusind tak Line, dine ord gør mig glad! :) Og det er et fint udtryk, reflektionens øje. Jeg er helt enig med dig i, at når man ikke er klar og når det er en store beslutninger, der skal træffes, så skal man ikke skynde sig. Det er svært, netop fordi vi hele tiden "tvinges" ud i hurtige valg, men med lidt øvelse bliver det vel nemmere med tiden!? Ting tager tid og når man er i reflektionens øje, skal man ikke bare skynde sig ud og videre. Jeg tror man ved, når man er klar! ;)
SvarSletHåber du har haft en fin dag! :)