torsdag den 31. maj 2012

Øjne


Når vi oplever livets smertefulde sider, er det de færreste af os, som har brug for andre menneskers råd. Vi trænger derimod til at se ind i et par øjne, som også har set og måske oplevet lige netop det, vi går igennem nu. Sådan skrev Majbritte Ulrikkeholm på sin blog forleden dag og ordene satte sig fast. For det er de øjne, man husker, når man ser tilbage på en periode med sorg. Det er ikke de velmenende råd, der hagler som skud fra et maskingevær. Det er ikke fordømmelserne,  utålmodigheden med sorgen eller rejs-dig-og-kom-videre rådene.

Det er de øjne, som selv har set.

På et tidspunkt i mit liv forstod jeg, at det ikke kunne nytte noget at flygte. Hvis jeg altid forsøgte at leve livet på langs og i yderbanen af frygt for at blive overhalet indenom af sorg og smerte, ville jeg for evigt have både sorg og smerte i hælene. Ikke at jeg har kunnet flygte fra sorgen, jeg har mistet kære og gennemgået en skilsmisse, men jeg tænkte at jeg en dag ville komme over det. At det, jeg havde oplevet og det, det havde gjort ved mig, ville svinde ind og blive til en lille følelsesmæssig og næsten usynlig farveplet, der ikke længere forstyrrede det store billede. Jeg tog fejl. For tiden læger ikke alle sår. Sår bliver til ar, men smerten forsvinder ikke. Man lærer bare at leve med den. Men for at leve med den på et fredeligt sted, må man acceptere sorgen og dens lidelsesland og det kan være en svær øvelse.

Nu indser jeg, at jeg er den, jeg er, fordi jeg oplevet det, jeg har. Sådan er det jo med os mennesker. Når vi tør se smerten i øjnene, sker der noget. Når vi favner hele livet og forstår, at det ene ikke findes uden det andet, bliver det alligevel lettere på en sær måde. For det er så pokkers ulideligt og tungt altid at skulle flygte. Og det er befriende at kunne overgive sig til sorgen eller det, der volder smerte, for det har sin tid og selvom det er tungt og slidsomt at være dér, så er det endnu mere voldsomt og smertefuldt at være en slags undvegen fange fra sorgens fængsel. En dag går det nemlig op for en, at sorgen slet ikke er et fængsel. Det er et værested på samme måde som glædens park. En del af livet.

Når man så oplever andres smerte, forstår man, at man ikke kan gøre noget for at trække vedkommende ud. Man kan ikke redde en fange fra et fængsel, som ikke findes. Men det er svært at acceptere, at man ikke har en gylden nøgle til frihed, som man kan sætte i låsen.  At man ikke er en redningsmand eller kvinde på en hvid hest, som kan løfte den sørgende op i sadlen og ride mod solnedgangen, men at man i stedet må sætte sig stille ned og bare lytte. Være. Se ind i øjne. Lade et kærtegn eller et knus gøre det ud for ord, der alligevel ville være meningsløst tomme, hvis man altså forsøgte at finde en slags udvej mellem linjerne. Lad mig sidde her lidt ved siden af dig. Lad mig holde din hånd. Det er alt.

At udvikle medfølelse og indre forståelse er noget af det, der opstår, når man selv tør se sin smerte i øjnene. Det er aldrig forgæves at gå igennem det svære, for man bliver stærkere, selvom styrken hverken mindsker sorg eller smerte. Styrken findes i sårbarheden.

Øjne, som ser.
Øjne, som ved.
Øjne som udstråler kærlighed, omsorg og medfølelse,
fordi de selv har set.
Det er de øjne, man husker.

2 kommentarer:

  1. Dette var et utrolig sterk og rørende innlegg som traff meg rett i hjertet! Du skriver om de tingene jeg brenner for - å våge å se smerten i øynene, våge å dele, våge å være sterk nok til å være svak. Nydelig, nydelig beskrevet. Tusen takk for at du delte dette!! God klem og med ønske om en fin helg til deg og dine :) Spirea

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak for gode ord. Ønsker dig en fin weekend med gode øjeblikke. Klem tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.