søndag den 13. maj 2012

Forvandling


Det er en underlig tid. Overgangen. At stå på en bro og kigge ned i vandet. Løfte blikket og lade øjnene glide videre ud i horisonten. Mærke, hvordan det hele er under forvandling. Kroppen. Sindet.

Hormonerne har deres egen dans. Jeg har ikke helt lært trinene. Men jeg gør hæderlige forsøg og krydrer med en god portion accept. Det er her, jeg er nu. På en bro. En eftermiddag midt i maj, hvor stormen raser. Det føles mere som efterår end en overgang på vej mod sommer. Tomrum. Jeg er på vej mod sommer, tænker jeg og lukker øjnene. Det svejer under mine fødder. Min sommer. En ny kvinde, et andet liv, anderledes, noget, meget, mere.

Det er ikke noget særligt, er der flere kvinder, som har sagt. De smiler endda. 'Overgangsalderen er noget opreklameret pladder. Eller jeg har i hvert fald ikke mærket noget særlig til den. Hvad er en hedetur eller to? Man kan bare tage en trøje af og så tage den på igen, når ilden i kroppen er brændt ud. Ikke noget særligt. Det skal bare overstås. Tænk på noget andet.'

Men sådan er det ikke for mig. Det, der sker med mig i disse dage, er langt større og mere omfangsrigt end noget, jeg har oplevet tidligere. Jeg er under ombygning. Jeg er et sammenstyrtet hus, hvor kun enkelte rum består. Overalt ligger murbrokker, støv og forgangenhed. Der blæser en kølig og ukendt vind igennem det, der engang var et kvindeligt hjem med vægge og læ for blæst og regn. Og taget mangler.

Nu kan jeg pludselig se himlen! Det går op for mig, i det jeg med tårer i øjnene sørger over mit sammenstyrtede tag. Jeg løfter blikket med et snøft og betragter det uendelige blå over mit hoved. Skyerne sejler af sted i vinden, alting er åbent. Nyt. Større. Og mere forunderligt mirakuløst end nogensinde før. Det er flere timer siden jeg sidst havde en hedetur og jeg falder lidt til ro. Læner mig op af en ny følelse. Mærker, hvordan den ligesom støtter mig. Jeg finder trøst i noget, jeg endnu ikke ved, hvad er. Trøst som rummer meget mere end bare det.

Midt i min sorg opstår ren glæde.

Det er en underlig tid. Overgangen. At stå på en bro og kigge ned i vandet. Løfte blikket og lade øjnene glide videre ud i horisonten. Mærke, hvordan det hele er under forvandling. Kroppen. Sindet.

2 kommentarer:

  1. Kære Lene
    jeg har været en af dem der, der sagde "åh, hvad pokker, hvis jeg slipper med hedeturene så pyt...de har bare været som en ild, uden tvivl. Men, nu tager jeg ordene i mig. Ser nemlig en sammenhæng, i det jeg står i nu og den der overgangs alder. Humøret svinger som en hænge bro i storm vejr. Tror ikke man skal trække på skuldrene af dette, denne ændring i krop og sind. Næ, vi skal tages og tage os selv alvorligt. Håber bare min tid snart er ovre, begyndte da jeg var 41 så køre på 4 år nu...
    Knus til dig...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tina
      Tak for dit input. Jeg tror virkelig der er kæmpe forskel på, hvordan overgangsalderen opleves fra kvinde til kvinde, men jeg synes det er vigtigt at erkende, at det er en grænseoverskridende tid på mange måder. Ofte læser vi om de fysiske "tegn", mens det psykiske er lagt på hylden og lidt er tabu. Der sker meget. Der er store tanker, humørsvingninger, noget af det jeg skriver om og som jeg vil blive ved at skrive om.

      Ser bestemt også en sammenhæng mellem overgangsalderen og den situation, jeg står i nu! ;) SÅ jeg siger bare, hold ud, hæng på og fortæl om det, der sker, hvis du kan og har lyst. Og vi skal bestemt tage os selv alvorligt.

      Knus tilbage

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.