torsdag den 3. maj 2012

Altandør på klem


Jeg har ladet altandøren stå på klem. Jeg smiler lidt af mit ordvalg, for altandør minder mig om byen. Og i byen er jeg i hvert fald ikke. Frisk og knasende sprød morgenluft siver gennem vinduet og når mine næsebor. Fuglene synger i et kor, der nu har fundet melodien. De er sikre på sig selv og på sommeren, der folder sig ud. Der er en helt speciel duft af dugvådt græs, der kærligt tørres i solen, stråler, der leger med lyset i hvert græsstrå og får det til at ligne et malerisk mesterværk.
Hvordan skal jeg kunne arbejde i dag, tænker jeg, mens jeg drikker af dagens anden kop kaffe. Koppen er rød og kvinden er træt. Efter 3 dage på kursus har jeg hjemmeopgave og den skal laves i dag. Tro mig, det er en god og vigtigt opgave, men trætheden har lagt et gennemsigtigt slør om min krop. Mest af alt har jeg lyst til at finde en plads i solen, lukke øjnene og bare suge til mig. Nu mærker jeg savnet, hvor stor længslen har været. Sol. Varme. Fuglesang. Velbehag.

Det gør godt at ankomme til sådan en morgen. Trække persiennen op og blive mødt af glinsende solstråler, og marker, der er endnu grønnere nu end da jeg trak persiennen for og sagde godnat. Der sker noget hele tiden. Knopper brister, det, der bare var en bule på en gren folder sig ud og bliver til den smukkeste blomst, verden endnu har set. Fuld af potentiale, selvtillid og helt i harmoni med sig selv og omgivelserne. Sådan vil jeg også blomstre, tænker jeg og mærker, at jeg på en måde allerede har gjort det. De sidste par dage har jeg mødt mig selv et nyt sted og kan mærke forskellen. Der er også sket noget med mig. Og så har jeg været så utrolig heldig at ende på et kursus med andre gode og spændende kvinder i en lignende situation som min. Tror du vi kan bruge hinanden? Tror du vi har noget at tale om? Noget at lære? Svaret svæver i den fine morgenstund. Ser du på mig, ser du en smilende kvinde, som drikker kaffe af en rød kop.

Jeg har haft mange spændende tanker og fået så meget input og inspiration de sidste par dage, at det lige skal bundfælde sig, før jeg kan begynde at dryppe ord. I dag skal jeg lave research til mit helt eget projekt og så skal jeg have mig en kop kaffe mere.

Jeg har ladet altandøren stå på klem.

10 kommentarer:

  1. God morgen frøken Frandsen!
    (du må lytte til Odd Nordstogas sang om Frk Frandsen)
    Her er jeg også nede i min 3dje kopp kaffe. Må nyte den og den gode morgenluften som er ute nå. Jeg ser ut på vår nye terrasse, men det er litt for kaldt der nå. Jeg må ta det i kveld, etter en lang dag på jobb, som jeg har for tiden. Men det blir til penger i kassa og en deilig ferie til sommeren, som både går til Danmark og Tyskland, i 2 etapper. Å, hvor jeg gleder meg. Derfor bretter jeg opp ermene, og jobber på litt ekstra, for jeg vet hva som venter.......
    Så herlig for deg å treffe nye kvinner, nye bekjentskaper. Det er flott å bli kjent med nye mennesker, synes jeg. Livet er jo en reise for slike ting.
    Ha en alldeles deilig dag, og lykke til med oppgaven din. knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Findes der en sang om Frk. Frandsen? :) Ja, den må jeg høre. Passer den mon på mig?

      Så flotte planer du har, ja så kan man sagtens jobbe lidt ekstra. Tænker på, om vi mon får lejlighed til at mødes, når du kommer til Danmark. Det får vi jo se.

      Og tak, jeg fik lavet det meste af opgaven, MEN der er vist lidt weekendarbejde også. Gemmer det til en regnvejrsdag! ;)

      Klem.

      Slet
  2. Ja, det er altså ikke nemt at være arbejdsflittig, når vejret lokker. Jeg også her med åben dør og kan høre fuglene, der skriger sig hæse derude - og ih, hvor har man bare lyst til at være ude. God kaffetår... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja lysten til og længslen efter at være ude er stor. Og hvor er det bare fantastisk sommervejr i dag. Første dag i sandaler! :)

      Slet
  3. Ja, Lene, jeg ser deg: smilende løfter du din røde kopp, stryker du ditt blonde hår opp fra nakken og kikker ut din altandør. Drømmende i blikket og med et lite smil lekende runt munnen. Velbehagelig hviler du i deg selv, i oppvåkningen til en ny dag, i naturen som sammen med deg våkner til liv...

    Nyt din kaffekopp, Lene, som jeg gjør med ditt innlegg i dag, som trass i snøværet utenfor mitt vindu får meg til å se at bakom skyene er himmelen alltid blå...

    Ha en deilig dag videre, min venn.
    Klem fra ei i Nord-Norge

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så mærkeligt at tænke sig, at I stadig har sne og en slags vinter, mens vi har en fantastisk sommerdag. Men afstanden er jo stor! Håber snart våren og forsommeren indfinder sig hos jer også. Det fortjener I og trænger, det ved jeg! ;)

      Klem tilbage.

      Slet
  4. Du har da også den smukkeste udsigt at have døren åben ud til.

    Og så fin din beskrivelse er. Jeg kan næsten både se, føle og lugte, hvor dejligt, der er. Der uden for din dør.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er sådan en fin udsigt. Nyder det meget. Og vejret i dag er bare så skønt!

      Og tak! :)

      Slet
  5. Her har 'altandøren' også stået på klem - sikke et dejligt vejr vi har haft med 20 grader og fuldt blus på solen.
    God forårsaften til dig nede sydpå! Klem

    SvarSlet
  6. Hvor dejligt at læse Lene, det glæder mig så meget at høre, at kurset er godt :-)
    Klem Charlotte

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.