mandag den 23. april 2012

Sjæleord


Jeg har ferie. Men jeg må skrive. Jeg er blevet så nysgerrig efter at lære min egen inspiration at kende, hvad der sker, processen, det, der pibler frem, når man giver slip og som kan være så svært at få bugt med, når man holder fast og vil kæmpe. Ord vil ikke presses. De er ikke som citroner, der giver saft, når de kommer i maskinen eller klemmes af en hård hånd. De er små kilder, der springer og danser, når man mindst af alt venter det. Det kræver bare en ting. At man beslutter sig for at være åben. Forblive åben. Sætter sig ved tastaturet eller med sin notesbog og pen og giver lov.
Den indre kritiker er en ordknuser. Hvis han eller hun kommer på banen, når kilden vil sprudle, daler vandet og bliver til en lille forplumret sø. Man forsøger at rode rundt med de tilbageblevne bogstaver, men det bliver ikke til så meget. Det er en kamp. Og ord vil ikke kæmpes. De er frie som sjælen og må have liv, lys og luft for at trives. De sukker efter tillid. Accept. Og er i grunden ikke så anderledes end os mennesker, når vi forsøger at blive os selv. Kun for at forstå, at vi må være for at kunne blive.  

Lyt til sjælen. Lyt til ordene. Mærk kilden. Bliv den.
Men hvordan kan man blive sine ord? Det kan være svært at forstå, for vi har jo altid lært at vi skal stramme os an. Gøre os umage. Og umage bliver ofte ensbetydende med anstrengelser, der lægger sig ganske tæt op af modstanden. Det skal kunne mærkes, blodet og tårerne. Dine fingre skal bløde, mens du tramper af sted på tastaturet som på en cykel, hvor kæden er rusten og ved at hoppe af. Videre. Frem. Pedalerne er hårde at træde, men der opstår da noget efterhånden som man kommer frem. Sved på panden, nu kører det for mig. Eller ej. Måske er det sådan for nogen, men jeg mærker noget helt andet.

Mine ord nægter at agere citroner, der skal give saft. Mine ord nægter at danse efter andres pibe. De fnyser af kritikeren, men nikker samtidig forstående i erkendelse af, at kritikeren er en stakkels usikker egoforplumret mand eller dame, der ikke tør følge med sjælestrømmen og gå den vej, ordene synger om.  For vejen er jo allerede lavet og gjort klar, der er kasser og båse og der er såmænd også en slutning. Værsgo. Få ordene til at passe ind, lad dem boltre sig med måde og i firkanter. Men mine ord er ikke firkantede. Og jo mere jeg forsøger at få dem ind i veltillavede bure og fine fængsler af håb, giver de pokker i mig. De kommer, jo vist, men de er ikke helt sig selv.
Skygger, de har deres hjerte et andet sted.

Jeg har trykket min indre kritiker i hånden og sagt tak for kaffe. Og kaffen var god, det skal ikke hedde sig. Men jeg har måtte frigive hende, den gode kvinde, der vil mig det så godt. Gå ud og leg, find andre græsgange, det er forår og livet danser. Dans med.  Du er velkommen til at kigge forbi, jeg giver gerne et knus og en kop kærlighed, for jeg synes det er synd, at du er så usikker, men helt ærlig. Nu skal ordene og jeg lege. Lege os gennem foråret og sommeren.
Lytte til sjælen. Lytte til os selv. Mærke kilden. Blive den.

I dag er det Verdens Bogdag! UNESCO har udpeget d. 23. april til bogens og ophavsrettens dag. Og det er jo i dag!  Tillykke til gode bøger, forfattere og alle, der ikke kan undvære gode ord!
Billedet er malet af den gode Picasso og lånt på litteratursiden.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.