tirsdag den 10. april 2012

Regnvejrstur, trappe og fokus


Regnen drypper tungt fra træer og tage. Himlen har taget skyer på, den slags grå skyer, som ikke kender deres besøgstid og kan blive i dagevis. Og for at det ikke skal være løgn, er påsken forbi. Det er hverdag. Igen.
Jeg havde en dejlig påskeferie med gæster, små fine oplevelser og afslapning. Der manglede ikke noget. Jo, måske lige lidt mere tid til krimilæsning, men det er jo et luksusproblem. Jeg faldt i godt selskab og det gjorde ikke spor. Tværtimod. Jeg var endda en tur i København.

Ikke desto mindre blev det mandag, sidste fridag. En velkendt bølge af vemod tog fat i mig. Med den bølge blev jeg overskyllet af noget af alt det, jeg have lagt bag mig. Følelser, jeg var færdig med. Tilsyneladende ikke. Og så bare den gamle tristhed over, at noget dejligt snart slutter. Det er latterligt, sagde jeg til mig selv, men jeg lyttede ikke rigtigt. Der er stadig en mandag, som skal nydes, hvert sekund, minut og time. Måske var det vejret, som gik over i regn og kastede sig ud i en affære med efteråret? Og der var endda stadig en gæst på matriklen, en lille påskefrokost, en tur ud med hundene og en god film, som vi så midt på eftermiddagen, mens regnen trommede mod ruden.  Men bølgen, den velkendte, der kommer bagfra og i et snuptag skubber benene væk under en. Den holdt fast i mig. Hele dagen var jeg i en slags melankolsk limbo, som jeg trådte ud af for igen at blive overskyllet. Jeg var en slags følelsessurfer. Den sidste feriedag. Måske skal det bare være sådan?

Jeg sluttede dagen af med en aftentur. Efter aftensmaden proklamerede jeg frejdigt, at vejret var perfekt til en gåtur, men ingen af de andre omkring bordet følte sig fristede. De rystede på hovederne. Heldigvis kunne jeg uden problemer overtale Keeva hund til at gøre mig følge, så vi traskede gennem regndis og vandpytter ned i landsbyen og ud af landevejen. Det blæste koldt og regnen piskede mig ind i ansigtet, men de kolde dråber og det lidt vilde vejr satte ligesom tingene i perspektiv. 

Der findes ikke dårligt vejr kun dårlig påklædning. Der er en vis sandhed i den påstand og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var i langt bedre humør, da jeg kom tilbage til huset for enden af markvejen. Jeg lavede te, jeg nynnede, og jeg så film sammen med de andre. Nu er jeg klar til at gå videre, tænkte jeg og smilede for mig selv. I morgen starter et nyt kapitel. Jeg er parat!
I dag er jeg ligeså tung som vejret. Min gæst er kørt på stationen og er på vej hjem med toget. Jeg har købt ind til de næste par dage. Jeg er klar til at tage fat. Frisk og udhvilet efter en god påskeferie. Sådan da. Jeg skal genfinde fokus. Det, jeg ved, det handler om. Det var noget med hjertevejen. Drømmen. De små gode øjeblikke. Troen. Håbet. Fokus.

Et skridt af gangen. Et trin op af trappen. Du behøver ikke at kunne se hele trappen, sagde Martin Luther King, den kloge, bare tag det første skridt. Jeg kan bestemt ikke se hele trappen, faktisk er det meste dækket af fugtige regndis. Men der er et trin. Jeg ved, at der er et trin. Og at den fineste trappe vil afsløre sig trin for trin, når jeg begynder at gå. Videre. 
Jeg synes pludselig at lyset er lidt anderledes derude.

5 kommentarer:

  1. Selv om jeg er meget søvnig om morgenen og et ret udpræget B-menneske - så vågner jeg faktisk altid med følelsen af, at der KUNNE ske noget vidunderligt i dag. Den følelse havde jeg ikke, da jeg arbejdede fra 9-16, men jeg har haft lige siden jeg blev selvstændig. Og af og til SKER der faktisk noget vidunderligt... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en dejlig følelse at vågne med. Altid så skønt at læse, hvordan du har gjort drøm til virkelighed. :)

      Slet
  2. Jeg tror, vores sindstilstand påvirkes af vejret - min gør i hvert fald. Når skyerne er blytunge, og regnen vælter ned, er jeg i et andet gear, end når solen skinner. Fuglene siger heller ikke en lyd i dag ...
    Klem og god tirsdag til dig, Lene.

    SvarSlet
  3. Så godt du beskrev den melankolske, vemodige følelsen over at fridagene var forbi! Jeg kjente meg igjen der, selv om jeg også jobber selvstendig og i høy grad kan bestemme dagene selv.
    Jeg ble så glad av å se teksten på bildet øverst i innlegget. Jeg skal definitivt bli flinkere til å tenke slik!

    For det skjer jo faktisk vidunderlige ting innimellom...
    God klem til deg.

    SvarSlet
  4. ja selv på de tunge dage sker der små vidunderlige ting, måske ser vi dem bare ikke altid. Skal jeg blive bedre til.
    Knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.