mandag den 16. april 2012

Orddans

Der sker noget, når jeg skriver.
Når jeg er i tvivl og farer vild, kan jeg finde svarene i mine ord.
De ved besked, når jeg ikke gør!

”Hvem tror du, det er, der sidder derinde og spytter ord ud”? spurgte jeg Filosoffen, da jeg i morges lettere træt og frustreret kom ind i kontoret. Han stod badet i morgensollys. Strithår som altid, et lille kækt smil og læber, der minder allermest om et spørgsmålstegn. ’Ja, hvem tror du?’, svarede han bare og lod smilet blive siddende. Jeg tænkte lidt over det, mens filosoffen fra Senja vendte sig mod lyset. Min filosofblomst.

Jeg har lært noget om ordene. Det kan ikke nytte noget, at jeg forsøger at planlægge dem på forhånd. Jeg kan nærme mig det emne, jeg ønsker at skrive om, men det er som om de har helt deres egen dagsorden. Jeg er blot en katalysator. Jeg låner mine fingre til tastaturet som giver bogstaver videre til ordene. Et af gangen. Nogle gange går det stærkt, jeg aner knapt hvad der sker. Noget vil ud, udtrykkes, males. 

Jeg troede, at det var mig, som skulle styre denne proces og at jeg på forhånd vidste, at sådan ville min rejse blive. Det handlede om ord og om at gøre noget med dem. Lade dem svøbe sig om min drøm kun for at opdage, at de var drømmen. Ord. Men jeg anede ikke, at dette var starten på en rejse dybt ind i mig selv og helt derned, hvor der så mørkt og forplumret, at jeg ville have forsvoret at jeg nogensinde turde begive mig derhen. Men ordene banede vej. Jeg har været der mange gange siden og jeg er også skrevet om det. Jeg forsøger at hive det mørke ud i lyset, eller rettere sagt, ordene gør. De fisker noget frem og præsenterer det for mig, mens jeg sårbar og stakåndet står og betragter det maleri, de maler til mig.

Ordene kan også noget andet. På dumme dage, hvor alting synes tungt og svært og hvor udfordringen virker helt idiotisk og jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen, kan ordene pludselig blive til hjerteord. De finder den røde tråd, de minder mig om, hvorfor jeg er her lige nu og at det jeg gør, er min gave. De trøster mig, lægger armen om mig og siger søde ting, som giver mig tårer i øjnene af glæde og taknemmelighed. De siger, at jeg godt tør, gør ordene.

Og når de er rigtig gavmilde, fortæller de mig om livet i poetiske vendinger. Poetiske pasteller, der pludselig rejser sig som kraftige farveklatter i skrigende nuancer kun for at vende om og lande i en skovsø. I juni. Mens fuglene synger og livet danser. Med ord.

4 kommentarer:

  1. Du har nok også "ordets makt", for du er en kunstner med dem, de faller så flott på plass!!
    Ha ei fin uke videre, klem fra mæ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :) Håber du også får en fin fin uge! Klem.

      Slet
  2. Ja, og det allerbedste er, at ordene kommer nemmere med tiden. De skriver nærmest sig selv, så man kan tage hovedet under armen og bare bevæge fingrene. Næsten, da... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er helt sandt, Mia. Ordene kommer nemmere, de får deres eget liv og sprog, når vi lærer at stole på dem. Det kræver tid og øvelse som så meget andet! :)

      Ord er så meget og jeg elsker dem. Valgt med omhu kan de ændre verden. Os selv. Det er ret stort! God dag, kære dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.