mandag den 2. april 2012

Min sammensatte sjæl


Vi gik igennem gaderne på Frederiksberg. Jeg var hjemme igen. Der er ingen tvivl. Lydene, lugtene, larmen. De gule busser banede sig vej gennem efterhånden smalle hovedgader ind mod centrum. Den iskolde vind fulgte os langs husmurene, hvor cykler stod parkerede. Et dybt sukkende savn bølgede i min krop. Himlen var isblå med strejf af skødeløs korrekturlak. Nogen havde forsøgt at viske skyer ud. Solen var skarp som vinden og byen lå åben.
Vi tog metroen til Christianshavn. Fra undergrunden stod vi op til synet af kanaler og vuggende både, der som os igen længtes efter forår. Jeg blev stående med ansigtet mod horisonten, mærkede vinden og byens kærtegn, mens jeg stirrede mod havet i det fjerne. Herfra kan man sejle på eventyr, tænkte jeg og tanken var behagelig. Gå om bord i et af de fine små skibe, sætte sejl og kurs mod nye himmelstrøg og muligheder. Men jeg havde ikke travlt og lod skibene ligge. Det var nok at vide, at de var dér. Hvis nu. Og en koncert i Christians Kirke ventede jo på os, Bjørn Eidsvåg og hans gode band. Vi kendte vejen fra sidste år, der var ikke langt at gå. Ned til kirken, ind og finde en god plads på de hårde træbænke. Sidde i sød forventning sammen med resten af publikum og i de solstrejf, der strømmede ind gennem de vældige kirkevinduer og ramte mig i ansigtet.

Så kom han. Bjørnen. Og bandet fulgte efter, de tog plads, musikken gik i gang. De spillede og underholdt i halvanden time uden pause. Jeg var i en anden verden, underholdt i flere dimensioner. Jeg er vild med hans tekster og jeg lyttede intenst til hans fortællinger. Der skete noget. Der var glimt af både det ene og det andet, ting faldt på plads, ordene svulmede i min krop og en slags stor taknemmelighed over livet lagde sig tilrette. Musikken var sød og rejste sig til noget større i kirkerummet. Genklang. Jeg vil også skrive sangtekster, tænkte jeg på et tidspunkt, hvor jeg var gledet helt ind i musikken og mærkede hvordan ordene smøg sig i favntag med noder. Inspireret. Jeg smagte på den indforståethed, der kan være i en tekst, som er så personlig at den umuligt kan sige andre noget. Paradoksalt nok er det bare sådan, at jo mere personlig den er, desto større effekt har den på andre. Og det kan Bjørn Eidsvåg. Han giver sig selv og man får lyst til at give sig selv tilbage. Sjæl. Liv. Visdom. Lad os dele, lad os synge!
På et tidspunkt sluttede koncerten. Det har koncerter det med at gøre. Vi måtte forlade kirken efter to ekstranumre og begav os ud i det vinterlige aftensolskin mod metroen. Tilbage til Frederiksberg og den restaurant, hvor vi havde besluttet os for at spise og tilbringe aftenen med god mad og vin. Der var stuvende fuldt. Der var liv og vi fik alt det, vi havde sat næsen op efter. Oh herlighed!

Nu er byboen tilbage på landet. En vis balance er genoprettet. Men jeg må snart tilbage, jeg indser min sammensatte sjæls længsel efter både og. By og land. Leben og stilhed.

4 kommentarer:

  1. Godt å ha muligheten til både by og land...som en annen bjørn sa, ja takk begge deler:)
    Ha ei riktig god påske, Lene, knus;)

    SvarSlet
  2. Fint at turen gik godt, og du blev ladet op :-)

    SvarSlet
  3. Påfyll, batterioppladning og etterklang gir mersmak. Men også lengten etter roen man finner andre steder.
    Både og og. Ja takk.

    SvarSlet
  4. Er lige snublet over din Blog, og er vildt misunderlig for at du fik med dig Ejdsvåg koncerten i Kbh. Elsker Ejdsvåg, har fulgt ham i mange år. Fantastisk musik, og endnu bedre tekster :-)
    Rigtig god påske :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.