onsdag den 25. april 2012

Luft, jord, en kvinde og en ugle



En eftermiddag med elementerne jord og luft. Har ageret gartner i stormvejr.
Flyvende jord, skønne planter og en kvinde.
Hvis jeg påstår, at jeg ikke er den store gartner, passer det i grunden ikke. Jeg planter så meget. Hele tiden. Men hvis jeg siger, at jeg ikke er det store havemenneske, som nu går jeg i haven i timevis hver uge og får det hele til at ligne en engelsk slotshave, så taler jeg sandt. Men i går gik jeg i haven. Mine blå krukker var stillet op og et par hvide var kommet til. Tomme stod de i formiddagsvinden og ventede. Find os vores sommers kærlighed, synes de at hviske, men det var ikke nemt at høre, for den uforskammede østenvind talte så højt, at andre havde svært ved at komme til orde.

Det gjorde ikke noget. Jeg havde hørt dem. Og efter frokost kørte kæresten og jeg ud til planteskolen for at finde de blomster og planter, som skal gør kur til krukkerne sommeren igennem. Den planteskole altså! Det er i grunden ganske godt, at jeg ikke har opdaget den før. Den er en bid af himlen. Den er fuld af vidunderlige fristelser og her taler vi ikke kun blomster og planter i de skønneste farver og afskygninger. I det jeg træder ind af døren, er jeg fortabt. Jeg drages af dufte og af farver. Jeg må hen og se nærmere og mens jeg lader mig forføre på må og få, opdager jeg nye skatte. Åh! Dette må skrives i nutid, for det kommer til at ske igen og igen. Det kan jeg mærke. Planteskolen er mit nye paradis.

Planteskolen er ikke kun blomster, planter, jord og gødning. Som om det ikke var nok, har de også udsalg af de skønneste brugsting. Der er både til gården, gaden og haven naturligvis. Og så er der kunst i granit og marmor. De smukkeste stenfigurer, som forestiller både dyr, mennesker og fine symboler. Hvad med et lille marmorfuglebad formet som et hjerte? Eller din helt egen hund mejslet i sten? Man kan sågar købe sig en labrador, men eftersom jeg har flere af den levende slags, hilste jeg bare pænt og lod dem stå.

Men uglen. Han gjorde noget ved mig. I søndags var vi på planteskolen første gang og der faldt jeg for ham. Han stjal mit hjerte med sit et smule sørgmodige ugleblik.

”Skal jeg bare stå her hele sommeren? Godt nok sammen med andre gode ugler i granit, men alligevel. Hvem mon forbarmer sig og finder mig en god plads ude i sommeren? Et sted, hvor jeg kan sidde og spejde efter andre ugler og være nogen en helt speciel ven? Jeg ønsker mig en kvinde i sin bedste alder. Ja, det gør jeg, for jeg mærker ligesom, at jeg skal noget med mit granitugleliv. Noget med inspiration.”

Det skal ikke være nogen hemmelighed. I går hentede vi uglen hjem og nu sidder han herude. Jeg kan se ham fra køkkenvinduet og jeg kigger tit derud. Og i går plantede jeg blomster ud i krukkerne, mens østenvinden gjorde sit for at spolere det for mig. Det føg om ørene på mig. Jord. Luft. Jord. Luft.

Men jeg gav mig ikke, jeg fik blomsterne på plads i krukkerne og stillede dem helt ind til huset til østenvindens store fortrydelse. Der var det sværere at få bugt med dem. Faktisk blev vinden så fornærmet, at den forsvandt og i dens kølvand kom regnen.

Regnen er her endnu. Det siler og det har tænkt sig at blive ved. Hele dagen. Jeg behøver ikke at vande.

Og uglen? Han sidder på sin nye plads og tager morgenbad.

13 kommentarer:

  1. Den er skjønn! Skjeløyd, lubben og søt. Og sikkert veldig, veldig klok.
    Vi er i ei herlig tid nå. Ønsker deg fine dager i hagen! (Her ligger det fortsatt mye snø, men noen løker innved veggen har begynt å komme opp!)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er sikker på uglen er vældig klog, Lill-Karin. Tænker at han vil fortælle mig gode historier og sige visdomsord, når han er faldet til! ;)

      Slet
  2. Jeg er fuldstændig vild når jeg kommer i et plantecenter! Jeg skal helst ikke derud alene for så er det ... dyrt! Så jeg tager afsted med gemalen der kan holde lidt igen :) Hvor er det en sød ugle du har købt - jeg har to små skildpadder men der skal vist snart en ny til i stedet for de to. God aften til dig og hundepigerne - knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, plantecentrene er fuld af fristelser. Og nu er jeg fortabt! :)

      Slet
  3. Jeg har altid forsvoret, at jeg skulle have figurer i min have. Men jeg begynder at vakle. Den ugle er sød!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har faktisk heller aldrig overvejet figurer i haven, men uglen måtte jeg eje. Han er det kæreste! ;)

      Slet
  4. Jeg elsker planteskoler, og jeg kan slet ikke lade være med at tage noget med hjem. Som regel så meget, at jeg forbander mig selv, når jeg skal til at grave sytten huller... ;-)

    Uglen er dejlig! Jeg elsker figurer i haven, hvis de har charme og er specielle. Har i øvrigt selv en ugle, som min keramiker-ven har lavet til mig...

    SvarSlet
    Svar
    1. Har du mange figurer i haven, Mia? Tænker at du måske havde lyst til at blogge om dem på et tidspunkt? ;) For har de charme og er de specielle, har de bestemt gode historier at byde på!

      Slet
  5. Den vil nok trives godt, tipper jeg, uglen.
    Ønsker deg en riktig god og kreativ torsdag, Lene,
    - med mange gleder.

    Og du, den planteskolen skulle jeg ha besøkt...
    Leter alltid etter nye kilder til inspirasjon.
    Du også, vet jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Ida, og god torsdag til dig også! :) Ja, søger altid inspiration og efterhånden er det næsten også som om inspirationen også søger mig! ;)

      Slet
  6. Uglen har visst funnet sitt hjem, og et godt et, er jeg sikker på, hvor han kommer til å trives utmerket.

    Her hos oss våres det, det er aldeles nydelig ute i dag, snøen tiner, det pipler og drypper overalt. solen skinner og jeg skal ta med tekoppen ut på terrassen og sette meg godt til rette i kroken, og så skal jeg planlegge. Hagen.

    Er 50% sykemeldt, og har da anledning til virkelig å nyte slike dager som i dag.

    Ha en deilig torsdag, Lene.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må være så fint med våren hos jer også, Janna. Og den har mange ansigter, våren. Så forskellig alt efter, hvor vi befinder os, både fysisk og psykisk! :)

      Liker ikke at høre at du er sygemeldt. Håber snart du er frisk, men som du skriver, at være hjemme på dage som denne er jo en fin mulighed til at nyde. Våren. Haven. En god kop kaffe!

      Klem

      Slet
  7. Den uglen er bare noe helt spesielt. Det er noe med blikket. Forstår godt at du falt for den. Kan tenke meg den bare blir finere og finere, ettersom vind og vær gir den patina.

    Slike planteskoler/hagesentra er virkelig paradis ja. Jeg nyter å rusle rundt der, og la sansene mine suge til seg inspirasjon.
    For vår del i vår egen hage er det overveldende hvor mye som bør gjøres denne våren/sommeren. Godt vi får hjelp av fagfolk. Vi må tenke langsiktig utifra krefter og lommebok. Og istedet glede oss over små mål. Akkurat nå snekres og opparbeides kjøkkenhagehøybed.

    God weekend ønskes deg, kjære du.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.