fredag den 20. april 2012

Hvor svært kan det være?



Jeg får så mange ord, der springer som fra en kilde. Små vandfald. Alligevel tøver jeg, mens jeg lytter til en fin sang.  En tekst, en sangerinde, en guitar, et springvand af simpel visdom.
Hvorfor så svært, tænker jeg, mens jeg sidder her og dufter til min kaffe. Livet er så enkelt. Udenfor vinduet har solen trukket sig tilbage igen, den sejler mellem skyerne. Fuglene synger, træerne har fået knopper, hver eneste dag sker der lidt mere. Fine tråde spindes. Det er så skrøbeligt, at man næsten ikke kan se det. Så lysegrønt at det næsten er usynligt. Men naturen er tålmodig. Den ånder i tillid. Og her sidder jeg som en kaffedrikkende tilskuer og forstår, at alting er helt som det skal være. Derude. Herinde. Jeg er slet ingen tilskuer.

Når jeg kan se det og mærke det, går det helt ind i sjælen. Og sjælen går helt derud. Det bliver blandet som solstråler, der rammer vandet, overflade, dybde. Det spejler sig. Lyset gengives og reflekteres. Der er ingen adskillelse, ingen grænser. Og jeg forstår pludselig den fine sammenhæng mellem lys og skygge og det mørke, vi alle sammen frygter. Jeg lærer mig at være i det, siger jeg til mig selv. Jeg tør være i mørket. Og jeg bliver bedre til det i erkendelse af, at det kun er der, jeg kan se stjernerne. Paradoksalt. Når jeg danser barfodet i græsset og duggen danser med, er jeg en slags engel, som fejrer livet og lyset. Og dansen er så frydefuld fyldig og god, netop fordi jeg har været derinde. I kælderen. Mørket. Forsøgt at undgå at kysse dæmoner, kun for at opdage, at de er som frøer. De elsker at blive kysset. Og så bliver de til prinser! Hvor svært kan det være?

I dag sejler jeg af sted som solen. Fra havn til havn. Udforsker hver sky med kærlig nysgerrighed. Hvem er du, er du mon regnbærer? Regn eller ej, hver eneste sky har sin egen unikke skønhed, en form så perfekt, at den ikke kan efterlignes. Den findes kun i ægte skylighed. Træerne strækker sig mod himlen og søger lyset. Knopperne vokser forsigtigt. Det knirker og rumsterer.

På samme måde knirker og rumsterer det i mig selv. Der sker noget. Langsomt. Ingen genveje, ingen smuthuller. Tålmodighed. Tillid.

Hvor svært kan det være?

Du kan lytte til den fine sang, Gold in Them Hills, her

6 kommentarer:

  1. Nu har jeg fulgt din blog et stykke tid uden at kommentere. For jeg synes ikke, jeg kan finde passende ord, der kan matche dine.

    Så vil vel egentlig bare sige, at jeg nyder dine velskrevne tekster. Og det skulle du lige vide :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord. Og ved du hvad, dine ord er helt passende. Jeg blev så glad fordi du lagde en kommentar. :)

      Jeg kigger forbi din blog senere. Måske gir du en kop kaffe?

      Ha' en flot dag.

      Slet
  2. Naturen er så skrøbelig som vi. På rejsen der bringer os vidt omkring. Dejlige ord endnu engang en fornøjelse at besøge dig...
    Knus og God weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Tina, det er altid en fornøjelse at have dig på besøg. Glæder mig altid over dine ord og kommentarer. God dag. Knus.

      Slet
  3. Det er godt å kunne være vitne til at naturen våkner igjen :-)

    God helg - klem Siv

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig godt Siv, det gør godt helt ind i sjælen. Ah! :)

      Ha' en dejlig weekend, du også. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.