tirsdag den 24. april 2012

Hjertets årstider



De grønne spirer er blevet lidt grønnere i løbet af natten. Jeg kan høre vinden i træerne, fuglene, og jeg kan mærke den iskolde østenvind, der spiller op til foråret og gør længslen efter varme lidt større. Min længsel strækker sig i de første solstråler. Jeg søger den velgørende varme som et kærtegn fra en hånd, der kun vil slå. Det er måske forår, men alligevel hænger kulden ved.
Intet menneske kan åbenbare andet for jer end det,
der allerede ligger halvt sovende i jeres egen kundskabs dagning.

Ordene er Kahlil Gibrans. Da jeg læste dem, nikkede jeg. Vi går ud og søger inspiration, vi finder trøst og genklang i andres ord, vi lader vores øjne hvile på læber, der bevæger sig i tale, vi smager på en følelse, der opstår, vi mærker noget, en lille rislen. Kuldegysning måske. Vi opdager os selv. Genopdager os selv. Vi gemmer på så store skatte, at vi ville blive ganske overvældede, hvis vi fik dem alle sammen præsenteret på én gang. Vi ville falde bagover. Besvime. Og mens vi lå der i duggedisen og en kærlig sjæl viftede med lugtesalt for at vække os tilbage til livet, ville vi tro at vi virkelig var døde og kommet i paradis. For hvad skal vi dog stille op med al den visdom?

Vi har det hele i os selv for vi er en del af det hele. Og hver især har vi fået et kostbart liv og en livsvej, som vi skal gå og få det bedste ud af. Det allerbedste! Og det handler om at lære. Denne udlægning af sandheden er selvfølgelig bare mit syn på sagen, for vi har hver vores sandhed, hvert vores landskab at kigge på og opleve. Men ens for os alle er at livet stiller os på prøve. Vores lektier er forskellige, men de er tilpassede den vi er, så vi kan blive til den, vi var. Den, vi er kommet for at blive.

Og her sidder jeg en morgen i april og spejder efter solen, som for længst er stået op, men som alligevel er en smule tøvende. Den er som jeg, solen. Mit lys skinner heller ikke helt klart i dag, men jeg ved, at hvis solen træder i karakter, så gør jeg det også. Jeg vil danse i det skarpe lys og lade mig opsluge af varmen. Lade vinterens sorg fordampe og skylle den af mig i morgendug.

Jeg har gået længe i lange vintergange. Som vand fra loftet, har jeg i små dryp fået væde af forståelse og indsigt. Alligevel er jeg så uvidende som den årle morgen. Forsigtig, smilende, søgende og kvindelig på grænsen til noget andet. Noget nyt. Overgang. Vanvid. Og en pludselig ro, der er dybere og mere fredfyldt end noget, jeg tidligere har oplevet.

Men altså. Kahlil Gibran skriver at hjertet har sine tider akkurat ligesom årstiderne. Han påstår, at vores lidelser er en gennembrydning af skallen, der indeslutter vores evne til forståelse. Og han har jo ret.  Det var noget, jeg ikke vidste, at jeg vidste.

Hjertets årstider. Som naturen har vore hjerter en naturlig cyklus og sorg, lidelse og alt det svære, vi forsøger at undgå og kæmper så bravt med, er ligeså naturligt som efterårets storme og vinterens dybe sorgkældre. Hvis vi dog bare kunne acceptere det og var i stand til at betragte det med forundring og nysgerrighed, som en del af livets mirakler, ville smerten ikke forekomme os mindre underfuld end vores fryd.  Kahlil gav videre og jeg tog imod.

Men hvem tør vise os smerten og tage os med i livets personlige sorgkældre? Hvem tør se døden og fordærveligheden i øjnene og trække den med op til overfladen for at dele med andre? Den er rå, kold og fugtig som kælderen, hvor den bor. Den holder så hårdt om det hjerte, den har taget bolig i, at den næsten knuser det og smerten er så dyb og hul, at den er nærmest ordløs. Og i det vi mærker den, gemmer vi os bag et sort klæde, for at forsøge at sætte ord på det helvede gør den kun større. Tror vi.

Gemmer vi os, går det nok væk. Og får vi chancen, flygter vi, løber, ud over marken, over enge og gennem skoven og på et tidspunkt har vi løbet så længe, at det er blevet forår. Knopper er sprunget ud, mens vi forpustede og stakåndede brugte de sidste kræfter på at kaste os i armene på sommerens salighed.

Og så må det gerne gå langsomt. Stop tiden. Vi vil af i sommeren og aldrig mere forlade den.

Men hjertet har sine årstider. Og vi kan løbe ligeså meget vi vil. Vi skal igennem alle årstider.

Hvis jeg kan acceptere hjertets årstider, gå igennem dem alle med forundring, nysgerrighed og åbenhed, lære at elske deres forskellighed som jeg skal lære at elske hele mig, så er jeg kommet lidt nærmere sandheden om livet. Eller?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.