Dråber af morgendug

Lysegrønne tilnærmelser, fuglesang og den der dis, der daler mellem varme og kulde.

Dråber af morgendug.

Det er søndag og jeg har ferie. Hele næste uge. Og jeg trænger til en uge fyldt med ting, der gør mig godt. Når man har rejst længe og lært en masse, både fra den lette og den tunge skuffe, har man brug for en pause. Lægge tanker om turen væk og bare være. Gå i haven og plante forårshåb. Blomster i krukker. Valmuer på trappesten. Læse gode bøger. Tage på tur. Til Sverige. Drikke kaffe af en rød kop og bare nyde at være den, man er. Lige nu. Give sig tid. Give sig glæde. Holde pause.

Ferien sneg sig ind på mig i går. Som en frydefuld brise kom den. Jeg mærkede det ikke, da det gik op for mig, var den landet. Jeg gik og nynnede. Jeg gav mig tid i badet. Jeg mærkede hver dråbe, det lune vand, lukkede øjne, duft af sæbe. Musik i radioen eftersom min iPod ikke tåler vand. Man skulle have haft et badekar!

Jeg gjorde rent uden anstrengelse, dansede gennem rum efter rum med støvsugeren som følgesvend. Fik det gjort. Byggestøv blev fjernet endnu engang. Huset begynder at træde i karakter. Jeg kan mærke det. Og jeg kan mærke, at jeg har givet mig selv lov til ferie og at jeg er parat til at drikke af det velgørende vandfald af nydelse, der kan ligge i at have tilladelse. Fordi.

Ferie fra det hele hele tænkte jeg, ja måske også fra ordene. Det kan være godt at komme lidt væk. Ud. Gøre noget helt andet, for så sker der nemlig noget. Men knap havde jeg tænkt den tanke, før inspirationen kom dansende i røde poetsko. Det jeg læste, skrevet af anden hånd, gav stof til tænketanke. Nogle ord blev hængende. Og så måtte jeg pludselig bare skrive. Et lille digt. Noget ville ud. Og jeg indser, at jeg nok kommer til at skrive lidt i ugen der kommer, for det bobler som foråret. Ordene. Inspirationen. Dugvåde morgendråber af noget, der vil ud i lyset. Vises. Høres. Prøves. Sanses.

Det er det bedste, jeg ved. De ord. De følelser, der manifesterer sig i bogstaver, bestemmer sig for, hvad der er hvad og ligesom laver sin helt egen dans. Meget er øvelse, for uden øvelse bliver man ingen mester. Eller hvad man nu skal blive.

I grunden er det også lige meget. Af ord er jeg kommet. Og jeg tager ordene med på ferie, om de så skrives eller bare bliver plantet i den fede brune muld ligesom de blomster, vi nu skal pryde haven med.

At kende den store følsomheds smerte,

at mærke den holde for hårdt om et hjerte.

Så dybt som sorg kan tynge,

så himmelhøjt kan glæden synge.

 -Lene Frandsen -

I den kommende uge vil jeg lade min glæde synge så himmelhøjt, den kan. Jeg giver den hermed tilladelse!