torsdag den 19. april 2012

Det har sin pris ... et eventyr


Det har sin pris at vælge sit hjerte, siger Majbritte Ulrikkeholm. Men prisen for at vælge det fra er endnu højere! Integritet er det, vi udstråler, fordi vi sagde ja til vores hjerte, også da det havde sit pris.

Integritet er en vigtig ting at huske, når man pakker sin kuffert og tager på rejse. Den rejse, du ved, hvor man ønsker at finde sin helt egen hjertevej og gå efter drømmen. Og måske er integriteten i virkeligheden det, man i første omgang søger, når man beslutter sig for at rejsen skal finde sted. For hvis vi gentagne gange er blevet tilbudt noget, der strider imod vores værdier og går stik imod det, vi tror på og ved er sandt, for os, så ved vi inderst godt, hvem vi er. Måske ved vi ikke, hvordan vi nu skal manifestere det og os selv i den virkelige verden, men det er noget af det, som rejsen handler om. En beslutning. En erkendelse af, at vi ikke længere kan gå imod vores egen værdier og på kompromis med vores autencitet. Vi er nødt til at være tro mod os selv og det, hjertet synger om.

Så kan rejsen begynde, vi står på toget med en kuffert fuld af integritet og gode intentioner. Jeg skal finde mig selv og leve mit liv i overensstemmelse med mine værdier. Gøre en positiv forskel for mig selv og andre. Arbejde med det, jeg synes godt om og brænder om. Den slags.

Kufferten er både let og tung. Den er let at bære, fordi den rummer drømmen, der som bekendt har vinger, men den er også tung, fordi rejsen nu handler om at prøve kræfter med sig selv og sit tilsyneladende nye jeg i de omgivelser, man har færdes i så længe og hvor man er kendt, som den man var. Samtidig ved man jo godt, at man skal søge ud i nye kredse og ukendte hjørner for at finde inspiration, læring og mod til at gå vejen. Møde andre, som har gået vejen eller er i færd med det. For rejsen slutter jo som bekendt aldrig, men der altid gode mennesker, som har nået gode mål og som gerne fortæller om det.

Man skal lære sig selv at kende på ny. Og det sker i etaper.

Selv er man et sted i midten. Man har fjernet sig fra sit gamle jeg og bevæget sig ud i et nyt land. For sådan er det. Man tror, at man sidder på et tog med køreplan og spisevogn, men pludselig står man alene i et slags ørkenland af alt og ingenting. Alene. Ingen kan følge med på den rejse. Man kan fortælle om den, man kan åbne sig og øse af sit hjerte, finde trøst, støtte og opmuntring, hvis man er heldig, men man må gå vejen selv.

Det har sin pris at vælge sit hjerte, siger Majbritte og det er sandt. Det koster noget. Blod, sved og tårer. Tvivl. Frygt. Usikkerhed. Skriv det på listen. Når du oplever det, er det helt normalt. Det er ikke dig, der gør noget forkert eller er faret vild. Det hører med. Det hedder læring. Og det er læring af den svære skuffe. Man er nødt til at konfrontere sig selv med både sin frygt og sin tvivl og en masse andet, som man helst var fri for. Og det er i sig selv et mægtigt bjerg at bestige. Man er nødt til at tage pauser på vejen og det hænder også, at man begynder at kravle ned igen, fordi man synes at det hele er for svært, forgæves og forbandet, at man ingen vegne er kommet. Men så kigger man ned og ser, at der er mindst ligeså langt ned til det, der var, som til den tilsyneladende nærmeste bjergtop. På det tidspunkt kommer man måske også i tanke om, at man egentlig har højdeskræk. Hjælp! Men hjælpen består i at erkende at "ja jeg er bange for højder" og så gå videre.

Der findes ingen genveje. Tro mig, jeg har prøvet at finde dem! I det sidste års tid har jeg ledt med lys og lygte efter smuthuller, der kunne give mig et forspring i forhold til mig selv. Jeg har hoppet over lave gærde i håbet om at vinde tid. Men det findes ikke, for tiden er ikke noget man kan vinde. Hvis man forsøger at springe over en lektion ved første vejsving, så får man den bare ved det næste. Og så fremdeles.

Det har sin pris at vælge sit hjerte. Men det er ikke en pris, man på forhånd kan få opgivet. Hvad koster det? Man kan heller ikke prutte om prisen eller købe det på tilbud. Man må bare stole på, at den pris, man kommer til at betale, er det hele værd. Og at man har råd til det. Kræfter til det. Mod til det. Og at det man ikke havde, da man satte ud på sin rejse, vil komme til en, lige netop som man har brug for det.

I næste afsnit vil jeg skrive om alt det smukke, man møder på sin hjerterejse. For rejsen er nemlig og heldigvis både og. Der er monstre og uhyrer, men der er også vidunderlige hekse med magiske formler og der er mennesker, som bare dukker op og siger visdomsord, der gør en forskel. Noget man kan tage til sig, bruge og gøre til sit eget. De har det med at dukke op, netop som man har afsluttet et voldsomt opgør med et monster og lært, at man først bliver af med den fætter, når man accepterer ham og holder op med at give ham mere opmærksomhed.

Accept. Forandring. Paradoksalt. God torsdag! :)

2 kommentarer:

  1. Jeg måtte lese innlegget to ganger. Så godt beskrevet om Reisen, om frykten, tvilen og lengselen! Du inspirerer, som alltid. Med visdom og innsikt. :)

    Riktig god helg. Stor klem.

    SvarSlet
  2. Tak Lill-Karin. Jeg bliver så glad, når vi kan inspirere hinanden. Jeg begynder at forstå, at ord har lagt større betydning end jeg troede. De er magiske og kan betyde alt. Hvis vi vælger vores ord med omhu, hvad kan vi ikke drive det til?

    Som jeg elsker det. Ord. Og at være en del af dette blogunivers med gode mennesker, som deler ud af deres.

    God weekend til dig også og stor klem tilbage.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.