onsdag den 4. april 2012

Café Morgenkåbe og et digt om april


Det er bidende koldt derude. Jeg skyndte mig ind fra morgenen og den isnende vind, lukkede døren bag mig og bestilte dagens anden kop kaffe.  Her sidder jeg nu her som en søvnig rejsende på en station uden navn. Jeg trak i håndbremsen. Toget standsende. ”Gå fra borde, unge dame”, sagde konduktøren med en vis irritation forklædt som høflighed. ”Siden du åbenbart ikke længere ønsker at rejse med os andre, må du forlade toget, så det kan køre videre. Vi andre har en tidsplan at følge. Stationer at standse på. Til tiden!”
Jeg nikkede bare til farvel, hankede op i min kuffert og skyndte mig ind i stationsbygningen, der lå mennesketom hen. Min skridt gav rungende genlyd og jeg flød som et spøgelse mod det lys, der strømmede ind gennem den store glasdør i den anden ende af bygningen. Udgangen, tænkte jeg og lod lyset drage mig. Døren var tung, jeg kæmpede lidt med den. Caféen så jeg i det øjeblik, jeg trådte ud i verden på den anden side af stationen. Badet i skarpt morgenlys, det drilske aprilskær, der kan betyde alt og ingenting, lå den på gadehjørnet direkte overfor stationsbygningen. En sort tavle stod foran døren og svejede lidt i vinden. Med sirlige kridtbogstaver, hvid på sort, var dagens menu nedfældet. Suppe. Forårssalat. Lammekoteletter.

Nu sidder jeg her på Café Morgenkåbe og nipper til min kaffe. Jeg kan høre vinden hyle udenfor. Bortset fra mig og min kuffert, er der kun caféejeren bag disken. Han vasker glas og hører radio. Fløjter lidt åndsfraværende. Jeg er dagens første kunde, en kvinde på gennemrejse og sandsynligvis ikke en, som redder dagens omsætning. Selvom det lyder godt med både lam og forårssalat, for ikke at tale om suppe på denne kolde forårsdag, er jeg ikke sulten. Ikke nu. Det er andre ting end mad, jeg hungrer efter, men mens jeg sidder dér ved cafébordet går det op for mig, at jeg er nødt til at holde pause. Jeg har rejst længe. Og rejsen er på ingen måde slut, den er kun lige begyndt. Jeg er ved at tegne det kort, der skal føre mig videre efter påske, jeg genopfrisker drømmen, revurderer, mærker efter, visualiserer og spørger mit hjerte, hvilke trapper vi nu skal betræde. Men alle gode rejsende har brug for et hvil. Og jeg er faktisk lidt træt.
Ligegyldigt hvor vi er på vej hen i vores liv og hvilke store og gode planer vi har, så er det lov at restituere. Der skal lægges gode pauser ind, hvor man gemmer sine planer, tankekort og drømmelandskaber i en fin mappe og går lidt væk. Og hvad er mere passende end at holde en velfortjent påskepause? Spise både lammekoteletter, forårssalat og drømmesuppe og skylle det hele ned med et godt glas vin. Klæde sig varmt på og gå lange ture i den iskolde forårsvind. Berige sig selv med godt selskab, gode spil og bøger og bare være til stede i nuet og påskeferien.

Der sker ofte noget, når man tager sig selv lidt væk. Gør noget andet. Det er vigtigt at have fokus, men det er ligeså vigtigt at lade op i gode pauser. Det samme gælder, når man løber eller udøver anden form for træning. Man bliver stærkere i restitutionen. Og når det gælder selveste rejsen, så skal man huske at lægge pauser ind. Kompasset viser vej, hjertet har altid ret og hvis man lytter, finder man den gode kurs. Det betyder bare ikke, at man skal følge kursen som en vild hest og bare løbe og løbe. På et tidspunkt mister man pusten. Taber energi og muskelkraft. Når jeg løber surt i det, tænker jeg ofte på Tyren Ferdinand, den gode livsnyder. Hvad er det lige han gør? Jo, han stopper op og dufter til en smuk blomst. For måske findes der et slags svar i netop den blomst, du ikke havde fået med dig, hvis du bare var hastet forbi. Ikke at man altid skal være som ham, man skal være sig selv, men altså. Han har forstået noget vigtigt. Pauser. Sanser. Nydelser.
Jeg skrev dette lille digt i går, som handler om at holde pause. I april. Med det vil jeg ønske dig en god tirsdag. Og påske, hvis du er nået dertil.

Sidder på en træstub, et sted ved Vordingborg
Finder ro i mellem alle timerne, der går
Taler med en solsort, nynner med en spurv
Spiser kirsebær som jeg har plukket i en kurv

Stirrer op på himlen gennem grene, den er blå
Lader mig fortrylle, der er nok at kigge på
Mærker at jeg lever, stille, tæt på Moder Jord
Lukker mine øjne, tyst, en verden uden ord

Tankerne forstummer, stilheden er god
Ser en regnorm sno sig dér for enden af min fod
Gennem øjenlåg, der var lukkede for en stund
Sagte synker himlen ned og kysser blidt min mund

Dufte danser, vinden vender, tavs jeg sidder der
Mærker knapt de kolde fnug fra skyer, at det sner
Jeg vil bare sidde her, jeg trænger til et hvil
Drømme om en sommereng, en dag midt i april.

- Lene Frandsen -

4 kommentarer:

  1. Nydelig aprildikt du har skrevet!!
    Her sitter jeg og vurderer å avslutte påskeferien...ihvertfall hytteferien..pga snøfall;)
    Skal jeg snø inne, er det bedre å være hjemme;)
    Ha gode påskedager videre, knus;)

    SvarSlet
  2. Vakkert og stemningsfullt.

    Ha ei fortsatt god påske, du også.
    Klem

    SvarSlet
  3. Så fint og smukt. Tak.
    God påske..
    Knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.