onsdag den 14. marts 2012

Venus, Jupiter og et knirkende hus


Huset knirker. Det er som det ønsker at tale, sige noget, og når vinden blæser, synger huset en underlig slags sang. Hvis jeg sidder ovenpå og arbejder, tror jeg det er hundene, som piber nede i køkkenet. Jeg forsøger at ignorere det, men lyden bliver ligesom hængende i luften og trænger ind under huden. Det er sket, at jeg har taget turen ned af trappen, kun for at finde hundene sødt sovende i deres kurve. De gider dårligt åbne øjnene, når jeg stikker hovedet ind af døren for at se, om de nu også har det godt. Det har vi, siger de uden ord og sukker. Øjnene lukker sig igen. Ingen fare på færde.

Kan et hus tale? Som bekendt er dette et gammelt hus og det har en historie. Og sådan som huset så ud, da kæresten overtog det for snart mange år siden og planlagde at jævne det med jorden, kan det ikke have været en helt lykkelig historie. Lad os bare sige, at huset havde levet livet. Det havde set sine beboere smuldre og blive til skygger af sig selv. Den slags bryder huse sig ikke om. De kan godt lide balance. Vi har lov at være mennesker og sorger og bekymringer hører med, selvom vi helst er foruden, men vi skal også lære at se det smukke i livet. Og nyde vores omgivelser. Se op og se ud. Og vide, at der et liv udenfor vores tanker og de frygtelige ting, vi kan forestille os. Virkeligheden er ofte en helt anden. Men altså. Huset. Det havde været igennem svære tider og det lignede sin skæbne. Faldefærdigt. En ruin.

Det er en saga blot, men selvom huset nu fremstår som nyt og ret så lækkert med lys, der svæver ind gennem vinduerne, kaster spændende skygger og bader stuerne i sanselig rummelighed, så har det en fortid. Er det mon den fortid, det synger om, når vinden blæser omkring husmuren? Vil det fortælle noget? Er den historie, huset bærer på, for tung og for fyldig til bare at gå i glemmebogen? Eller er sangen simpelthen bare husets måde at slappe af på? En slags meditation?
Jeg kan ikke lade være med at lytte. Og efterhånden som jeg lærer huset at kende, kommer der nye lyde til. Det hvisker, det taler og nogle gange hyler det lidt. Næsten som et menneske. Der er ingen tvivl om, at det har noget på hjerte. Det er ikke bare et hus. For gamle huse har sjæl, men det er første gang, at jeg selv får mulighed for at bo i et sådan hus. For enden af en markvej. Hvor kragerne vender.

En dag vil huset stole så meget på mig, at det vil fortælle mig sin historie. Det kræver tilvænning. Man skal første lære hinanden at kende. Små skridt. Mærke efter. Er vi virkelig venner? Kan jeg stolte på dig og vil du se mig, som jeg virkelig er? Ser du mine gode intentioner trods mine fejltrin? Ser du at jeg vil dig det godt? For det er med huse som med mennesker. Og omvendt.
Det bliver en god onsdag. Vinden blæser kold, men fuglene synger og solen er fremme. Så du i øvrigt stjernehimlen i går? Den var pragtfuld. Du skal gøre dig selv den tjeneste, når det igen bliver aften og mørkt, at gå ud og kigge mod vest. Hvis det ikke er skyet, vil du se to lysende stjerner. Det er planeterne Venus og Jupiter, der i disse dage står helt tæt på hinanden. Så tæt kommer de kun på hinanden hvert tiende år. Er der mon tale om to elskende, der mødes i smug, trods afstand og modsatrettede skæbner? Hvert tiende år? Jeg smiler.

Livet er fuldt af historier. I huse, på himlen og i hjertet.
Billedet er ikke fra huset, men fra et andet hus på selve gården. Jeg holder meget af den blå afskallede dør.

11 kommentarer:

  1. Jeg så stjernene - flot syn.
    Mit hus er 92 år gammelt. Jeg tænker også tit på hvad det fortæller. Jeg er kun den 3. ejer af det :-)
    Mon dit hus en dag vil fortælle dig sin historie?

    SvarSlet
    Svar
    1. Spændende med gamle huse. Og jeg håber at huset her vil fortælle mig sin historie, så først vi bliver rigtig fortrolige! ;)

      Slet
  2. Vinterboet er et hus som ikke vil slippe noen inn på seg, ennu.
    Sommerheimen er der jeg åndes, lytter, ler og lever. Der gråter jeg både lykkelig og ulykkelige tårer.
    Livet der har endret seg gjennom tidene og om natten hvisker det til meg.
    Jeg lengter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg liker dine ord! :) Og tænker er der er en slags drivkraft i længsel.

      Slet
  3. Jeg venter spændt på den historie, du skriver, den dag huset fortæller... ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg venter også. Lytter. ;)

      Slet
  4. Her har jeg ikke sett stjerner på det jeg kan minnes...snø i morges, nå uendelig regn:O)
    Spennende med hus som har en historie, så kanskje du får høre den en dag?
    Vi satte opp huset selv, så her blir det vår historie som vil knirke i veggen:)
    Ha en god ferd mot helg, klem fra mæ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Spændende hvad jeres hus da vil fortælle om jer! ;) God færd til dig også. Klem.

      Slet
  5. Nettopp vært ute og lekt med hundene, de fire voksne og de fem små. Nordlyset danset, og stjernene lyste og blinket; høyt der oppe, underveis på sin evige reise gjennom universet. Fortryllende, betagende vakkert...mystiske, mytiske...

    Tror nok du vil bli kjent med ditt hus, og at du vil sette ditt preg og dine spor i det - i tidens løp... Og en gang vil det være om deg og dine det visker, forteller historien om...

    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ser det for mig, Janna. Nordlyset, stjernerne, sneen, hundene og dig. Jeg ser noget smukt. :)

      Ja, det er spændende med huse og jeg håber, at huset engang vil fortælle en god historie og mig og mit.

      Klem og god dag.

      Slet
  6. De to lysende stjerner har jeg set gennem længere tid. For nogen tid siden stod de tæt på månen. Jeg vidste ikke, at det er Venus og Jupiter. På trods af at jeg er mørkeræd, har jeg bevæget mig ud midt i haven for at nyde stjernehimlen de dage, jeg har været på landet :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.