fredag den 23. marts 2012

Smertelykke



Jeg tøver lidt denne solskinsmorgen. Har lavet en kop kaffe til og drikker den til de stille toner af en ny dag. Jeg har lovet mig selv at være effektiv, at udnytte sekunder, minutter og timer på denne fredag i marts. Foråret har taget forskud på de lyse tider og dagene er længere. Der er al mulig grund til at føle sig højt hævet over tvivlens jordiske fangenet. Der er al mulig grund til at synge morgensang i vilden sky og danse barfodet, om ikke på dugvådt græs, så i hvert fald på gulvet i soveværelset med udsigt til fredag.
Smertelykke. En afsked, en lille sorg og en hjertesmeltende lykke over at være på vej. Jeg talte med min veninde om det i går og mærkede taknemmeligheden dryppe som forår fra tagrenden. Tænk at stå her og være i tvivl. Hvad vej skal jeg gå? Hvad jeg skal gøre, gribe i, satse på? Er jeg lykkelig og hvis ikke, hvordan bliver jeg det? Velvidende at lykkelig ikke er noget man bliver, det er noget man er. Når man griber dagen og øjeblikket og synker nøgen ned i badekarets lune kildevand. Lige dér. Ingen forbehold og forventninger, ikke fordomme og ønsker om snarlig ændring. Bare være i vandet og mærke det smyge sig om kroppen, lukke øjne, lukke larm og lade roen brede sig. På vej. Midt i livet.

Jo flere spørgsmål jeg stiller, desto flere kommer der til. Det er som jeg genopdager verden nu. Som om jeg har sovet dvalesøvn og nu vågner til de første fuglefløjt. Alting er nyt. Jeg går med vaklende skridt på en hængebro, mens jeg lader mig fortrylle af landskabet omkring mig. Jeg ser bogreoler med farvestrålende bøger. Ord. Andre, som har gået vejen og har skrevet om den. Deres model af sandheden, ganske vist, men der er meget læring i det. Spejle sig. Jeg læner mig ud over rækværket og ser mit aftryk i vandet dernede. Det flagrende hår og nysgerrigheden, der næsten falder. Flyver. Jeg vil vide mere. Leve mere. Gå videre.
Der er ingen vej tilbage. Heller ikke selvom man faktisk må tilbage og hente noget færdigheder. Hvis jeg gik og troede, at mit liv indtil nu har været spildt, så troede jeg så sandelig fejl. Jeg er summen af alt det, jeg har levet og lært. Erfaret. Det smukke, dejlige og alt det, som smertede mere end ord kan beskrive. Selvom jeg forsøger. At beskrive det. Og opdager, at det faktisk er muligt og at der er stor healing i den kunst. Accepten. Sætte ord på og lade følelserne danse i farver. Sætninger. Bare lege med det, der kommer ud. Se kærligt på det og forstå uden fordom. Elske.

Det er fredag. Jeg tager smertelykken og lægger den i min håndflade. Betragter den som det, den er en. En smuk og sjælden perle. En lille skat. Og hvad der fylder mest, smerten eller lykken, det er såmænd ligegyldigt. De går hånd i hånd. Kærester. Uadskillelige. Og de er fine sammen, når alt kommer til alt, deres lys og skyggedans og det, de skaber sammen. Et liv.
Det er fredag. Det er forår. Det er godt.

2 kommentarer:

  1. God morgen, Lene
    Smertelykke, for en flott ord. Det er jo slik at uten sorg, kan det heller ikke finnes glede.
    jeg har et ord som jeg har brukt mye, og det er VONDGODT.
    For å forklare det, kan jeg si at en fransk ost kan lukte noe helt forferdelig, men når man spiser den, er den vidunderlig.

    Jeg ønsker deg en herlig fredag.

    SvarSlet
  2. Det er nemlig dét, vi er. Summen af alt det, vi har lært sammenlagt med det, vi er født med. Så intet er spildt; alt kan bruges senere i livet. Det er derfor, det gælder om at prøve så meget af og gå så mange veje (også biveje) som muligt.

    God fredag.... :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.