fredag den 9. marts 2012

På kanten af en solstråle


Sidder på kanten af en solstråle og forestiller mig, at det virkelig er forår. Lys og skygge danser og jeg hviler mit blik i overgangen.
Pludselig kommer roen. Den siver ind af vinduerne med sollyset, der står lavt i den hensunkne eftermiddag. Jeg kan mærke trætheden, men samtidig er der noget andet på spil. Eller rettere sagt, der er noget, som falder på plads. Jeg lukker øjnene et kort sekund. Mærker varmen. Mærker roens rytme i kroppen, der gør afslappet og får mig til at synke længere ned i sofaen. Vent, tænker jeg, mens jeg holder krampagtigt fast i ordene og forsøger at holde fingrene på tastaturet. Her er så fredfyldt lige nu.
Sådan skrev jeg i går eftermiddag. Jeg sad i sofaen med en velfortjent kop kaffe og en god bog. Det er svært at vælge bog i øjeblikket, jeg har gang i flere og de ligger i en lille urolig stak på sofabordet. De vil alle gerne læses. De har noget på hjerte og påstår hårdnakket, at de alle har ord, som jeg skal bruge. Ting jeg skal lære. Jeg er ikke et sekund i tvivl og jeg tager mig selv i at bare stirre på bøgerne og de fine forsider, mens jeg bladrer og ikke rigtig får læst noget. Lidt her og lidt der. Så lagde jeg dem fra mig. Bøgerne. Og opdagede stuen, der lå badet i eftermiddagens lave sollys. Jeg forsvandt i roen og i lysstrålerne, lod mig opsluge af skyggerne og følte mig lykkelig for en stund. Tænkte, at sådan er den i grunden. Lykken. Den kommer og går. Den er som solstrålerne, der kigger forbi og kaster sælsomme skygger på vægge og gulve. Den er pludselig. Et øjeblik. Og hvis man har for travlt med mærke efter, hvordan man i grunden har det, kan man gå glip af dens stjernestøv. Det drysser og man må være dér. Bare være.
Jeg var dér. Lukkede øjnene, nød det. Varmen, lyset og det skrøbelige forår udenfor vinduerne. Den iskolde vind rundt om husmuren, erantis og vintergæk, småfugle, der tager mod til sig og håber, at det snart er tid. Jorden, som flækker i store skorper, vandpytter med isrester. Disen, der lægger sig skånsomt om årstidernes skiften som et tæppe, der skal holde overgangen varm.  

Skønhed er stilhed inderst inde, tænkte jeg og nikkede bekræftende. Jeg søgte roen. Indre skønhed som sejlende skyer.

Senere så jeg månen. Fuld af fornemmelser rejste hun sig på himlen og kiggede kærligt ind gennem vinduet i havestuen. Helt tilfældigt kom jeg forbi bærende på en kop te. Det var aften. Roen lå stadig over huset, hundene sov og kæresten var til generalforsamling. Det sparsomme lys kom nu fra stearinlysene på bordet, lysegrønne som foråret og det håb, jeg holder fast i som en slags usynlig ballon. Månen nikkede og jeg hilste anerkendende tilbage. Tænkte uvilkårligt på den kommende nattesøvn, der muligvis var i fare. Jeg er så månepåvirkelig. Men jeg faldt for hendes skønhed, hendes kvindelige sølvskær og jeg åbnede vinduet og lod aftenluften sive ind. Frisk, ikke vinter, ikke forår. Overgang. Tomrum. Dér stod jeg i det åbne vindue og mærkede køligheden som en stille sang. Månen nynnede. 'Måske snupper jeg lidt af din søvn', sagde hun med ømhed i stemmen. 'Du ved jo, hvordan det er. Du kender mig.'
Det er morgen nu. Snart weekend. Jeg glæder mig til gæster og god mad, lidt praktiske ting i huset og i det hele taget. Der er en mening med overgangen. Med tomrummet sågar. Det er en tilstand, som er nødvendig før tiderne skifter. Og det gør de. Forandres. Det knirker. En fugl sejler forbi vinduet. Det er fredag. Den niende dag i marts.

5 kommentarer:

  1. Det er det, Lene, den niende mars, og vi er ufravikelig på vei mot en ny årstid. I mens skal vi nyte at vi er underveis; i sollys, i skygge, i månelys, i stjernelys, i nordlys...

    La oss bade i det lyset som er der vi er, bokstavelig og billedlig, og nyte helgen sammen med de som sprer SITT positive lys, energi, over oss, og gledes over det vi er, har... over livet!

    Klem til deg.
    Skulle ønske du var her i nærheten...! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Fine ord Janna og jeg er helt enig! Også i at det havde været så hyggeligt, hvis jeg eller du var tættere på. For snakke vi skulle have! ;)

      God weekend. Klem.

      Slet
  2. Ja det er weekend nu - det er så skønt! Jeg håber du får en skøn weekend med gæster og praktiske ting der skal ordnes. Vi skal til hundetræning i morgen og ellers skal vi vist bare slappe af og nyde nogle dejlige ture med Kenzo :) Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Også god weekend til dig. Dejligt med hundetræning og ture ud. Vejrudsigten er lovende! :) Knus.

      Slet
  3. Og solen kom og spredte lys i menneskesind - God weekend :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.