onsdag den 21. marts 2012

Og dagen er ny


Højtrykket lader vente på sig. Disen dingler fra træer og grene, himlen er tyk af dråbeluft og vinden er ikke varm. Endnu. Men efter hvad metrologerne siger, skulle foråret være på vej tilbage med fornyet styrke. Jeg satser på at det dukker op ved middagstid på samme tidspunkt som jeg stiger af toget i Roskilde. Solen vil tage imod mig på stationen, det som kæresten kalder en banegård, og vil følge mine skridt fra tog til centrum. Jeg vil mærke varme og med letsindighed lukke jakken op. En brise, en kælen kildren rundt om en husmur, et glimt af uendelige sommerdage, der starter med et lille skud i hækken. En duft. Et skridt. Mod centrum og et møde. Jeg glæder mig.
Jeg er klar til at gå videre. Fra vinter til forår og aldrig mere tilbage. Lidt for længe har jeg stået på broen og spejdet ud i uvishedens tågeland. Men måske er det meningen, at man skal stå dér lidt? Man kan ikke forcere foråret og få blomster til at springe ud, blot fordi man mister tålmodigheden. Alting har sin tid.

I dag venter en fin by og et menneskemøde. Og på mit bord ligger lister med gode ord og planer, som jeg er klar til at tage fat på. Det er atter tid til handling. I går gik det op for mig, at jeg med stor fordel kan genfinde mit veludviklede koordineringsgen. Jeg orkede det ikke, jeg forkastede den side af mig selv, den side, som holdt fast i alverdens tråde og styrede spillets gang fra sidelinjen. Jeg ville på scenen og slap snorene. Lod dem flyve, så det tunge teatertæppe faldt sammen med et brag. Det støvede.

Jeg forlod etablissementet uden at se mig tilbage og tænkte at nu kan den slags færdigheder overtages af andre. Jeg skal være den kreative! Udvikle mit forsømte jeg. Og det har jeg gjort hele vejen ind i kaos og gennem mørke vintergange. Op og ned, ud og ind. Dømt til at skabe og gøre alting om igen. Kun for at ende med at stå foran det tunge tæppe, jeg i sin tid lod falde og med nye øjne betragte det som en forslået bylt på scenen. Med rystende hænder tager jeg snorene i min hånd og mærker en velkendt følelse af kontrol. Jeg smiler til mig selv. Det er jo dig, jeg skal koordinere min ven. Sammen kan vi alt!

Roskilde venter. Og mens jeg har skrevet lidt ord og drukket kaffe af mit blomstrende krus, har lyset ændret sig en smule på overgangshimlen. Det er blevet lidt skarpere, lidt mere markant. De sorte fugle kredser om træerne og sætter sig med himmeludsigt kun for at flyve igen. Intet varer evigt. Der er bevægelse i hvert eneste sekund. Jeg har været fartblind. Jeg troede jeg var groet fast. Nu forstår jeg, at jeg har bevæget mig i stilhed og er lige hvor jeg skal være. På kanten til forår, på broen, i overgang og medgang.

Og dagen er ny.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det sjovt, Lene - jeg skal også til Roskilde og et møde ved middagstid. Lad os håbe, foråret vil vise sig fra sin smukkeste side i dag. Klem!

    SvarSlet
  2. Jeg håber, at du har haft en forårsdejlig dag i Roskilde by... :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.