mandag den 19. marts 2012

Musvågen og mandagen


Der tales og skrives meget om foråret i disse dage. Og vi er heldige i år, foråret er kommet tidligt, selvom det endnu er skrøbeligt som den fineste tråd i et edderkoppespind. Vi kravler forsigtigt i retning af længslen og håber, at spindet holder. Glimtvis mærker vi varmen, solen stiger højere på himlen, dristigt leger den kispus med skyerne og får mere magt. Den strækker sig dovent og tænker at dens tid er kommet. Og nyder den langsomme fart mod de tider, vi alle helligholder som det kæreste eje. Et smykke af store forventninger. Men som alle andre må solen til tider trække sig lidt. Skyerne vender tilbage, lidt stærkere, vinden blæser, vinter og forår kæmper stadig om den gyldne plads på hædersskamlen. Som et pendul svinger årstiderne mellem vinter og forår. I dag er det vinter. Igen. Frem og tilbage.
Jeg skriver til lyden af vinden, der med iskold styrke har taget mandagen i favn. Mere en brydekamp end kærlig omfavnelse. Jeg kan mærke at dagen protesterer lidt, også den vil gerne huskes for alt det gode, den gjorde. En forskel. En positiv forskel. Jeg vil ikke gå i glemmebogen som den dag, vinteren igen gjorde indtog og mennesker frøs. Jeg vil være den dag, hvor foråret glimtede i trætoppene og hvor I mærkede en lille varme brede sig. Det sprødeste forårskys. Et håb.

Jeg har forståelse for mandagen. Når man er klar til det helt store gennembrud og bare vil kaste sig i armene på sol og varme. Skrive de fineste ord og lade dem flyve med vinden, så de lander lige dér, hvor de gør allermest gavn. Glæde og genklang. Og når nogen så dukker op og stiller sig op midt på den smalle vej, armene over kors med næsten triumferende beslutsomhed. En stemme. Det er ikke endnu. Tiden er ikke inde. Du mangler noget. Der er noget, du har glemt. Men hvad er det mandagen har glemt? Og hvad med mig? Og i det jeg stiller spørgsmålet, kommer svaret flyvende forbi mit vindue skarpt forfulgt af et af efterårets blade. Marts er ikke forår. Marts er overgang. Og jeg er indbegrebet af overgang. Jeg er min egen bro.

Gøre en forskel. Leve livet på godt og ondt og mærke den sælsomme rytme af hjertets slag og tidens gang. Et sekund, et skridt, en evighed. Et håb, der som en musvåge sejler over de endnu golde marker, i jagten på en enkelt mus. Et måltid. Jeg ser den flyve og beundrer dens skønhed. Dens længsel efter tilfredsstillelse. Et sekund. En bid.
En musvåge. En mandag.

Billedet er lånt hos skoven-i-skolen.dk

2 kommentarer:

  1. Hjertets rytmiske slag og tidens gang...hmmmm...Og alt består; dog ikke ved det samme, på godt og ondt. Vi forandres, men det kommer atter en vår, og vi lengter, vi også!

    Ha en fin kveld og ny morgendag.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. I lige måde gode Janna. Sov godt! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.