fredag den 30. marts 2012

Livets klasselokale


”Du er her for at lære”, siger Filosoffen og vender sig mod lyset som en anden blomst. Han tager en dyb vejrtrækning og sænker skuldrene. Lyset fanger hans strithår. Jeg synes det ligner små stjerneskud. Det passer godt til ham, det høje vilde hår. Han har aldrig hørt tale om en frisør og han er også ligeglad. Han har vigtigere ting i livet end at bekymre sig om sit udseende.
”Jeg er her for at lære”, gentager jeg og nikker. Den er jeg helt med på. Og faktisk er det sådan, at jeg elsker at lære. Jeg forsøger selv i de sværeste tider at se en slags lektie i situationen. Måske bliver jeg overrumplet og fortvivlet, men det varer ikke længe før jeg spørger mig selv: Og hvad kan jeg så lære af det? Det hjælper mig at forstå, at der er en mening med alt det skøre, man kan komme ud for på sin rejse. Nogle gange går det op af bakke, man slider og maser og når så op. Nu skal jeg tage turen ned, tænker man og glæder sig til vind i sejlene, god behagelig fart og den kælende kilderen i maven, der opstår, når man er i flow. Yes! Så opdager man, at man står foran endnu en bakke, der skal bestiges. Ja, faktisk er det nærmest et bjerg. Så er det svært at samle mod og kræfter og tage turen endnu engang. Jeg må altid sætte mig lidt og reflektere. Restituere. Jeg samler kræfter og jeg samler mod. Jeg taler pænt til mig selv og forsøger at finde det positive ved situationen. Trods alt.

Nu venter jeg på at Filosoffen skal sige noget klogt og følge op på de seks ord, han ytrede for lidt siden. Men han står stadig med ryggen til mig og spejder ud i forårshorisonten, der er lidt tvivlsom i dag. Store skyer sejler forbi. Køligere vinde blæser og hue og vanter er igen kommet i brug. Foråret er skrøbeligt på dette tidspunkt og alt kan ske. Spændende, bør jeg så tænke. Alt kan ske! Det er et eventyr. Men i dag er jeg mere stille hvad eventyr angår. Der er dømt nøl.
"Kom nu Filosof, sig noget, som inspirerer mig. Sig noget smukt og godt om livet og rejsen. Noget som fragter mig direkte ud af tomrummet og videre ud i fredagen". Han trækker på skuldrene og vender sig langsomt om. Jeg glemte, at han kan læse tanker. Mine tanker. Nu ser jeg smilet om hans læber, det er som en slags bølget krusedulle og det kan betyde hvad som helst. Jeg prøver at fange blikket i hans øjne for at lægge to og to sammen, men de afslører heller ikke noget. Øjnene. Bare et drilsk smil. Bare et underforstået ”jeg ved bedre, men du skal selv lære det her”.

Nu bryder solen igennem skyerne. Lyset bliver skarpt og baner sig vej gennem Filosoffens stjerneskuds strithår. Jeg kniber øjnene sammen og fanger et glimt af noget større. Et glimt. Er det sådan det er? Visdommen kommer i glimt og erfaringen i små afmålte doser. Vi lærer, hvad vi skal lære, når vi er klar. Mit næste spørgsmål, hvis jeg stod overfor en læremester, ville være: Og hvordan bliver jeg så klar? Hvad ville du spørge om? Jeg ville naturligvis vide, hvordan jeg skulle gøre og så ville jeg gøre det. Hvor svært kan det være. Giv mig en opskrift, så skal jeg forsøge at følge den.
”Følg dit hjerte og brug din intuition” kunne jeg forestille mig en vis læremester sige. Løfte en pegefinger mod loftet og se snu ud. Meningen med livet? Et liv med mening? Subjektivt. Subtilt. Find det selv. Gå din vej. Altså ikke ud af livets klasselokale men din vej, hjertevejen, du ved. Find den. Vær den.

Filosoffen nikker. Han behøver ikke at sige mere. Vi smiler underfundigt til hinanden og en slags melodisk genklang opstår i rummet mellem lys og mørke. Et glimt. Af noget. På en fredag. I livets klasselokale.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.