onsdag den 28. marts 2012

Kvindeting og drømmekurs


Formiddagen var besat af gøremål og kvindeting. Jeg har besluttet mig for at få det bedste ud af overgangsalderen og det inkluderede et besøg hos lægen. Undersøgelse og en snak om det sted, hvor jeg er kommet til på min fysiske rejse. Jeg ville gerne flyve udenom det sted, det skal jeg ærligt indrømme, men nu har jeg besluttet mig for at lande og være med. Det er jo min krop og mine hormoner! Og det er ikke en sygdom, det er et livskapitel som er vigtigt og stort på mange måder. At jeg er ankommet lidt tidligt, er så en helt anden sag. Den slags er individuelt.

Og her står jeg så, med benene plantet i eftermiddagen og kaffe i kruset. Solens stråler rammer mit vindue, vinden tager til og lidt køligere vejr melder sin ankomst. Som et tog, der nærmer sig, kan man høre vinden tude i advarselstrekanten. Grene vugger og træer knirker. Huset synger med, som det har for vane. Nu kender jeg dens sang og forveksler den ikke med hundene, som sover sødt nede i køkkenet. Huset har helt sin egen sang og når vinden vender, drejer huset ligesom med.

På mit bord ligger lister med gøremål og planer for den videre rejse. Selvom man skal forsøge at være tilstede i nuet og leve fra øjeblik til øjeblik, er man nødt til at sætte sig mål og løbende justere dem. Det er en slags navigationspejling. Man kan sagtens sejle uden sejl og vind, men begge dele hjælper. Det er en god ide at gøre sig klart, hvor man ønsker at sejle hen uden at lægge sig fast på kun én kurs. Og dog. For man må samtidig lære at holde sin kurs, når stormene raser og bølgerne går højt. Man må have fokus på det, man satte ud for at gøre og aldrig glemme den drøm, man har plantet i hjertet. Det er muligt, at man skal betræde græs og steder, hvor man egentlig ikke havde tænkt sig at gå, og det er muligt at man må gå tilbage for at komme frem, men man skal hele tiden være tro mod sin drøm og sit hjerte. Vide, hvad man vil, selvom man måske ikke helt ved hvordan.

Og vi har det med at drømme for småt, er der nogen som siger. Drømme skal være store!

Jeg har været lidt ude af kurs, men er nu ved at samle mine sejl og drage videre. Båden ligger på stranden, et lille hul i skroget er lappet og sejlene er store og stolte. Måske er de blevet lidt beskidte og slidte af vind og vejr, men de fejler ikke noget. Tværtimod.

Og den slags sker. Man støder på grund, man kæntrer og master knækker. Det bliver stormvejr, uvejr, møgvejr og man river sig håret og mister orienteringen. De voldsomme vinde overdøver hjertet og hajer dukker op for at få sig en bid af håbløsheden. Heldigvis måtte mine hajer vende om og svømme tomfinnede videre.

Jeg er klar til gå videre. Sejle. Køre. Hvad end det måtte kræve af mig. Udfordringerne står i kø. Og den eneste, som kan løse rebussen og finde den røde tråd, det er mig. Såkvinde!

Kvindeting og drømmekurs. Jeg er på vej!

8 kommentarer:

  1. Velkommen inn i overgangsverdenen:O))...den er ikke alltid like festlig, men en erfaring man bare må ta med seg;)
    Jeg har valgt å leve med mine hormoner, og det har gått tålelig bra:)
    Her pisker regnet mot ruten, og det er lite trivelig..
    Ha en god uke videre og seil forsiktig og pent!
    Klem fra meg;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak det er et nyt land for mig, men nu skal jeg lære det at kende. På godt og ondt. Her er der kommet vind i sejlene, det blæser op! Klem.

      Slet
  2. Skål for oss kvinner, og skål for våre drømmer! (Jeg sier det litt på forskudd, men i kveld skal jeg faktisk skåle for akkurat det!)

    Vi er modige, vi som tør vise oss her ute i det åpne rom med våre tanker og lengsler. Modige og handlekraftige. Vi vil. Vi kan. Vi må, rett og slett!

    Lykke til videre på reisen. Klem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var (også) gode ord, Lill-Karin! Og jeg tilslutter mig en skål og os længe leve, hurra. For ja, vi er modige. Vi vil, vi kan og vi må/skal! Dejligt at vi kan følge hinanden og heppe. Alene er vi stærke. Sammen er vi endnu stærkere! ;)

      Klem.

      Slet
  3. Kom selv i overgangsalderen i en alder av 44. Tenkte at dette ikke er en sykdom. At det er en overgang. At det går over.


    Etterhvert tok overgangssymptomene for stor oppmerksomhet i livet mitt. Jeg sleit. Legen anbefalte oppstart med hormoner. Jeg holdt igjen. Mye fordi min mor ble rammet av brystkreft i 60 årene. Hun hadde brukt hormoner.

    Slik gikk 4 år.

    Det gikk ut over livskvaliteten min. I vesentlig grad. Til slutt kastet jeg inn håndkleet. Jeg startet med hormoner. Som et prøveprosjekt.

    Gradvis avtok plagsomme symptomer. Yess, yess, yess! Livet er igjen "på skinner". Med litt hjelp.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak fordi du deler din historie, Elisabeth. 44 år er vel tidligt at komme i overgangsalderen, jeg er 48 og troede egentlig at det var til den tidlige side.

      Ingen tvivl om, at hormonerne har hjulpet dig og var nødvendige for at have en god livskvalitet. Indtil videre vil jeg klare mig uden, men jeg er jo også i staren af overgangsalderen og kan ikke vide, hvordan det blir senere. Men jeg håber at komme igennem uden og er sikker på, at god kost og motion også hjælper. Vi får se! ;)

      Godt at høre at livet igen er på skinner for dig. :)

      Slet
  4. Livet er i konstant forandring, og det er opp til hver enkelt å gjøre det beste ut av hvert øyeblikk. Hvert øyeblikk i livet er unikt, og vi som mennesker har mulighet enten til å handle ut i fra vaner, forutinntatthet og innbilninger, eller med våken tilstedeværelse og nærhet til det som er, i stedet for det vi forestiller oss.

    Jeg gruer meg til overgangsalderen intreffer - er faktisk ennå symptomfri i en alder av 52, men jeg er også litt spent; hva vil dette innebære, og jeg vet jo at det kan skje når som helst nå. Men jeg har bestemt meg for at det kun kommer til å være en ny fase i livet, og noe som sikkert kommer til å føre noe positivt med seg - også! Så jeg hiver meg med i skålen, og heier på oss kvinner, på våre muligheter, på styrke og samhold og ønsker alle oss en deilig kveld og morgendag... både bokstavelig og billedlig talt...

    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Og du er nok til den sene side Janna med 52 år. Jeg er jo 48 og troede, at det var lidt tidligt. Gennemsnittet ligger på omkring 50 og det er vi to jo så med til! ;)

      Ja, livet er i konstant forandring og vi må følge med. Jeg håber, at overgangsalderen for mig kan blive en god fase med de udfordringer, der nu måtte komme. Som det er nu, kan jeg klare mig uden hormoner, men når man læser Elisabeths historie ved man jo, at det kan ændre sig. En dag af gangen! Lige nu er det fint, god kost og motion kan også have positiv indvirkning.

      Tak for god ord! Igen. Klem tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.