mandag den 12. marts 2012

Kvindekraft, hormonernes dans


Nogle gange må man gå tilbage for at komme frem. Og det var sådan min blog startede. Med paradokset. Da jeg i tidernes morgen startede Poetiske Paradokser sad jeg med en stor følelse af, at mit liv var et paradoks og at jeg ligeså godt kunne nyde det. Der var så mange paradoksale hændelser og ting, som bare modsagde hinanden. Så begyndte jeg at skrive og resten er historie. Mange historier. Indlæg. Og en rejse, som slet ikke er slut endnu. Megan lever i mig og er blevet en del af min hverdag. Hver dag. Ikke fordi jeg går og taler med hende som sådan, men hun bor i min krop og sjæl og repræsenterer den del af mig, som ikke giver op. Hun er den, som bliver ved med at skrive, fordi hun ved hvor meget det betyder for mig at kunne øse ord ud. Det er et basalt behov. Det indser jeg nu. Og jeg indser også at jeg står ved endnu et vejkryds og må gå lidt tilbage for at komme videre. Fordi det er sådan det er.
Så kalder jeg på Megan og beder hende om at overtage lidt. Skriv nogle gode ord, min ven. Jeg føler, at jeg har stået lidt i stampe på det sidste. Og så støder der ting til, nye udfordringer, som jeg må forholde mig til. Overgangsalder for eksempel. Nu er jeg også nået til det vejkryds og jeg skal lige love for, at det bringer nogle ting med sig. Det er som om det hele bliver nulstillet lige nu og jeg må tilbage til udgangspunktet og gå vejen igen. Det gør faktisk lidt ondt. Jeg mærker stor modstand, jeg orker næsten ikke. Jeg var kommet så langt og glæden over at være på min hjertevej overskyggede alt. Nu forstår jeg, at jeg stadig er på min hjertevej, men at den ikke er en lyserød sti beklædt med anemoner og solskinsdråber. Ikke kun. Den er lige så kontrastfuld og spækket med udfordringer som alle andre veje. For man kan ikke gå vejen uden at udvikle sig. Man skal lære. Og det er faktisk lidt provokerende, når livet stikker udfordringer i ansigtet på en, som man tidligere har fået og synes man klarede, og så alligevel oplever, at man ikke helt har lært lektien endnu. Eller måske er der en ny hage ved lektien, noget man må have med sig for at blive klar. En slags nøgle til den dør, der skal åbnes. Du må tilbage efter nøglen, hører jeg en stemme dybt i mig hviske. Er det mon hjertet, der taler? Og selvom jeg er varm fortaler for, at man skal lytte til og følge sit hjerte, så er det svært, når hjertet siger noget, man ikke rigtig bryder sig om at høre. Fordi. Og så videre.

Og videre er tilbage. Der skal nye boller på den gamle suppe. Der skal samles op på de gode ting, jeg har lært indtil videre og så skal der endnu engang slettes nogle ting på lystavlen, som jeg ikke længere kan bruge til noget. Mærkelig nok er det de ting, som lyser allermest. Paradoksalt.
Min kære veninde Charlotte skrev et fint indlæg om det forleden dag. Kvindekraft. Overgangsalderen er en slags livskrise, men det er også en mulighed for udvikling. Og det er den mulighed, jeg ønsker at åbne mine øjne for. Nu og fremover. Med nye perspektiver og en krop, der vil det lidt anderledes end før.

Hormonerne byder op til dans. Think I better dance now! ;)

11 kommentarer:

  1. Så klogt, så klogt....nogle gange føles livet bare som et skridt frem og to tilbage. Og når det nu er sådan, det føles, så er der jo nok også en mening med det...jeg tænker, at skridtene tilbage er nødvendige, fordi de gør det muligt at hente det, vi havde glemt...eller havde ladet ligge med vilje. F.eks tager vi nye metoder, vaner og andet godt til os....måske i perioder, hvor vi har brug for det....og så smider vi dem skødesløst i et hjørne, når vi atter har fået overskud og ikke længere mener, at vi har brug for dem. Sådan har jeg netop tænkt idag....jeg lærte mig selv, da jeg havde brug for det sidst, at tage den lidt med ro...1 ting ad gangen...klap hesten...rolig nu. Så kom gevinsten...jeg fik mere ro og nød det. Men kun en kort periode...for nu ku jeg jo godt fare afsted igen....1 skridt frem:0)....
    .....og så er det, at den med 2 skridt tilbage rammer mig lige i ansigtet igen....og jeg må vende om og samle op på de gode vaner:0)
    Det gode ved det er, at jeg bliver bedre til at tage de 2 skridt:0)
    God dag til dig:0)

    SvarSlet
  2. Kjære Lene. Ja - paradoksalt nok - kan dette være tiden for virkelig å danse. For å bejuble livet... De endringene overgangsalderen fører med seg, kan være starten på noe godt nytt, "krisa" er et steg over i en ny periode, men den kan brukes til utvikling, man kommer ut av den litt anderledes, noe er definitivt borte, men ofte dukker det fram en ny sti, når den gamle forsvinner...

    Jeg må vel unektelig trå den stien snart, jeg også...

    Ha en god dag.
    Klem

    SvarSlet
  3. Det eneste vi med sikkerhed ved, er at livet hele tiden ændrer sig. For mig har der ikke været krise på grund af overgangsalder, men det er vist meget forskelligt, hvordan den opleves. Der kommer lidt mere ro ind i livet ...
    Klem og god solskinsdag nede sydpå ♥

    SvarSlet
  4. Tag livtag på hormonerne og dans med. Du kan ikke andet :-)

    Det er dejligt at læse, at du er faldet godt til i jeres nye hus. Det må være en fornøjelse at følge lyset i de forskellige rum og få idéer til indretning.
    Det kan jeg godt savne. I mange år flyttede jeg rundt på møbler og billeder i en uendelighed. Nu sker der kun lidt omrokering, når lejligheden skal males.
    Håber, du har nydt det dejlige forårsvejr med pigerne i dag. Teddy og jeg har gået en tur på Assistens Kirkegård, hvor det vrimlede med alverdens forårsblomster. Klem fra mig til dig.

    SvarSlet
  5. Du skriver så godt, det er virkelig fint å lese alle dine innlegg. Er så glad jeg fant deg via Twitter, min første uke der foreslo Twitter folk som "lignet " :) Og jammen - det viste seg å stemme. For en gave å finne poetiske paradokser, på slike steder finnes andre kvinner som har kloke tanker, erfaringer å dele. Det er fint, virkelig fint. Vi trenger å skrive om de forandringer som skjer med oss, dele, bli klokere. Vi trenger også å le mer, danse mer og ikke minst - følge gleden så ofte som mulig. Det er blitt mitt mantra. FØLG GLEDEN :) Men så oppdager også jeg, gang på gang, at man får den følelsen... når ting går fint, når man er i flyt... så vips dukker det opp noe nytt, en ny hindring eller utfordring. Men det er så viktig å huske på, når man har omstillingsperioder... at der kommer dager med solskinn og latter og flotte stier å vandre på. Men det vet du jo :) Ha en fin vår =forår :) Beste hilsen Marianne

    SvarSlet
  6. Tusind tak Marianne, så glad jeg blev! :) Og jeg er enig i dit mantra, følg glæden, selvom det kan være svært til tider. Genkender mig selv i det, du beskriver.

    Velkommen tilbage, jeg ser frem til gode kommentarer og udvekslinger! :)

    SvarSlet
  7. Så endres livet, ennu en gang.
    Og du danser med,
    med nye trinn og en annen sang,
    en du må kjennes ved.
    Du er ikke den samme, men likevel lik.
    Du er den sammen, men ikke helt lik.
    Følg hjertestien, så blir du rik.

    En liten mormorklem følger med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fine fine ord. Tusind tak - også for mormorklem! :)

      Slet
  8. Åååh, ja - den dans, vi aldrig, aldrig bliver færdige med at danse?!v Det vi troede var fortid,ordnet, overstået, fixet, bliver nutid igen og igen... *suk* På en måde er det livets matematik *S* - fra plus-stykker til ligninger til andengradsligninger over integralregning og geometri, pi. Hver gang lærer vi noget, der gør forståelsen dybere... men vi kan alligevel ikke "regne den ud", den liv. ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har så ret. Vi bliver aldrig færdige med at danse. Bedst som vi tror, at vi har løst gåden og vejen ligger lun og langstrakt foran os, opstår der nye udfordringer, ændringer. Ja suk og så alligevel. Det er jo livet. Og vi kan ikke sige nej tak til den del af danse, hvis vi altså ønsker at leve. Og det gør vi jo! Selvfølgelig gør vi det, også i den grad! :))

      Slet
  9. Ja, skridt frem og skridt tilbage. Op på tå og ned i knæ. Kender den dans, men hvor er den værd at ta'. Jeg har efterhånden danset mange af trinene. Bliver kun bedre og bedre og hormonerne begynder at blive roligere. Det ligger mig virkelig på sinde at støtte og opmuntre hver en kvinde, der står med den udfordring, du har fået ind i stuen. Jeg ser alt for mange, der er ved at få antidepressiver og angstmedicin galt i halsen i lige de år, midtvejsårene, og som ikke får fat i, at det er en DANS. En dans, der skal danses med blod, sved, tårer og latter. En livsdans som er helt naturlig og IKKE en sygdom. Dejligt indlæg og tak, kære Lene. Knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.