tirsdag den 6. marts 2012

Knirkende murværk og sjæl


Huset begynder at blive hjemligt. Nu kender jeg morgenen, hvordan huset suger lyset til sig og solen danser sig vej gennem vinduerne mod øst. Jeg vågnede i morges til dagslys. Søvndrukken og uden at have hørt kærestens vækkeur, rejste jeg mig op i sengen, da han stod op, og udbrød med glæde i stemmen: Og det er lyst! Efter at have vandret i vinterens mørke gange gør det godt at komme lidt ud i lyset. At åbne døren og mærke strålerne strømme ind, for det er anderledes nu, lyset, skarpere, mere dristigt og selvom østenvinden er iskold, er der forår i luften. Og forår i marts betyder sjældent at vi kan forvente os høje temperaturer og tage solbad langs husmuren, faktisk lover de lidt sne og slud de kommende dage, men det betyder at naturen nu for alvor har taget arbejdshandskerne på og med et skridt af gangen går mod den lysere del af året. Fuglene synger forsigtigt. Jeg slubrer grådigt solens stråler i mig, bliver stående i vinduet og mærker varmen, for herinde kan jeg ikke mærke vindens kølige bid. Jeg lader huset holde mig, går rundt og betragter og mærker efterhånden accepten. Nu er vi hjemme. Her. Huset har accepteret os. Vænnet sig til os. Vi er begyndt at lære hinanden at kende.
I starten var vi næsten som ubudne gæster. Alting var nyt og anderledes og huset knagede af en slags smerte over pludselig at skulle rumme sådan en leben. Hundepoter og nysgerrige snuder, en vis rastløshed og undren. Mennesker, der kom og gik, flyttekasser, skabe og skruer, det hele skulle samles, der var opbrud, indbrud og uro. Og selv kunne jeg ikke helt rumme endelig at befinde mig her midt i det, jeg havde drømt om så længe. Jeg prøvede at være glad, jeg dansede i køkkenet og nød rummet, men min sjæl fløj forvildet rundt udenfor vinduerne og kunne ikke finde hvile. Ikke rigtigt. Og det føltes fuldstændig forkert at jeg ikke bare faldt til ro med det samme og kunne nyde det faktum, at vi nu er her. Jeg blev irriteret over at mærke, at jeg også havde brug for tilvænning. Jeg følte mig jo omstillingsparat. Herre Gud, jeg havde ventet på dette øjeblik i årevis. Drømt om det. Igen og igen. Og pludselig en dag gik jeg op af den nye trappe, som snoede sig uventet mod første salen for at sove i en ny seng. Vinduer mod øst, mod marker og store vidder og mod morgenlyset. Og jeg følte mig nærmest hjemløs. Fremmed.

Det tager tid. Processen. Tilvænningen. Jeg troede, at det blot var gjort med et spring, et hurtigt hop og så ville jeg bade i glæde over plads og muligheder. I stedet bebrejdede jeg mig selv, bare en lille smule, at jeg ikke følte så stor en glæde, som jeg havde forventet. Den var mere stille og afventende, søgende og en lille smule melankolsk. Og andre tilstande stødte til, udfordringer på min rejse, den indre og den ydre, og pludselig var huset bare et sted. En kasse. Jeg var her uden rigtigt at være her. Lyset fortsatte med at kaste sine stråler ind og forsøgte forsigtigt at vække mig. Men jeg var ikke parat. Og måske var huset heller ikke helt parat.
I går gik jeg forholdsvis tidligt i seng og startede på at læse en ny bog. Det er altid en glæde. En ny ven, en historie, en åbning og ord fulde af forventning. Historien starter med at en kvinde ankommer til et nyt sted. Og forfatteren beskriver med fin indsigt kvindens møde med huset og det nye sted. Hvordan det tager tid. For kvinden, som skal lære huset at kende og få nye rutiner, skabe sig en morgen, middag og aften i de omgivelser, der er helt fremmede for hende. Og for huset, som skal lære hende at kende. En ny beboer. Efter to dage holdt huset hende stadig på afstand, skriver forfatteren. Da jeg læste de ord, forstod jeg pludselig processen. Et hus er ikke bare et hus. En flytning er ikke bare …

Sjælen skal med. Derfor er det så fint at rejse med tog i stedet for at flyve. Hvis man virkelig vil mærke, at man bevæger sig og faktisk tilbagelægger mange kilometer. Følelsesmæssigt har jeg også tilbagelagt mange kilometer, da vi flyttede herud, selvom den fysiske afstand faktisk kun er to. Sjælen har helt andre målestokke.
Nu mærker jeg, hvordan huset åbner sig, breder sine arme ud mod mig og hvordan jeg synker ned i en følelse af hjemlighed. Her for enden af markvejen. Jeg er flyttet længere ud på landet og jeg har rykket mig i forhold til min drøm. Dette er hvad jeg altid har ønsket mig. Et stort hus på landet med højt til loftet og lys gennem vinduerne. Et køkken, hvor man kan lave mad og have gæster om bordet samtidig. Kogebøger i deres helt egen reol. Et gæsteværelse.

Et hus med knirkende murværk og sjæl. Jeg er taknemmelig for at få lov til at bo her og folde mit liv ud. Igen.

7 kommentarer:

  1. Så godt at du leste den boken, om kvinnen og huset. Og kjente deg igjen!
    Vi har bodd i våres leilighet i over et år nå, og jeg stortrives INNENDØRS! Men utenfor er ikke helt min gade, ikke alle folkene som bor her heller. Men det holder jo bare med å si hei, vi trenger ikke bli bekjente.
    Jeg elsker alle rommene. Og vi har puslet i dem alle, De fikk hvert sitt strøk med maling på veggene, men bare for å "fornye". Etterhvert har jeg tenkt å sette mitt eget preg på dem. Kanskje i en ny farge, eller sette opp noen hyller........Det tok et år før jeg fikk hengt opp mine malerier, for jeg måtte FØLE hvor de passet inn. For meg er de levende bilder, som jeg har lagt litt av meg selv inn i.
    Ha en deilig dag, Lene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret Sylvia, det tager virkelig tid. Både at få sjælen med, men også at lære huset at kende, rummene, lyset. Vi har faktisk også en stue, som vi vil male om, men det bliver først til efteråret. Og jeg har heller ikke hængt malerier op i stuen endnu, må bare vente lidt. Det føles rigtigt sådan! :)

      Slet
  2. Ja, Lene, dere har flyttet inn i et gammelt hus med sjel og historie som kanskje bør få leve videre på et vis... Forutsetningen for at det skal bli en vellykket forening mellom dere og Huset er kanskje at dere er innstilt på å bruke tid på prosessen. Her handler det om å skynde seg langsomt og spørre Huset til råds... Dere må rett og slett føle på Husets sjel. Jeg tror Huset er heldige som har fått dere som beboere,og at det vet det... for du skriver jo nettopp at det føles ut som huset nå breder sine armer ut mot deg... tar i mot deg, ønsker deg velkommen hjem... Tror det blir en lykkelig allianse, dette...

    Ha en fin dag videre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tror du har ret, processen tager tid! Jeg skal ligesom liste rundt og mærke efter og som jeg også har skrevet til Sylvia ovenfor, så er det ikke meget "ekstra", jeg har gjort endnu. Jeg må ligesom vente lidt. Men jeg tror også at det bliver en fin alliance. Huset virker glad! :))

      God dag videre til dig også.

      Slet
  3. Herligt du gør det. Folder dig ud, folder dit liv ud og inviterer indenfor :-) Netop lyset var også det, der fangede min opmærksomhed i morges over morgenkaffen. Tanken slog ned i mig: de mørke morgener er slut for denne gang. Hvilken dejlig tanke.

    SvarSlet
  4. Hvor er det dejligt at høre, at du har fundet dig godt til rette i det nye hus... :-)

    SvarSlet
  5. Det er smukt at læse om livet med og i det nye hus. Klem og ha' en dejlig dag, Lene.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.