fredag den 16. marts 2012

Kaos og vindklokker


Der er tidspunkter i livet hvor alt tilsyneladende er kaos. Det er som om de eksisterende mønstre må nedbrydes og nyt opstå af det rene ingenting. Hvis man er bekendt med tarotkortene og deres spirituelle mystik, som for mit vedkommende altid har været et redskab til selvudvikling og et værktøj til forståelse og vækst, så er denne tid i grunden repræsenteret af Tårnet. Tårnet handler om livets hamskifte.
På dette tidspunkt i livet får man revet et plaster af og smerten er pludselig, skærende og skarp. Plasteret beskytter såret og Tårnet er facaden, egoet, som hidtil har beskyttet det sårbare indre. Plasteret har haft sin berettigelse, for beskyttelse er nødvendig men alting med måde. Overbeskyttelse kan nemt ende med at blive et slags fængsel og hæmme al udvikling og vækst og vi mennesker har brug for vækst. Læring. Vi er ikke kommet på vores livsrejse for at sidde bag lukkede mure og gemme os. Men der er tidspunkter, hvor vi har brug for at gemme os lidt væk og søge svarene i os selv. Den gode balance. For en dag har man siddet lidt for længe. Og så …
På dette tidspunkt har den rejsende brug for noget voldsomt til at gøre sig fri. Og heldigvis er det ofte sådan, at den åbenbaring der sker, når plasteret rives af og smerten opstår med kaos i kølvandet, er hele den grusomme oplevelse værd. Det er smertefuldt. Det er hårdt. Men når bunden er nået og den sidste illusion er brast, så har man kun livet tilbage at miste. Og i det sekund forstår man, at livet er en dyrebar gave som kun bliver rigere ved at blive brugt. At det bedste man kan gøre for sig selv, er at tage imod sin fine gave og leve det liv, man har fået. På godt og ondt. I medgang og i modgang.

Tiden er kommet til at gå videre. Selvforsvar, vaner og strukturer må rives ned og erstattes med en slags åndelig opvågnen. Et glimt af indsigt. Igen. En mening med det, man går og tumler med, en slags konklusion på alt det, man tidligere har gjort sig af erfaringer, et sammenbrud, murbrokker og så videre. Rejse sig fra jorden, børste støv og tårer væk, løfte blikket og se videre ud mod horisonten. Endnu en bro viser sig på nethinden. Og der i morgendisen danser livet i solstråler af guld og noget i kroppen vågner. En længsel. En lille indsigt.
Man begynder at gå. Som en falden engel limer man sine vinger og forstår, at man stadig kan flyve. Men man må tænke anderledes. Man må vende det hele på hovedet og tillade, at der opstår kaos og en slags uforståelse. Og det ord findes slet ikke. Wordfeud ville protestere. Men nu har jeg lavet det. Skabt det af ingenting. Og det er i grunden sådan, man skal gebærde sig, når man har mødt Tårnet. Skabe noget af tilsyneladende ingenting. Lette og luftige byggematerialer. Man står ansigt til ansigt med sin frygt og forstår, at det ikke kan nytte noget at flygte mere. Man er nødt til at se den i øjnene. Og gud gør det ondt, det er svært, det svier og smerter, men det er den eneste vej videre. Frygten er nøglen.
Sue Monk Kidd har beskrevet denne del af rejsen som at rejse i det spirituelle mørke. Jeg tror i grunden, at det er lige dér, jeg befinder mig nu. Jeg har mødt Tårnet, jeg har indset nogle ting, slugt kameler og bagt brød af de sværeste sandheder. Og jeg er slet ikke færdig endnu. Gys og bananer. Følg med i næste afsnit, hvor den rejsende, som i dette tilfælde er mig, møder Eneboeren. Jeg smiler. Hvis ikke livet er en god historie, så ved jeg snart ikke …

God fredag. Rejs. Og rejs dig når du falder. Sid stille og lyt, men gå når du skal. Og nyd rejsen, som på denne fine martsdag er ledsaget af sprød morgenfrost og fuglesang.
Livets vej er en slags spiral, skrev Charlotte til mig som kommentar på gårsdagens indlæg. Et klokkespil, som bevæges i vinden, af vinden og med vinden. Smukt!

15 kommentarer:

  1. jeg vet.. benene føles tunge lige nu.. men det skal nog gå : )

    knus og fortsatt god weekend :!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig. Og god weekend til dig. Knus.

      Slet
  2. Høres ut som du er i en vanskelig fase akkurat nå. Takket være alt du har lært de siste årene, kan du komme deg gjennom også dette.
    Kanskje vil lengselen gi deg noen svar?

    Jeg følger deg i tankene.
    Klem fra Lill-Karin

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lill-Karin, ja en vanskelig fase, men også en utrolig vigtig en, skønner jeg. Faktisk tror jeg ikke at denne rejse findes uden og personligt er jeg nået til et punkt hvor, ja, det er lidt svært, der er mange udfordringer og en hel del kaos. Som du skriver, takket være alt det, jeg har lært nu, kommer jeg naturligvis igennem. Stærkere. Igen. ;)

      Og det vigtige, synes jeg jo, er at beskrive fasen. At zoome ind på de følelser, der opstår, at redegøre for de tidspunkter på rejsen, der har de største følelsesmæssige op- og nedture. Jeg holder jo af at gå dybt og det skal jeg love for, at jeg er kommet! ;) Men så går det jo op igen!

      God weekend og tak. Klem.

      Slet
  3. Om du aldri faller, lærer du ikke å reise deg.
    Kjenner du ikke mørket, trekkes du heller ikke ut i lyset.
    I kaoset er det en orden man må lære og i det ordnede ligger kaoset og hviler.
    Der må alltid bevegelse til, for livet er bevegelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Livet er bevægelse. Balance er bevægelse. Alting bevæger sig og vi må flyde med. Op og ned. :)

      Slet
  4. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  5. Motgang, nye muligheter, mot, pågangsmot... Dette er vel det jeg forbinder med deg slik jeg har blitt kjent med deg gjennom denne bloggen, Lene. Når verden går en imot, og det har vel de fleste av oss opplevd at den gjør, må man bare holde godt fast i roret og styre stormen beint imot - omså binde seg fast til roret!

    Jeg tror vi trenger motgang for å utvikle oss som mennesker; man kan gå seg vill i sterk medgang, og hvis vi ikke av og til møtte motgang, ville de gode stundene ikke være så..nettopp...gode. Man kan skli gjennom livet på overflaten, men man vokser som menneske når stormen rammer, og man kommer styrket ut - for det tror jeg du gjør denne gangen også, Lene. Den skrivende kunstneren i deg trenger kanskje nettopp stormene... Den lærer deg å seile...

    Klem

    SvarSlet

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig Janna. Vi trænger modgang for at udvikle os som mennesker og når vi kender vejen ned og dybet, nyder vi også i langt højere grad turen op og de fine bjergtoppe. For mig er det vigtigt at kunne skrive og give udtryk for begge dele, for livet findes ikke uden. Og lige nu er det sådan!

      Den skrivende kunstner i mig trænger måske netop stormene? Ja, det har du nok ret i! ;)

      Men lige nu trænger jeg weekend. Og god sushi, kold hvidvin.

      Klem til dig.

      Slet
  6. Hvor er det fantastisk skrevet !!

    SvarSlet
  7. Du er genial med ord!!!!!!!!

    SvarSlet
  8. Sterk lesning ennå en gang, Lene. Takk kjære du.

    Varme tanker og vårlig klem sendes i din retning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Og stor klem tilbage til verdens bedste Elisabeth! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.