tirsdag den 20. marts 2012

Om nær druknedød og håbefulde horisonter


Jeg ved det er rigtigt. Man skal have gode rutiner. Og det handler ikke om at skemalægge hele sin dag og hele sit liv, men at skabe nogle gode rammer omkring det, man foretager sig og gerne vil have udrettet. Det er faktisk den fineste udgangspunkt for resultater. Og det skulle komme fra mig, som efter at have levet et arbejdsliv med rutiner, skemaer og time management, har været nødt til at kaste sig ud i kaos. Jeg har fundet dele af mig selv helt ovre i en anden grøft, hvor ingenting er lagt på hylder, kasser og hvor skemaer for længst er brændt med den ild, jeg fandt et sted i hjertet. Selvom jeg et lille og hemmeligt sted godt vidste, at jeg på et tidspunkt var nødt til at tage noget af mit koordinatorgen tilbage, har jeg længe sejlet på må og få. Og jeg har ikke følt mig modig hele tiden. Jeg har været tæt på at drukne. 
At kunne rumme kaos er en vigtig del af det at være kreativ. Der er steder, hvor man slet ikke når hen, hvis man planlægger hver eneste detalje og i forvejen tror, at man ved, hvad man vil. Hvis man inden man overhovedet er kommet helt derned i brønden, hvor der begynder at ske noget, allerede har hevet sin indre kritiker frem fra skuffen og begynder at pille det hele fra hinanden. Kritik. Meninger. Fordømmelse. Og kritikeren kan være en hård dommer, der er i stand til at ødelægge det hele, før det overhovedet er begyndt. Man kan nå til et punkt, hvor man slet ikke orker at åbne brønddækslet, fordi kritikeren allerede står lige bag ved med hænderne i side og svært dårlig ånde. Stemmen er skinger, stadig hviskende, en smule drilsk og meget selvsikker. Det bliver aldrig godt. Glem det. Den ide er håbløs. Du kan ligeså godt vende om og gå din vej, der er tørke på bunden af den brønd. Ildelugtende og chanceløst mudder. Og slukøret rejser man sig op og trasker videre, ikke løbe, kritikeren skulle jo nødigt have kronet sin sejr, men skridtene er tunge. Vi taler gammeldags træskostøvleskridt her.

Kaos. Kritiker. Jeg har mødt begge dele på min rejse og befinder mig på sin vis stadig på oprørt vand. Vinde blæser kold, lyden af overgang rumler i horisonten. Men her på mit skrivebord står kaffen og dufter, jeg drikker af den, mens jeg holder status og beslutter mig for at starte forfra. Så langt så godt. Så meget erfaring, så meget bundvand, så mange følelser, højvand, lavvand, tørke, tsunami. Jeg indser at jeg rummer det hele. Nu har jeg været derude, hvor ikke engang måger kan bunde. Jeg vender om. Sejler lidt tilbage. Og selvom jeg ikke kan se land nogen steder, så ved jeg at det findes. Landet. Mit land. Og jeg ved også, at man ikke kommer langt, hvis man ikke tør miste fodfæstet og horisonten af syne.
Det er en fin dag i dag. Det er forårsjævndøgn og i eftermiddag kommer et højtryk forbi. De næste dage vil foråret igen få fodfæste, har jeg hørt en fugl synge om. Og det er en smuk sang fuld af håb og inspiration. Jeg bliver så glad, når der er håb i sigte. Når mit hjerte igen får overtaget og jeg kan høre den hviskende stemme og mærke roen, der breder sig i kroppen som en lille sommervarme.

Måske er det meningen. At man skal helt ud, hvor man ikke kan bunde og tror at man drukner. Nogle gange skal vi åbenbart være nær druknedøden, før vi igen begynder at svømme. Før vi husker, at vi faktisk kan svømme og at vi har lært nogle nye svømmetag siden sidste gang, vi var døden nær i det selvsamme hav. Og så sker der noget fantastisk. Det føles pludselig lidt anderledes. Den måde, vandet smyger sig om kroppen på, den måde armene arbejder sammen med benene på, kroppen, der svømmer gennem vandet og hovedet, der hele tiden glider op over overfladen. Vejrtrækningen, der regelmæssigt får luft. Jeg er blevet en slags fisk på det her hav.
En havfrue med hang til forår. Og livet er ligeså skønt som det er skørt!
Det fine billede af havfruen er malet af 13 årige Stetsenko Alexandra og lånt her. 

4 kommentarer:

  1. Ja, nogle gange skal vi mennesker vist være nær druknedøden, før vi igen begynder at svømme - det kan jeg sagtens genkende :-) Nu vil jeg glæde mig højtrykket, der kommer forbi, og de næste dages forår er hjerteligt velkommen.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Det blev desværre ikke i dag at højtrykket kiggede forbi, men mon ikke den skarpe vind har blæst det sidste vinter lang væk. I morgen får vi forår, solskin, varme. Ah, jeg glæder mig! :)

      Slet
  2. Åh, ja - tog mig selv i at gispe efter vejret, mens jeg læste. ;o)) Jeg kender det, jeg lever det - og jeg overlever det også! Tak for påmindelse, der nåede helt ned i kroppen ;O))

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. Genklang i luftboblerne! ;) Ønsker dig en fin dag.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.