lørdag den 17. marts 2012

Gennem ord, ild og vand


Der er noget over lørdage. At sove en time længere, stå op, lave kaffe og gøre det hele i et lidt langsommere tempo. Selvom der venter en times rengøring og andre praktisk gøremål, tager jeg turen ned af trappen og laver mig en frisk kop kaffe. Jeg vil bare sidde lidt i morgenlyset og være et med ordene.

Nu står kaffen ved min side. Dampende duftende varm. Bare at betragte den, måden overfladen stadig roterer på efter mødet med skeen, skummet, der lægger sig til rette langs kanten. Det gør mig rolig. Og kaffe er jo egentlig ikke som sådan en beroligende drik, men for mig er den en sanselig oplevelse af duft og smag. Mælken er vigtig, jeg kan den ikke uden. Der opstår en slags magisk alkymi, når mælk møder kaffe og skal det være ekstra godt, skal mælken være lun. Farven er gyldenbrun og kruset har blomster. Og i dag er kruset måske det mest forårsagtige, jeg har, for udenfor er lyset dæmpet og vinden temmelig kold. Solen er taget på weekend.

Jeg tænker over de ord, jeg skrev i går og er glad for, at jeg gjorde det. Der opstår en slags subtil forståelse i mit indre, når jeg lader det, jeg tumler med, komme til udtryk gennem ord og skriverier. Jeg begynder at forstå, at ord har en slags healende virkning på mig. Velvalgte ord naturligvis. At jeg ikke kan undertrykke dem, tværtimod, at jeg må skrive og berette og dermed også kunne håndtere de svære ting gennem ord. Også når jeg står midt i dem. Og hvem har tid og overskud til at beskrive, hvordan kviksandet langsomt hiver en under overfladen, mens man synker? Stop, råber jeg til det kvikke sand, mens jeg hiver blok og kuglepen frem fra tasken. Vent lige. Jeg skal skrive om det her. For hvordan skal jeg kunne huske det bagefter, tænker jeg og noterer mig med ivrighed de tanketrolde, der dukker op i mit indre. Følelserne følger med, de kender dansen og vejen, deres trin er i grunden ganske forudsigelige. Jeg er begyndt at lære noget. Vigtigt. Jeg har pludselig indset, at jeg ligesom kan træde lidt udenfor mig selv og blot betragte det, jeg gør. Og det hjælper mig.

Jeg læser i øjeblikket en bog  af Pema Chödrön som handler om veje til frygtløshed. Det handler om at møde de steder, som skræmmer os. Og vi ved jo alle, at vi instinktivt ønsker at flygte fra de steder. Hvem går direkte ind gennem helvedes port og lader sig opsluge af flammer? Hvem trykker djævlen i næven og stirrer ham direkte ind i øjnene uden at blinke? Nej vej. Man flygter selvfølgelig. Og det kan man gøre på mange måder. Den nemmeste og mest almindelig måde er helt at undgå de grusomme steder. Man ignorerer dem og forsøger at glemme. Men som Pema så rigtigt skriver, så kan vi bruge hele vores liv på at flygte fra frygten og de steder, der skræmmer os mest. Er livet en flugt? Og hvad er i så fald flugtvejen? Alkohol. Stoffer. Forelskelse. Sex. Sport. Begrave sig i arbejde og gøremål. Endda spirituel praksis?

Pema foreslår noget andet og det forsøger jeg at praktisere nu. Pema foreslår, at man anvender nysgerrighed og kærlighed til at undersøge de steder, som skræmmer. Man lægger mærke til det, man gør. Man øver sig i venligt og uden fordømmelse at anerkende, hvad der foregår. Man bliver siddende i frygten og så noterer man. Og ja, det er som at stå i kviksand til halsen og samtidig skrive rapport. Hjælp!

Men så begynder der at ske noget. Man får øje på mønstre, i tanker og handling, som er genkendelige, fordi man har gjort det samme før. Adskillige gange. I lignende situationer. Og det er så fristende at kaste sig i armene på en god flaske rødvin eller ringe til verdens bedste veninde og bede hende om at overtage ens flossede følelser og sige noget godt, der får en til at glemme. Planlægge en fest. Rejse jorden rundt. Eller bare blive sur på kæresten, manden eller elskeren, fordi han ikke rigtigt forstår og ligegyldigt hvad han gør, ikke kan lindre det hul af angst og fortvivlelse, som man bærer på indeni. Der er kun en person i hele verden, som kan det. Og det gøres ikke via smutveje og brandveje. Det gøres ved at blive. Og for mit vedkommende kan det også gøres ved at skrive om det.

Jeg er taknemmelig for at have fundet Pemas gode bog. Hendes måde at skrive på, hendes ideer og hendes milde menneskekærlighed gør mig glad. Jeg tror på det, jeg læser, for mit hjerte begynder at synge. Der opstår genklang. Og så mener jeg som Pema, at vi ikke skal holde det vi lærer og erfarer for os selv, men at vi skal bruge det til gavn for andre. På vores måde. Hælder man en frisk dråbe kildevand på en sten i solskinnet, fordamper det. Men hælder man den i havet, vil den aldrig gå tabt.

Når jeg nærmer mig de skræmmende steder og skriver om dem, på min måde, fortæller jeg andre om oplevelsen og spreder måske et lille slags mod. En ring i vandet. Noget. Genklang. Englesang. Det håber jeg. Når det er svært, så er jeg begyndt at tænke at jeg skal turde. Jeg vil turde. Gå vejen. Den findes ikke uden alt det svære og jeg ønsker at lære de frygtelige steder at kende, for noget i mig siger, at det slet ikke er så slemt, som jeg har forestillet mig og fantaseret om. Hvem ved. Jeg har en god fantasi og en rasende god indlevelsesevne.

Det var lørdagsordene. Mens jeg har skrevet, har jeg drukket af kaffen. Jeg har set skyggen af Skytsenglen og Filosoffen fra deres plads i vindueskarmen, jeg har mærket Pemas ånd og sanset kaffens aroma. Og jeg føler mig heldig. Fordi jeg er mig og fordi at lørdag er sådan en fin dag, solskin eller ej. Fordi jeg har mine ord og fordi jeg måske kan være med til at gøre noget godt for andre. Gennem ordene. Med ordene. Og i det hele taget. Det er min vej videre. Ord og mennesker. Jeg elsker begge dele.

Så er der blot tilbage at ønske dig en god lørdag. Ja dig! Du er det fineste menneske i verden og alt det, du har indeni, også det svære, ikke mindst det svære, det er til for at blive bearbejdet og delt. Livet er en lektie. Du kan gøre det på din måde. Du kan male, skrive eller strikke fantastiske trøjer. Du kan smile til kassedamen i Netto og hjælpe en ældre mand over fodgængovergangen. Du kan blive din drøm, hvis du tør gå vejen og selvom jeg ikke har belæg for mit udsagn, så lover jeg dig, at det er hele turen værd. Og tager jeg fejl, lover jeg, at jeg nok skal fortælle om det også! ;)

Gennem ord, ild og vand!

10 kommentarer:

  1. Ja, livet er i høj grad hvad man gør det til... :-) Jeg håber, at du får en rigtig dejlig weekend...

    SvarSlet
    Svar
    1. I lige måde! En god, kreative, skabende og indimellem ret så afslappende weekend! :)

      Slet
  2. Kjære Lene, Takk for ordene... Jeg følger med deg, hver dag...
    De er "utløsere", ordene dine ; ) jeg kjenner meg godt igjen i tekstene dine...

    Nå venter jeg 15 gjester til middag - Skal feire min 50 års dag! Det er en herlig alder!

    God klem til deg - du gode

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har visst besøkt hverandre samtidig idag : )

      Slet
    2. Stort tillykke til dig, gode Anita. Håber du får den dejligste fest! Klem.

      Slet
  3. Tusen takk, kjære Lene, for at du deler, utløser... setter ord på ting du har rett i at flere av oss føler - noe allmengyldig,vel, egentlig? - men som det ER UTROIG VANSKELIG å sette ord på, få tak på, ORKE Å GÅ INN I... Det er tankevekkende lesing, alvor, og jeg trenger en liten stund for meg selv, må tenke, reflektere...så nå går jeg i dusjen, mens min kjære lager kaffe. Siden skal jeg ut med hundene.

    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Janna, jeg nyder altid godt af dine kloge og underfundige kommentarer, eftertænksomheden, visdommen, den kvindelige klogskab, sårbarheden og styrken ...

      Og ja det er svært. At turde, sætte ord på, gå ind i det, men på paradoksal vis er det virkelig nøglen. Det tror jeg på nu. I hvert fald er det en slags nøgle for mig. Og jeg må bare dele! :)

      God klem, god lørdag

      Slet
  4. Du tager ikke fejl Lene, dejlige vise ord og ja, formålet med vores gang på jord er at inspirere vores omgivelser og selv lade os inspirere.
    God Weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Michael, tror faktisk heller ikke jeg tager fejl! MEN, jeg er åben for alt. Inspiration er guld.

      God weekend til dig også

      Slet
  5. Lørdag er så menn magisk - her har vi berre slappa av etter at eg var i svømmebassenget på morgenen. Vart ein laaang strekk på soffan og det gjorde godt. Fortsatt fin laurdag til deg Lene - klem

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.