torsdag den 15. marts 2012

Broen


Jeg tænkte på dem, da jeg stod under bruseren i morges. Broer. Og jeg har tidligere skrevet indlæg om broer. Så sent som i februar havde jeg tanker om de broer, jeg allerede er gået over på min rejse. De broer, som fandtes i forvejen og dem, jeg selv bygget.

Det tager tid at bygge broer og lave veje. Og ofte bliver man forvirret over de veje og broer, som findes i forvejen og som medspillere i livets roulette så gerne vil have en til at betræde. Kom denne vej. Så finder du lykke. Det er det eneste rigtige for dig. Men hvem ved, hvad det eneste rigtige for mig er? Dette er spørgsmålet til en million. Mindst. Og kun en kan svare på det. Hvem vil ikke gerne være millionær? Jeg spørger bare. Men det var et sidespring, et skridt over en bro, hvor jeg egentlig ikke skal over. Eller? Jeg klapper den pænt på rækværket og vender om. Tager fem skridt i den anden retning og står igen på landjorden et øde sted. Den bro er jo åbenlys. Den er så nem. Det er bare at begynde at gå. Men er det min bro? Og hvorfor tøver jeg, hvorfor denne modstand?
Jeg sætter mig ned og skænker kaffe af min termoflaske. Selvom vejret er gråt, kan jeg mærke at luften er anderledes fløjlsblød og forårsagtig. Den skarpe vind har lagt sig og skyerne er som et lunefuldt tæppe på himlen. Jeg fryser ikke. Jeg sidder forsigtigt på en slags eng fuld af gule erantis, hver eneste er et lille mirakel af grøn og gul. Jeg bilder mig ind at jeg kan dufte dem. Blomsterne. Erantis dufter ikke, er der nogen, der siger, men jeg fornemmer noget andet. Hvis jeg nu er helt stille og koncentrerer mig om lugtesansen. Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt. Gennem næsen sanser jeg deres finurlige forårsliv. Så ganske tidligt på året, her midt i marts, står de stolte som de allerførste pionerer på vinterjord. Der ligger stadig blade fra efteråret og træernes grene er fortsat nøgne. Men her står de. I fuldt flor. Og her sidder jeg og tænker på broer.

Det er gået op for mig, at livet byder på mange tilsyneladende gentagelser. Og det vidste jeg jo godt, men i min iver og naivitet troede jeg, at hvis jeg først for alvor havde taget hjerteskridt over en bro, så ville jeg aldrig mere skulle krydse den igen. Så var jeg videre. Og nu kan jeg høre filosoffen fnise henne fra sin plads i vindueskarmen, strithår og skulderhjerte er på plads, han er i sit es.
’Tror du livet er et spil?’, spørger han og træder sit sædvanlige skridt frem. Det, der betyder, at han nu vil på banen. Og jeg nikker. Det er jo et slags spil. Og det er fuld af labyrinter og broer, som man skal gå over. Igen og igen. Og jeg orker ikke disse evindelige gentagelser. Jeg vil videre. Jeg havde da lært den lektie! Altså.

’Ja!’, udbryder jeg, ’livet er som et spil. Kan du ikke finde spillereglerne frem, for jeg er gået i stå. Jeg kan ikke huske, hvad det var jeg tænkte sidste gang, jeg stod ved denne bro, men det forekommer mig at situationen er næsten er den samme. Og følelserne. Dem kender jeg kun alt for godt!
Han ryster på hovedet og træder tilbage. Laver smaskelyde med sine lertynde læber. Blikket bliver fjernt. Denne samtale gider han alligevel ikke. Spilleregler? Han ryster endnu engang på hovedet og trækker sig ind i sit nordnorske selv. Jeg er igen alene. Alene med kaffe og et tæppe fuld af solgule erantis, som vidner om, at det faktisk er forår og at dette er en helt ny og ganske skrøbelig begyndelse.

Når jeg virkelig mærker efter, ved jeg jo godt at situationen slet ikke er den samme. Jeg er forandret. Jeg lærte noget vigtigt sidste gang, jeg stod ved denne bro og nu skal jeg lære noget igen. Jeg går lidt i panik, men så falder jeg til ro ved synet af naturens skønhed og fuglenes morgensang. Kom igen kvinde. Denne bro er ikke en fælde. Den er en overgang. En simpel overgang som rummer en lektion, der skal studeres og læres for at kunne bestå den eksamen, der er adgangsbevis til næste kapitel i dit livs historie. Der er ingen vej udenom og tro mig, det ønsker du faktisk heller ikke.
Tillid. Tillid til broer. Til processer, der tilsyneladende gentager sig og så alligevel viser sig slet ikke at være de samme. Tillid til foråret, der går sin gang, et skridt af gangen, hver eneste dag en lille forandring, en slags bevægelse, rotation og forvandling. Tillid til livets cyklus og til de ting, der sker i mig.

Jeg drikker forsigtigt af kaffen og kan smage bønnerne. Jeg er i Afrika. Jeg mærker solen og varmen, den tørre luft. Og jeg kan fornemme mælken på tungen og er på græs sammen med de økologiske køer, hvorfra mælken er kommet.
Jeg smiler. Forsigtigt. Den vigtigste bro er usynlig for øjet. Den sværeste bro. Den dejligste bro.

5 kommentarer:

  1. Ja, det er også min erfaring - den vigtigste bro er usynlig for øjet. Den sværeste bro.
    Klem og en dejlig dag til dig, Lene

    SvarSlet
    Svar
    1. Den vigtigste, den sværeste og den dejligste! :)

      Slet
  2. Kære Lene, erantis dufter, måske ikke stærkt, men de dufter, af forår og af spirende glæde. Jeg sidder og tænker over, det med at skulle passere de tilsyneladende samme broer igen og igen, og husker at jeg engang blev præsenteret for "livets vej" som værende formet som en spiral. Forestiller mig det som et vindspil, bevægeligt i vinden, hver gang du passerer kurven op ad i spiralen, er det som om du har været der før, men alligevel er du vokset... kan du mon se det for dig? Jeg sidder her og gestikulerer :-)Tak for skønne morgentanker. Knus Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er smukt Charlotte, en slags spiral, et vindspil som bevæger sig med vinden. Og alting er jo i bevægelse. Jo, jeg ser det for mig! ;)

      Knus tilbage

      Slet
  3. jeg elsker dine betraktninger.. og vi tenker noenlunde i de samme baner..
    gjentagelser.. men hva er det vi skal lære av de ?

    og hvor mange ganger krysser vi egentlig den samme bro ?
    uten å se at det er den samme..

    ha en god weekend : ) knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.