torsdag den 1. marts 2012

Bristepunkt


Det er morgen. På forårets første officielle dag danser disen mellem trækronerne og dråberne hænger i en tynd tråd. De falder ikke, de venter. Det er et næsten kritisk tidspunkt, to årstider står overfor hinanden, med forsigtige skridt nærmer de sig midten af det, der er overgangen. En slags bro. Det knirker, jorden åbner sig forsigtigt, frosten trækker sig lidt tilbage og gule erantis pibler frem overalt. Skovbunden ulmer af levelyst. Nu er det snart. Denne næsten ulidelige ventetid, hvor det er lige før. Små lydeløse knopper lister sig frem, endnu er de næsten usynlige, mens de smager på den frihed, der vil være i at endelige at briste. 

Men det er ikke tid endnu. De må væbne sig med tålmodighed, tage små skridt, vente velvidende, at marts kan byde på hvad som helst hvad vejret angår. Sne, frost og voldsomme vinde. For ikke at tale om april.
Men knopperne lever i nuet, de tager chancer og gør sig klar. Instinktivt ved de, hvornår det er tid. Jeg betragter dem, når jeg med samme utålmodige skridt går tilbage af en sti, jeg ikke havde tænkt mig at betræde. Men jeg havde set den, da jeg passerede på et tidligere tidspunkt. Jeg registrerede den og nu kalder den mit navn. Jeg vælger at gå i tillid til, at denne mærkelige manøvre siden vil vise sig at være det eneste rigtige.

Luften er mildere. Det gør godt at trække vejret dybt og bare stå lidt. Helt stille. Mærke mulden under gummistøvlerne, lugten af vinterens forrådnelse, der nu bliver til frugtbar jord, hvor nye skud kan se dagens lys. Det er et lille mirakel, når det, man troede var dødens fæle ånde, viser sig at være livets kys. Det risler ned af ryggen, mens jeg betragter det skuespil, naturen opfører for øjnene af mig. Jeg lukker øjnene og forstår, at hvis jeg viser vejen og livet den tillid, det fortjener, så vil jeg forstå at der er en mening. Også selvom jeg ryster på hovedet og ingenting forstår lige nu. Men det begynder at dæmre. Jeg læner mig op af den fugtige morgenluft og lader den kærtegne min kind. Den aer mig forsigtigt, en kølig brise fuld af håb. Tillid. Dråberne hvisker, mens de hænger der i tomrummet mellem før og efter. Bristepunkt. Snart. Hold ud.
Alt er stille. Naturen holder vejret og jeg mærker, at jeg gør det samme. Åndeløs. Helt stille. Lige før. Tilbage. For at komme frem. Paradoksalt. Og det var jo sådan det startede. Med paradokset. Jeg smiler. Forstår lidt mere nu. Måske går jeg tilbage, tilsyneladende, men intet vil blive det samme som før. Alt er forandret. Jeg er forandret. Forvandlet. For evigt.

I det jeg indser, at det er sådan, det forholder sig, mærker jeg en dyb og inderlig taknemmelighed over min vej. Og over alt det, jeg endnu har at lære.

3 kommentarer:

  1. Det er alltid med forundring man merker sine endringer og innser at de er endelige.

    SvarSlet
  2. Ja, det er ei god tid vi går inn i, og man kan forundres over årstidenes kamp;) Her regner det nesten uavbrutt, men det betyr bare at snøemengdene har minsket..og til og med det glatte føret er på vei bort...enn så lenge;)
    Ha en god dag videre, Lene, knus;)

    SvarSlet
  3. Det er så skønt at det har været lunere - og solen har været fremme. Det gør altså noget ved humøret. Jeg får sådan en lyst til at købe blomster til haven - men slår lige koldt vand i blodet og ser om vi får den sne de har varslet. God aften. knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.